Josefine Klougart er hjemme. Som hun står der, storsmilende i strikket sweater og fornuftige sko, lyser det ud af hende, at det her er et sted, hun kender og føler sig fuldstændig til stede i. Nu vil hun, denne søndag eftermiddag, dele den tilstedeværelse og har derfor sat 25 mennesker stævne ved foden af de tre tætliggende bronzealderhøje Trehøje midt i nationalparken Mols Bjerge.
Få kilometer herfra, i landsbyen Agri, er Josefine Klougart født og opvokset, og hun har tilbragt uendeligt mange timer her i det bakkede landskab til fods, på cykel eller på hesteryg. Siden, da hun som helt ung flyttede ind på et værelse i Vartov i København med et ønske om at blive forfatter, blev erindringerne om Mols Bjerge en vigtig kilde til skrivelysten.
”Når I ser noget her i naturen, der fanger jeres opmærksomhed, så skal I lige gå med tanken og se, hvor den fører jer hen,” siger hun og peger så hen på en kasse med små orange notesbøger med titlen ”Tankegang”, som hun opfordrer deltagerne til at tage en af hver.
Tankegang er også titlen på omkring 30 vandre-arrangementer med kulturpersoner som guide, der har været gennemført forskellige steder i Danmark i den forløbne uge. Med de arrangementer har Kulturmødet 2021 bogstaveligt talt fået ben at gå på, og begivenheden, der plejer at begrænse sig til en forlænget weekend på Mors i august, er blevet spredt ud over hele landet.
”Når vi har gået et par kilometer, skal vi lave en skriveøvelse. Ikke noget stort, bare enkelte sætninger eller et par sider i den lille bog. Så kig efter små kroge, I kan få fat i, mens I går,” siger Josefine Klougart og sætter sine lange ben i gang.
En af dem, der også sætter benene i gang, er Inger Jørgensen fra Beder syd for Aarhus. Hun er på forhånd begejstret, for hun var også på Tankegang for nogle dage siden med filminstruktøren Nils Malmros i området omkring Moesgaard Museum.
”Det er et fantastisk initiativ og helt rigtigt, at det giver tankerne frit løb, når kroppen og omgivelserne taler med,” siger hun.
Lidt længere bagved i den lille menneskeslange, der snor sig gennem landskabet, går Karin Bønnerup fra Auning. Denne Tankegang er også hendes anden, for hun har været med Jens Smærup Sørensen en tur rundt på Mors. Da Josefine Klougart stopper op og erklærer, at nu er der skrivepause, er Karin Bønnerup en af dem, der skribler løs i sin notesbog. Hun melder sig ikke til at læse op, dertil er det, hun har skrevet, lidt for personligt. Men over for Kristeligt Dagblads udsendte medvandrer vil hun gerne løfte lidt af sløret.
”Det her landskab, der er en blanding af løv og gran, fik mig pludselig sporet ind på en oplevelse, jeg havde med min far, da jeg var ganske lille. Vi var i Grenaa Plantage, hvor landskabet minder lidt om det, vi går i lige her,” siger hun og ser ud over de bløde bakker.
”Vi var på sneppejagt, og det var min opgave at slippe hunden løs på de rigtige tidspunkter, så den fik snepperne til at lette. Jeg blev vist stor tillid i den situation, og det får mig nu til at tænke på, hvordan den situation har præget mig i mit liv,” siger Karin Bønnerup.
På pausestedet med en baggrund af blomstrende hvidtjørn og en næsten skyfri himmel fortæller Josefine Klougart om sin roman ”Én af os sover” fra 2012, som hun vil læse lidt op fra. Den handler om et parforhold, der er gået i stykker, og historien bliver ligesom fordoblet af, at kvinden rejser hjem til sine forældre på Mols med sit knuste hjerte, forklarer hun.
”I romanen vender hun tilbage til et landskab, det område vi lige er gået forbi her på turen, der er meget forandret, fordi der har været gennemført en fældningsplan. Den tabserfaring, som romanen handler om, bliver fordoblet af, at hun nu vender hjem og opdager, at landskabet er fuldstændig forandret,” siger forfatteren og fortsætter:
”Min teknik i romanen kalder jeg den dobbelt eksponerede fotografis teknik, fordi der er to billeder oveni hinanden: Det billede, man kigger på, og så erindringens billede. Erindringen lægger sig oveni den konkrete erfaring, det er at være tilbage på Mols, og forskydelsen mellem de to bliver beskrivelsen af en form for tab, som jeg forbinder med tabet af kærlighed.”
Josefine Klougart læser et afsnit af romanen op, og til hendes stemme lægger der sig et lydtæppe af konstant fuglesang, der på sin egen måde forstærker ordene.
Da deltagerne derefter har anbragt sig ved et bord-bænkesæt eller rundt omkring på græs og træstubbe med deres notesbøger, er der lejlighed til at tale lidt med den litterære vandreguide om det at få deltagere til selv at skrive.
”Hvis vi som samfund skal bevæge os i en god retning, så tror jeg, det er godt at understøtte andre erfaringsformer end logisk og rationel tænkning. Vi står i en krisesituation både med hensyn til biodiversitet og klima, og vi har meget få år til at handle i. For at blive aktiveret i forhold til at handle, så tror jeg, det er vigtigt at kombinere en rationel, videnskabelig måde at tænke på med en sensitiv tænkning. Vi er nødt til at kunne mærke, hvad det er, vi mister. Sådan en skriveøvelse, som de sidder med her, kommer ikke til at redde verden, men jeg tror på, at når man åbner sig for en erfaringsform, som er meget mere følsom, så kan det hjælpe med at mobilisere en modstand mod den udvikling, vores samfund har bevæget sig i,” siger Josefine Klougart.
Efter endnu et par kilometers vandring, hvor det er gået noget op ad bakke, stopper Josefine Klougart op.
”Her bliver vi jo næsten nødt til at holde pause,” siger hun og vender sig mod udsigten over landskabet og i baggrunden Kattegat, hvor der både er kig til Ebeltoft og øerne Hjelm og Samsø. Her får deltagerne endnu en skriveøvelse. De skal forsøge sig med en tekst, der illusterer en forbundethed med landskabet. Som oplæg fortæller hun om en særlig dag i barndomslandet, hvor hun red her forbi og følte sig ét med både hest og landskab.
Tankegangen er forbi, og deltagerne søger tilbage til parkeringspladsen ved Trehøje. Men samtalen fortsætter, som der står på en lille lap, der er sat under elastikken på den orange notesbog. Blandt andet på Kulturmødet i august.