Prøv avisen

Jorden rundt på 80 minutter

Museumsværterne går altid rundt med en fiberklud, så de kan pudse alle spor af fedtede fingre på montrerne væk. – Foto: Leif Tuxen.

Henrik Holst-Andersen er museumsvært på Nationalmuseet, en titel, der skal signalere, at den moderne kustode ikke kun skal vogte udstillingerne, men også vise dem frem for gæsterne. Og en typisk dag er altid fuld af overraskende opgaver

Klokken cirka 08.56 registrerer museumsværten Henrik Holst-Andersen den første detalje, som han kommer til at bruge i sit arbejde senere på dagen. Busserne flager på grund af prins Henriks fødselsdag, og selv stiger han ind i buslinje 1A, der nærmest fører ham fra dør til dør fra hjemmet i Hvidovre til Nationalmuseets personaleindgang på Frederiksholms Kanal i København.

Han har været vågen i flere timer og spist en rolig morgenmad med sin kone, der havde fri. Men nu er han allerede klædt om til sin grønne arbejdsskjorte med museets logo på ryggen. Skjorterne fås i tre farver: grøn, hvid og grå. Og en del af museumsværternes frihed i dagligdagen består i at vælge frit mellem skjorterne.

Klokken 09.30 lukker vagten ham ind i porten ved personaleindgangen.

Jeg skal være i etnografisk i dag, siger han til vagten, som så giver ham dagens relevante nøglebundt, og han fortsætter fornøjet ind i den brostensbelagte gård i Prinsens Palæ. Der er ikke en skygge at se på denne tid af dagen, og han kigger op på den blå himmel med et stort smil.

Det gælder om at suge solens stråler til sig. For det meste af dagen går vi rundt i kunstigt lys, siger han, inden han hopper ned i kælderen, hvor han henter sin radio, som han forbinder med en høresnegl i øret, så han er klar til at kommunikere med sine kollegaer. Det er også hernede, personalekøkkenet ligger. Der er lavt til loftet, men alligevel hvælvinger.

Her holdt tyende også til i gamle dage, gnægger han og fortæller, at bygningen engang tilhørte den danske kronprins, som senere blev kong Frederik V. Her i bygningen har Struensee såmænd også boet i en lille lejlighed engang, ligesom den efterfølgende egentlige statsminister Ove Høegh Guldberg havde sin embedsbolig her.

Nationalmuseet blev først dannet i 1892 ved sammenlægning af flere af de statslige samlinger og museer. Men allerede i 1849 flyttede Det Kongelige Etnografiske Museum ind i Prinsens Palæ som det første museum af sin slags i verden. Og i 1853 flyttede Det Oldnordiske Museum fra lokaler på Christiansborg Slot også hertil.

Den flytning viste sig at være et stort held. For Christiansborg Slot brændte i 1884, og museets enestående samlinger, som var blevet opbygget gennem flere hundrede år i kongens kunstkammer og statens samlinger, ville være gået tabt. Men her er både rummene og murbrokkerne også fulde af historier, og Henrik Holst-Andersen suger dem til sig, så tit han kan.

Klokken 09.50 står han igen i gården omkring et par opstillede borde og bænke. For nu er der morgenmøde.

Tidligere var de en del flere, men en hård nedskæringsrunde i 2012 skar personaleflokken hårdt ned og tog en tilsvarende del af det gode humør.

Men nu er stemningen god igen. Og der bliver joket og grinet i solen, da mødelederen fortæller, hvilke skoler og institutioner der kommer på besøg i løbet af dagen. Til sidst bliver der delt to fiberklude ud til hver. Så kan ingen sige: I aint got a clue, (det har jeg ingen anelse om) udbryder Henrik Holst-Andersen. Det griner de ad.

Klokken 10.00 åbner museet, mens Henrik Holst-Andersen går med hurtige skridt forbi forskellige udstillinger for at åbne salene i de etnografiske samlinger, som han har ansvaret for i dag.

Der er allerede kommet mange i dag, siger han lidt stresset til en kollega og speeder yderligere op, da han ser fremmødte museumsgæster, der allerede står og kigger sig omkring i museets store foyer.

Herfra kan man se op til de forskellige etager, der har hver deres museumsfaglige fokus. Museet råder over en verden af viden om tid og steder i faste udstillinger som Danmarks Oldtid, Danmarks Middelalder og Renæssance, Danmarkshistorier (1660-2000), Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, Antiksamlingen, Etnografisk Samling, Børnenes Museum, Danefæ og forskellige særudstillinger.

Og i løbet af en uge skiftes museumsværterne til at passe de forskellige samlinger. På den måde får de både en varieret hverdag og kan holde sig ajour med hele huset, og der er nok at se til, for der kommer hele tiden ny viden til.

Denne dag er museet for eksempel stadig ved at forberede sin store særudstilling om vikingerne (som åbnede den 22. juni).

Museet er altid helt oppe på tæerne, når der åbner en ny udstilling. Denne gang kommer Dronningen også og indvier den. Der bliver altid arbejdet lige til det sidste for at få det hele klar. Og det er også altid omgivet med stort hemmelighedskræmmeri, forklarer Henrik Holst-Andersen, da vi går forbi de forseglede døre til særudstillingen. På gangen udenfor står en maler på en stige og maler endevæggen mørk. Og på de tildækkede døre står der Absolut ingen adgang.

Ikke engang museumsværterne må vide, hvad der sker bag dørene, før udstillingen åbner. Til gengæld har Henrik Holst-Andersen i dag fuld adgang til Etnografisk Samling, og han skal sørge for at holde styr på to etager. Personligt holder han af alle museets samlinger og af afvekslingerne mellem dem. Men han har alligevel et særligt hjerte for Etnografisk Samling. Og man kan se stoltheden i hans ansigt, da han åbner skaldørene til udstillingen om Jordens Folk.

Klokken 10.33 går Henrik Holst-Andersen jorden rundt for første gang i dag. For når man går gennem udstillingen Jordens Folk kommer man gennem det meste af verdens kulturhistorie set gennem kalejdoskopiske udstillinger med forskellige genstande og malerier, der hver i sær siger noget om forskellige folkeslags historier lige fra kinesisk porcelæn til gamle skindkajakker fra Grønland.

Udstillingssalene danner en ring. Går man hele udstillingen igennem, kommer man derfor også tilbage til det sted, man begyndte, ligesom hvis man rejste jorden rundt. Og det kan blive til mange gange i løbet af en dag som museumsvært her.

Arkitekterne bag udstillingen har endda understreget den effekt ved at indlægge linjer i rummene, der skulle ligne breddegrader. Til gengæld er der ikke særlig mange skilte og tekstlige forklaringer at finde. For man ville hellere give folk en æstetisk oplevelse end at fodre dem med viden, forklarer Henrik Holst-Andersen, der ikke selv er helt enig i den prioritering.

Men omvendt gør det jo hans rolle endnu vigtigere. For han er her ikke kun for at passe på genstandene, men også for at vise dem frem. Og alle museumsværterne er blevet introduceret for udstillingerne af museumsinspektørerne, så de også kan fortælle om dem. Det elsker Henrik Holst-Andersen.

Selv har han en fortid som pædagog, men han gik ned med stress. Ikke fordi han ikke kunne lide at have med mennesker at gøre, men tværtimod fordi han ikke syntes, at der var tid nok til det. Efter nogle år med depression kom han lidt tilfældigt i arbejdstræning her på museet i 2007. Det blev han glad for, ligesom ledelsen blev glad for ham, så efter et par vikariater blev han fastansat.

Sådan kommer kustoderne med mange forskellige baggrunde. Nogle er kunstnere, andre kommer fra bankverdenen, men alle er interesseret i kulturformidling. Og selv trives Henrik Holst-Andersen i jobbet, hvor man både skal kunne lide sit eget selskab og kunne være social.

Men der er også mange praktiske opgaver. Museumsværterne er for eksempel også en del af et rengørings-team, og fiberkluden skal bruges løbende for at pudse fedtede montrer, ligesom Henrik Holst-Andersens øjne konstant leder efter fejl og mangler i museumslokaler. Hvis han finder noget, bliver det noteret i en lille bog, der ligger fast i et depotrum.

Klokken 10.47opdager han for eksempel en defekt dør. Men det værste er, hvis samlingerne kan komme i fare. Det kan for eksempel ske, hvis der sniger sig insekter eller fugt ind i montrerne. Og det undgår museumsværterne ved konstant at kigge samlingerne efter, men også ved at introducere gæsterne for god museumskultur.

Der må for eksempel ikke spises her. For hvor der er madrester, kan der komme dyr. Her kan Henrik Holst-Andersen trække på sin erfaring som pædagog. Han vil hellere forklare, hvorfor man ikke må gøre ting, end blot at påtale det. På den måde er han kulturformidler på flere planer.

Klokken 11.08 træder et australsk par lidt forvirret ind i samlingen. Det vækker Henrik Holst-Andersens servicegen, og han tager imod dem som sine egne gæster. Det ender med, at han guider dem rundt i samlingen gennem 20 minutter, mens han svarer på alle deres spørgsmål. Og her kommer hans morgen med bussen ham også til hjælp, da den australske mand spørger, hvorfor busserne flager.

Ah, siger manden med et varmt smil, da han hører, at det er prins Henriks fødselsdag.

Vi australiere føler os jo også forbundet med det danske kongehus på grund af kronprinsesse Mary, der kommer fra Tasmanien. Det ligger helt nede sydpå som den vistnok mindste stat i Australien, men i Tasmanien kalder de resten af Australien for den nordlige side af øen, siger den australske mand og slår over i en høj latter, som Henrik Holst-Andersen deler, inden han skal svare på nye spørgsmål om alt fra museets malerier til dansk fordelingspolitik. Og da ægteparret endelig skal videre, takker de ham for en vidunderlig introduktion til museet og Danmark.

Klokken 13.06 spiser Henrik Holst-Andersen frokost i solen i gårdhaven i Prinsens Palæ. Han skulle lige afløses først. For man forlader aldrig sin post som museumsvært. Det betyder også, at der kun er en anden kollega, der spiser nu. Hun har arbejdet her i næsten 17 år og kan underholde med en gammel historie om engang, hvor hun fandt et brugt kondom ved de egyptiske mumier. Man kommer ud af lidt af hvert som museumsvært, og to dage er aldrig helt ens, siger hun. Det nikker Henrik Holst-Andersen genkendende til. Men langt de fleste gæster opfører sig nu ordentligt, tilføjer han.

Ja, og vi har det da også godt sammen. Humoren betyder meget, det løfter stemningen meget. Og vi har ikke nogen ond, sarkastisk tone mod hinanden, som der var engang her på stedet. Det betyder meget for arbejdsglæden, siger hun, inden de to kollegaer forlader den solbeskinnede gård for at fortsætte arbejdet.

Nå, jeg må hellere gå ind i oldtiden, siger hun og vinker smilende.

Klokken 13.41kommer Henrik Holst-Andersen igen forbi maleren, der nu er næsten færdig med at male endevæggen sort.

Er det nu, jeg skal sige, at du mangler en plet derovre?, spørger han maleren med et smil.

Kun hvis du vil have maling i hovedet, lyder svaret. Det griner de lidt ad, inden Henrik Holst-Andersen fortsætter sin cirkulering rundt om jorden.

I løbet af dagen sidder han nærmest kun ned, når han spiser, men han holder også af at gå. Fordommen om en alkoholiseret kustode, der sidder i et hjørne og dovner den af, passer i hvert fald ikke her på museet, siger han, inden han får til opgave at vise en ny kollega rundt i samlingen. Og han gennemgår omhyggeligt sikkerheden med den nye kollega.

Det er i grunden et farligt sted, hvis det skulle brænde her. For her er mange kroge, hvor børn kunne finde på at gemme sig. Og det skal man huske, siger han og tilføjer:

I det hele taget skal man have både lange ører og øjne i det her job.

Klokken 14.26 går alarmen, og alle Henrik Holst-Andersens sanser vækkes, inden en kollega få sekunder efter beroligende konstaterer, at det var falsk alarm.

Klokken 16.45 går Henrik Holst-Andersen rundt og sikrer sig, at gæsterne ved, at de skal gå mod indgangen, inden museet lukker klokken 17. Nu skal han bare gå jorden rundt en sidste gang, inden han kan tage bussen hjem til Hvidovre.

Den gode kustode passer ikke kun på museets samling, men kan også fortælle om den. Her er Henrik Holst-Andersen i samtale med et australsk ægtepar. – Foto: Leif Tuxen.
Dagen begynder altid i kælderen for museumsværterne på Nationalmuseet. Det er her, de klæder om og henter deres radio. – Foto: Leif Tuxen.