Jordens kerne blev fundet af en dansk kvinde. 100 år efter er hun blevet et ikon

I 1912 var den danske seismolog Inge Lehmanns køn en barriere. I 2022 er det med til at bringe hende i centrum som romanfigur, børnebogshelt, teaterkarakter, filmstjerne og akademisk forbillede for piger i hele verden

 Jordens kerne blev fundet af en dansk kvinde. 100 år efter er hun blevet et ikon
Foto: Det Kongelige Bibliotek

Matematikstudiet på det engelske eliteuniversitet i Cambridge var i begyndelsen af det 20. århundrede noget af det mest akademisk snobbede, man kunne forestille sig. Særligt legendarisk var matematikprøven The Mathematical Tripos, som stillede uhyre store krav til de studerendes færdigheder. Den, der klarede prøven bedst af alle på årgangen, fik hæderstitlen The Senior Wrangler, som fortsat regnes for en af de højeste intellektuelle udmærkelser, man overhovedet kan få i Storbritannien.

Der var dog dengang det forbehold, at kun en mand kunne få titlen. I 1890 klarede en kvinde, Philippa Fawcett, prøven bedst af alle, hvilket Cambridge måtte anerkende, men The Senior Wrangler ville man ikke betegne hende som. Den titel tilfaldt den bedste af mændene.

20 år senere dukkede en ung kvinde fra Danmark op på matematikstudiet i Cambridge og forberedte sig til The Mathematical Tripos. At hun var særdeles intelligent, vidste både hun, hendes forældre og hendes øvrige omgivelser. At den akademiske verden i almindelighed og Cambridge i særdeleshed havde et temmelig mandschauvinistisk syn på piger og matematik, var hun også fuldt ud klar over. Akkurat derfor stilede hun imod The Mathematical Tripos og drømte måske ligefrem om ligesom Philippa Fawcett af komme over The Senior Wrangler.

"Jeg måtte helt til vejrs, aller-øverst op, derop hvorfra man havde overblik over hele arbejdet, jeg måtte indtage en stilling helt for mig selv," skrev den da 20-årige Inge Lehmann juledag 1908 i et brev, som gengives i Hanne Stragers nye videnskabelige biografi om Inge Lehmann, "Skyggezone".

Inge Lehmanns liv er blevet et kar, man kan hælde alle mulige dagsordener ned i

Lif Lund Jacobsen

Forsker ved Rigsarkivet

Inge Lehmann gennemførte imidlertid aldrig sit akademiske himmelstormer-projekt. Hun begyndte i 1910 på matematikstudiet i Cambridge, hvor hun gik i en særlig kvindeklasse, der måtte overvære forelæsninger, men ikke deltage i universitetets øvelsestimer, tutorials, fordi der var mænd til stede. Men året efter, i 1912, fik hun et sammenbrud, som betød enden på Cambridge og planen om at komme "aller-øverst op".

Sammenbruddet førte til, at Inge Lehmann fik job i et forsikringsselskab og foreløbig sagde farvel til sin drøm om at forske, men den fandt hun tilbage til. I stedet for "aller-øverst op" kunne man sige, at hun rent akademisk kom allerdybest ned, idet hun blev seismolog, forskede i jordskælv og i 1936 opnåede et forskningsresultat, der i dag anerkendes som et vigtigt bidrag til menneskenes indsigt i vor egen planet: opdagelsen af Jordens indre kerne.

"Inge Lehmann nåede langt, fordi hun var pragmatisk og ikke tog alle kampene. Hun opgav at fortsætte på det prestigefulde og mandsdominerede matematikstudium og kastede sig i stedet over et dengang helt nyt område, som gav hende mulighed for at gøre store videnskabelige opdagelser," fortæller Lif Lund Jacobsen, forsker ved Rigsarkivet og forfatter til en ny videnskabelig artikel om samfundets syn på kvindelige forskere frem til 1930 med Inge Lehmann som eksempel.

En tvetydig historie

Fortællingen om Inge Lehmann er åbenlyst en god historie. Den er fuld af forhindringer, der skal overvindes, fordomme, der skal udfordres, videnskabelige indsigter, der skal opnås, og familiemæssige komplikationer og svagheder, der skal kompenseres for.

I de senere år er der blandt skønlitterære skribenter opstået stor interesse for fortællingen, som er omsat til roman af Lotte Kaa Andersen, teaterstykke af Simone Isabel Nørgaard og børnebog af Jakob Lund Pedersen. Dertil kommer, at Nordisk Film i øjeblikket arbejder med at skabe en spillefilm over Inge Lehmanns liv. Filmprojektet er langtfra realiseret, men manuskriptforfatter Sine Ingemann har arbejdet på det siden 2017 og Det Danske Filminstitut yder økonomisk støtte til det, oplyser Nordisk Film.

Og fortællingen om Inge Lehmann er ikke kun en god historie, i nutiden er hun også blevet et internationalt ikon for arbejdet med at tiltrække flere piger til de såkaldte STEM-fag inden for naturvidenskab, teknologi og matematik, og i Danmark lægger hun ikke kun navn til to gader og siden 2017 en skulptur ved siden af Niels Bohr-busten uden for Københavns Universitets hovedbygning. Danmarks Frie Forskningsfond har også et særligt program for at fremme en mere ligelig kønssammensætning i forskningsmiljøerne, som bærer hendes navn.

"Det er en tvetydig historie," siger Lif Lund Jacobsen og uddyber:

"Inge Lehmanns liv er blevet et kar, man kan hælde alle mulige dagsordener ned i. Måske fordi vi faktisk ikke kender detaljerne om hendes liv så godt. For eksempel er det påfaldende, at når man fortæller om hende i USA, fremhæves hun som en kvinde, der var kendetegnet ved at være udholdende og disciplineret, mens hun i Danmark oftere fremstilles som skrøbelig."

Et eksempel på dette er børnebogen "Inge Lehmann opdager Jordens kerne", hvis handling i et resumé fra forlaget koges ned til følgende:

"Inge Lehmann var en lille, nysgerrig pige, men hun blev tit syg, og hun måtte ligge i sengen, mens de andre børn var ude at lege. Alligevel voksede hun sig stor og stærk og gjorde en fantastisk opdagelse om Jordens indre, som gjorde hende berømt."

Mens Inge Lehmann ovre vestpå i mulighedernes land fremstilles som en foregangskvinde, et forbillede for, at kvinder i naturvidenskab kan nå lige så langt med høj intelligens og hårdt arbejde som mænd, så er der i den grimme ællings fædreland en tilbøjelighed til at fremhæve, hvor svag hun var, og hvor grueligt meget hun gik igennem, før hun blev seismologiens store, smukke svane.

Offer eller banebryder?

En anden tvetydighed i historien er splittelsen imellem, om den skal fortælles som historien om en kvinde, der blev modarbejdet af en mandsdomineret akademisk verden og dermed forhindret i at udfolde sine evner fuldt ud. Eller om den skal fortælles som historien om en kvinde, der ikke blev udsat for mere kønsdiskrimination, end at hun i sin levetid formåede at blive anerkendt som både afdelingsleder på Geodætisk Institut og international topforsker.

Hvis børnebogen tager afsæt i, at den lille Inge var syg og skrøbelig, så er Lotte Kaa Andersens roman og Simone Isabel Nørgaards teaterstykke mere fokuseret på de hindringer, der lå i vejen for en højt begavet, naturvidenskabeligt interesseret kvinde. Til trods for, at hun voksede op i det bedre borgerskab i København . Til trods for, at hun fik lov at tage studentereksamen og begynde på universitetet. For undervejs stødte hun også på mange forhindringer.

I Cambridge var der en masse regler, som modarbejdede kvinder, og også i København stødte Inge Lehmann sig på en masse mænd og deres fordomme. I teaterstykket blev mange af disse danske mænd samlet i personen Niels Bohr, den højt estimerede fysikprofessor, som også medvirkede til, at Inge Lehmann ikke i en moden alder fik stillingen ved et nyoprettet professorat i geofysik på Københavns Universitet i 1952, selvom hun var åbenlyst den bedst kvalificerede til posten.

"Der er et citat, som stammer fra Inge Lehmanns nevø, Niels Groes, som efter hendes død citerede hende for at have sagt: 'Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd jeg har konkurreret med – forgæves'. Det citat dukker op allevegne,” fortæller Lif Lund Jacobsen.

Selv vil forskeren meget gerne nuancere historien om Inge Lehmann, for den er meget sammensat. Hun mødte ikke bare konstant modstand livet igennem fra alle mænd. Hun var ikke bare svag og skrøbelig. Og hun blev ikke bare standset og begrænset af sin far, som var grundlægger af eksperimentalpsykologien i Danmark – han hjalp hende også frem i livet.

Der er nogle, der gerne vil gøre Inge Lehmann til et geni, hvis eneste begrænsning var, at hun blev diskrimineret på grund af sit køn. Hun blev diskrimineret, men derudover var hun også skrøbelig på én eller anden facon

Hanne Strager

Forfatter

Men ikke desto mindre er det en hovedpointe for Lif Lund Jacobsen, at Inge Lehmann blev begrænset af sit køn. Ligesom det er en hovedpointe, at faderen fik hende til at opgive Cambridge-studiet, fordi han ikke troede, hun magtede en forskerkarriere, men ville blive mere lykkelig i en administrativ stilling på et kontor.

"Alfred Lehmann var ikke bare psykologi, han forskede specifikt i intellektuelt arbejdes indvirkning på kroppen. Han anerkendte, at hans datter var intellektuelt lige så dygtig som mændene, men han mente ikke, at en kvindekrop kunne klare presset. Det er min vurdering, at både Inge Lehmann og andre kvinder, der blev stressede og nervøse af at arbejde intellektuelt, blev det som en selvopfyldende profeti, fordi de fik at vide, at de ikke kunne," siger Lif Lund Jacobsen.

Overset eller fejret?

Også Hanne Strager, forfatteren til Inge Lehmann-biografien "Skyggezone", vil meget gerne nuancere historien. Inge Lehmanns 104-årige liv var så fuldt af medgang og modgang, at historien kan fortælles på mange måder. Alfred Lehmann skrev så mange modsatrettede ting i sine breve til datteren, at nogle kan tolkes som støtte, andre som at han smækkede pengekassen i og tvang hende hjem fra Cambridge.

Og Inge Lehmann mødte utvivlsomt mange inkompetente mænd på sin vej, som hun kæmpede forgæves imod, men der er brug for at moderere fortællingen om Inge Lehmann som en forsker, der altid blev glemt eller overset, fordi hun var kvinde. Hun fik også stor anerkendelse. Ikke mindst i sine modne år, hvor hun blev æresdoktor på både Columbia University i USA i 1964 og Københavns Universitet i 1968.

"Jeg mener, at Inge Lehmann er underkendt i Danmark, mens hun tidligere opnåede anerkendelse i USA. Men det er ikke noget, der er kommet med ét slag. Interessen for hende og hendes forskning er kommet lidt efter lidt," siger Hanne Strager, som er enig med Lif Lund Jacobsen i, at Inge Lehmann utvivlsomt er blevet diskrimineret, fordi hun var kvinde, men mange andre faktorer har spillet ind i hendes liv end hendes køn.

"Der er nogle, der gerne vil gøre Inge Lehmann til et geni, hvis eneste begrænsning var, at hun blev diskrimineret på grund af sit køn. Hun blev diskrimineret, men derudover var hun også skrøbelig på én eller anden facon, ligesom hendes mor også var. I 1912 og helt op i 1920'erne skriver hun i flere breve om, at hun opfatter sig som syg eller svag," fortæller Hanne Strager.

At hun blev forbigået som professor kan have haft med at gøre, at hun i givet fald ville blive den første kvindelige naturvidenskabelige professor nogensinde på Københavns Universitet, men Hanne Strager påpeger, at der også var den formelle barriere, at det var et krav for at blive professor, at man havde skrevet disputats, og det havde hun ikke.

I teaterstykket "Jordens indre" lægges der op til, at Inge Lehmanns livs kærlighed var den amerikanske forsker Harold Jeffreys, men Hanne Strager har i "Skyggezone" et andet bud på, hvem Lehmann - som forblev ugift og barnløs hele livet - havde følelser for, nemlig en kvindelig medstuderende i Cambridge, Florence Sykes. Sykes skrev i et brev til Inge, at hun elskede hende.

"Måske var hun i Cambridge ikke kun udfordret af presset fra sin far og et kønsdiskriminerende miljø. Måske led hun også af krælighedssorger over ikke at kunne leve sit liv fuldt ud i et forhold til en anden kvinde," siger Hanne Strager.

Hun erkender at dette sidste er en overvejelse mere end en kendsgerning, men hun mener, at det samme kan siges om de fiktive fremstillinger af Inge Lehmanns liv:

"Jeg så teaterstykket og var godt underholdt, men der er lidt gætteri og et forsøg på at ikonisere hende. Hele historien bliver gjort til et spørgsmål, om hun er kvinde eller ej. Men det er ikke hele historien. Kun en del af den."