Prøv avisen
Kunst

Udfordrende totalinstallation er fysisk grænseoverskridende

5 stjerner
Superflex’ nye totalinstallation er rent fysisk grænseoverskridende og kræver en del mod, så er man mørkeræd, skal man nok blive væk eller have en stærk arm at holde fast i. – Foto: Torben Eskerod

Kunstnerkollektivet Superflex indtager en af Europas mest originale kunsthaller, Cisternerne, der er Frederiksbergs tidligere vandreservoir. Den udfordrende installation lader publikum på egen krop føle, hvad der sker, når verdenshavene stiger

Udstillingen ”It’s Not the End of the World” er en totalinstallation, som en tidsrejse ind i fremtiden. Det første, man som besøgende møder, er dog en højst prosaisk såkaldt omklædningsstation, hvor man får udleveret gummistøvler. Under rundgangen oplever man ting, som er kendte fra nutiden, men som Superflex har iscenesat som en dystopisk, katastrofisk fremtidsvi-sion, hvor verden er ved at gå under, fordi vandet er i færd med at bemægtige sig jorden.

Denne gang skyldes det ikke naturlige klimaforandringer, men vores egne handlinger. På grund af befolkningseksplosionen og de moderne produktions- og transportmidler har CO2-udledningerne medført stigende temperaturer med nedsmeltningen af iskapperne på polerne til følge.

Klimakrisen fylder godt op i nyhedsmedierne, men det er første gang, at man kan opleve konsekvenserne af den stigende vandstand direkte på egen krop.

Lykkes denne dystopiske vision? I høj grad. Man famler sig rundt i det iskolde mørke (husk varmt tøj!), for belysningen er yderst sparsom. På den måde indikeres det, at også det elektriske lys går ud, når vandet stiger. Så tager mørket over. Denne problematik har Superflex tidligere berørt i deres 21 minutter lange video fra 2009 ”Flooded McDonald’s”, hvor en af denne fastfood-kædes restauranter langsomt bliver oversvømmet, og elektriciteten til sidst kortslutter.

Deres nye totalinstallation er rent fysisk grænseoverskridende og kræver en del mod, så er man er mørkeræd, skal man nok blive væk eller have en stærk arm at holde fast i. Her bliver den lille angst provokeret frem hos publikum. Man bevæger sig usikkert frem i vandet, som når op til anklerne og lidt over.

Under rundturen i det mægtige rum er der sprækker af lys fra nogle oversvømmede, offentlige toiletter. Det er ikke nogle tilfældige toiletter, men nøjagtige kopier af toiletterne i organisationen United Na- tions Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), der ligger i Bonn. Altså en organisation, der arbejder i forlængelse af klimakrisen på verdensplan.

Men det vil åbenbart ikke lykkes organisationen at ændre klimapolitikken, skal man tage Superflex på ordet. På vejen rundt oplever man også nogle spændende lysinstallationer med dæmpet, violet lys, som lader os ane dele af den fascinerende, underjordiske ”katedrals” bygningskrop. Det er smukt. Udstillingens højdepunkt er det blå neonskilt med udstillingstitlen ”It’s Not the End of the World”. Planeten nok skal bestå, men vi mennesker vil forgå, hvis ikke vi snart tager os sammen og ændrer vores livsstil, energipolitik og produk-tionsmetoder.

Udstillingen er enkel, men virker stærk. Den forlader ikke en lige med det samme. Gennem den stærke, kropslige sanseoplevelse fødes måske nogle nye, kritiske refleksioner over klimakrisen. Hvem ved? Måske kunne disse i næste fase resultere i handling? Det er det, kunsten kan, når den er allerbedst.8

Under rundturen i det mægtige rum er der sprækker af lys fra nogle oversvømmede, offentlige toiletter. Det er ikke nogle tilfældige toiletter, men nøjagtige kopier af toiletterne i organisationen United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), der ligger i Bonn. Altså en organisation, der arbejder i forlængelse af klimakrisen på verdensplan.