Josefine Klougart: Man må overgive sig for at opdage, at man er del af noget større end sig selv

Hun har øvet sig i at give slip og endte med at skrive en bog, der er klogere end hende selv. Det er præcis den slags erfaringer, som kunsten, naturen og åndeligheden kan give os, siger bogaktuelle Josefine Klougart.

"Vi er en generation og en kultur, der er ekstremt optaget af kontrol,” siger forfatter Josefine Klougart. I sin nye bog ”Alt dette kunne du få” undersøger og opsøger hun erfaringen af at give sig hen for at kunne gå i ét med noget, der er større end os selv.
"Vi er en generation og en kultur, der er ekstremt optaget af kontrol,” siger forfatter Josefine Klougart. I sin nye bog ”Alt dette kunne du få” undersøger og opsøger hun erfaringen af at give sig hen for at kunne gå i ét med noget, der er større end os selv. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Med hver sin ende af det samme reb bundet om livet går to unge piger ud i et hestehul i Vesterhavet for at lade sig tage med strømmen og opsluge af havets enorme, glubske gab.

Bølgernes brusen fra åbningsscenen giver genlyd i Josefine Klougarts nyeste roman ”Alt dette kunne du få”, når hovedkarakteren Barbara gennem de første årtier af sit liv går på jagt i litteraturen, relationerne og ikke mindst Mols’ vilde natur i sin søgen efter at blive del af ”en større rullende kraft”. En søgen, som Barbara deler med forfatteren bag.

Det er hverken ved Vesterhavet eller på Mols’ vindblæste bakker, at Kristeligt Dagblad møder Josefine Klougart. Alligevel føles naturen uvant præsent her midt i København, hvor gule og røde blade drysser ned over Christianshavns volde uden for forfatterens vindue.

Vi skal tale om den nye bog, der for et år siden nær var blevet udgivet under en anden titel og med et andet indhold. Men det blev ved lige ved og næsten. For kort før romanen gik i trykken, så Josefine Klougart pludselig nye muligheder i manuskriptet. Så hun trak i håndbremsen, slettede halvdelen og begyndte at skrive igen.

Josefine Klougart skriver uden formål, forklarer hun. Hundredvis af små brudstykker, scener og betragtninger, der måske til sidst vil vise sig at tale sammen og rumme en mening, hun ikke selv havde været i stand til at udtænke på forhånd. Hun tror nemlig ikke på, at en dybere mening kan opstå, så længe skrivningen er spændt for andet end intuitionens vogn. Og af samme årsag er det ikke uvant for Josefine Klougart at skrive 400 sider for blot at kassere de 350.

Hun trækker på skuldrene. Det er bare sådan, hendes proces er – en proces, hun for øvrigt også deler med hovedkarakteren Barbara i den nyligt udkomne roman, der således endte som ”et sammensurium af noget, der er skrevet for en måned siden, og noget der er skrevet for fem år siden”, før det endelig faldt på plads.

Ligesom Josefine Klougart er hovedpersonen i ”Alt dette kunne du få” en forfatter, der kommer til at betragte dét at skrive som ”at stille sig op på en stol og vende bunden i vejret på en skraldespand, en død mands kommode, hans kones smykkeskrin og sin farmors undertøjsskuffe” i håbet om, at et hjørne af rodet vil åbenbare ”en form for skønhed og indre sammenhæng, som man så kunne kultivere formmæssigt”.

Med andre ord handler det for både hovedpersonen Barbara og Josefine Klougart om at give slip. Og det er netop det, vi skal tale om i dag.

Skal man tro på anmelderne, er det manuskript, der for Josefine Klougart begyndte som en rodebunke, lykkedes med at blive til ”en poetisk, dyb, indsigtsfuld og kompleks roman”, som det blandt andet lød i Kristeligt Dagblads anmeldelse. Knap var ”Alt dette kunne du få” i slutningen af sidste måned udkommet, før den blev udråbt som den hidtil bedste af de i forvejen anerkendte romaner, som 36-årige Josefine Klougart står bag.

”Selv nu, når jeg læser bogen igen, opdager jeg nye forbindelser i det, jeg har skrevet,” siger Josefine Klougart.

”En af de store gaver ved at skrive er, når man en sjælden gang imellem lykkes med at lave noget, der er klogere end én selv. Og det synes jeg virkelig, jeg har gjort med denne her bog.”

Det er altså hverken på grund af anmelderroser eller solgte eksemplarer, at Josefine Klougart erklærer bogen for vellykket. Det skyldes snarere, at hun formåede at overgive sig til noget, der er større end hende selv, nemlig litteraturen og sproget.

”Jeg er meget optaget af det, man kan kalde enhedserfaringer,” siger hun og forklarer, at det er i selve overgivelsen – ”slippet”, som hun kalder det – at muligheden for at forbinde sig til verden findes.

”Det handler om, hvad der sker, når man træder ud af sig selv. Lykkes vi med at slippe den moderne forbandelse, som den stærke selvbevidsthed er, og læne os ind mod noget andet, kan vi opleve, at vi altid er en del af noget større.”

Det er netop den slags erfaringer af ”altings samtidighed og forbindelse”, som Barbara i romanen søger efter på kirkebænken og i hestehuller i Vesterhavet. Og det er den slags erfaringer, som hun undertiden må sande, kun opstår i uopfordrede glimt i mødet med kunsten, døden og ikke mindst naturlandskabet på Mols, hvor hun oplever at kunne gå nærmest i ét med lyngens rødder og uvejret uden for vinduet.

Ligesom sin hovedperson er Josefine Klougart rundet af et østjysk landsbysamfund, hvor den lokale kirke og præst var en del af hverdagen. Men kristendommen kom aldrig til at fylde lige så meget i hendes opvækst, som Mols’ vilde natur gjorde.

”Jeg vil nok ikke kalde mig selv kristen, men jeg er troende i en eller anden forstand,” siger Josefine Klougart og griner nærmest undskyldende.

Alligevel er der ikke nogen tvivl om, at enhedserfaringerne, som i romanen oversættes til åbenbaringer – og som både Josefine Klougart og hovedpersonen Barbara er så optagede af – kan have et religiøst skær over sig.

”Jeg ser de her erfaringer af forbundethed og enhed som noget helt grundlæggende menneskeligt. Så kan man tale om dem og fortolke dem som religiøse, mystiske eller åndelige erfaringer, men jeg tror, der er tale om den samme erfaring. I alle tilfælde handler det om, at vi træder ud af vores hverdagsbevidsthed for at erfare, at vi selv er en del af en større rullende kraft,” siger hun, men tøver så.

”Jeg ved næsten ikke, hvordan man ellers skal beskrive det.”

Josefine Klougart vender blikket opad og sukker. Så smiler hun.

”Jeg får lyst til at sige her, at grunden til, jeg sidder og hakker i det, jo er, fordi det her på en måde er sprogløst. De her erfaringer er netop kendetegnet ved, at vi ikke har et fyldestgørende sprog for dem. Og når vi alligevel prøver at beskrive dem, så gør vi os sårbare, fordi det så let bliver banalt. Men jeg synes, at skønlitteraturen kan noget her. Min roman er udtryk for en bestræbelse på at tale om de her erfaringer i et sprog, som ikke samtidig kastrerer dem. I skønlitteraturen kan man så at sige åbne erfaringerne, så man som læser kan træde ind og selv få den slags erfaringer.”

På paradoksal vis gør Josefine Klougart med ”Alt dette kunne du få” alligevel et forsøg på at indfange det sprogløse med sit billedrige sprog, som hun både er blevet hædret og berygtet for. Det gør hun, fordi hun ønskede at skrive et nuanceret generationsportræt, som samtidig kunne beskrive menneskets forhold til naturen. Et forhold hun siger er blevet ”forkvaklet af en åndløs instrumentel tænkning”, der får os til at hige efter kontrol, men som har haft ”katastrofale konsekvenser” for naturen, klimaet og menneskene.

”Jeg tænker, at vi som kultur er præget af oplysningstidens idealer og derfor har tendens til at overfokusere på den rationelle erkendelse. Med industrialiseringen og kapitalismen har det ført til, at vi i dag ser alting som en ressource eller et middel til at opnå noget. Det har af-fortryllet verden, og måske derfor er vi blevet så besat af at kunne kontrollere vores liv og vores verden,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror, at den naturkrise, vi står i, har en parallel i en åndelig krise, og at den åndelige krise har rod i denne blinde tiltro til rationaliteten. Vi har glemt, at rationaliteten ikke kun oplyser os, men også efterlader noget af verden i mørke. Spørgsmålet er, hvad vi har mistet blikket for? Mit svar er, at det er vores intime forbundethed med verden. Vi har overset den dybere betydning af den både videnskabelige og eksistentielle erfaring, at alt levende er del af et stort fintmasket netværk af liv.”

Når erfaringerne af at gå i ét med omverdenen strækker sig som et tema hen over ”Alt dette kunne du få”, hænger det også sammen med, at noget over de senere år har rokket ved Josefine Klougarts forhold til – og ikke mindst frygt for – døden.

Siden den seneste roman, ”New Forest”, udkom i 2016, har hun født sin første søn og efterfølgende haft en spontan abort, hvor hun mistede så meget blod, at hun en tid svævede ind og ud af bevidsthed.

Både i fødslens smerte og på kanten mellem liv og død efter aborten oplevede hun det ”slip”, som både hun og Barbara er så optagede af at overgive sig til.

”Det var på en måde som at se verden uden en selv,” siger hun om oplevelsen af at se døden – dét, hun kalder den ultimative opløsning af det selvbevidste jeg – i øjnene.

”Jeg troede, at døden ville fylde mig med angst. Det var chokerende at mærke døden og overgivelsen som noget fredfyldt. Min lyst var at overgive mig. Den erfaring manglede på en måde i romanen, og den var aldrig kommet med, hvis jeg havde overhørt den indre stemme, der sidste år fortalte mig, at jeg måtte bremse trykningen af bogen,” siger Josefine Klougart og vender på den måde tilbage til samme sted, som vi begyndte.

”Men den blev bremset, og både jeg og romanen er den erfaring rigere; at der eksisterer denne mulighed for at læne sig ind mod døden, når den kommer. At jeg godt kan give slip.”