Josefine Klougarts nye, intense roman, ”Alt dette kunne du få”, sættes i gang af et tab, et horribelt tomrum: da faderen Erik efter en ellers vellykket hjerteoperation slår øjnene op, er det blik, der møder den voksne datter Barbara, ugenkendeligt:
”Hans øjne virkede rømmede for sjæl, hvis man ellers kan bruge sådan et udtryk; det var som at se ind bag en kulisse og opdage et uendeligt fald ud i et øde bagved. Som fandtes der i det store mørke ikke en eneste erindring, et eneste billede at hæfte sig ved.”
Det syn, ”det rømmede blik”, som det hedder med Klougarts karakteristiske sprogfølsomme og udtryksrige stil, bevirker herefter det, der i en vis forstand bliver til den roman, man sidder og læser, nemlig Barbaras suggestive forsøg på at fremkalde alle de fortællinger, billeder, erindringer, der er i færd med at forsvinde.
Værket former sig ikke så meget som en plotdreven fortælling, men snarere – og typisk for Klougart – som et sammensat, fintmasket væv af de billeder, scener, traumer, konflikter, fortællinger og følelser, der tilsammen udgør familiens historie og mytologi, og som – det synes at være en væsentlig eksistentiel pointe, der former verdenssynet i romanen – gennemstrømmer og lagrer sig i det enkelte individ, om vi vil det eller ej.
”Forbindelser, sammenhænge, detaljer, det er alt det, der interesserer mig,” lyder det flere gange fra Barbara om denne tanke, der ikke bare gælder familien, men også i videre forstand økosystemet.
Og på mange måder minder Barbara om Klougart selv. Barbara havner for eksempel også på Forfatterskolen i København og debuterer med en roman om sin barndom i Mols Bjerge. Det selvbiografiske spor, særligt i nogle passager fra Forfatterskolen og forfatterlivet, hvor vi af en eller anden grund skal høre om elevernes politiske slagsider, ”feminismen som machokultur” og kjolevalg til prisuddelinger, tilfører ikke fortællingen ret meget.
Det samme kan siges om Klougarts trang til at levere abstrakte, filosofiske sandheder og dybsindigheder. Vi skal for eksempel pludselig høre om, hvordan et ”menneskes hele bevidsthed kan samle sig omkring et lille messinghængsel med en kraft, der langt overgår den, med hvilken man kaster sig over de største filosofiske problemer. Intellektet kan aldrig mønstre en så dyb og kompleks erkendelse som i sindets stødvise indsigt i det konkretes uendelige rigdom og dybde. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar”.
Når prosaen på den måde løfter sig op og væk fra de nære, konkrete og indlevende personhistorier – her tænkes på tilbageblikkene på moderen Sonja og faderen Eriks opvækst, deres drømme og indbyrdes relationer, det konfliktfyldte bånd til lillesøsteren Sara, Barbaras egen fortælling om at blive mor og de tråde, det trækker tilbage til hendes egen barndom og så videre – så risikerer den også at bevæge sig væk fra læseren.
Det ændrer dog ikke ved, at ”Alt dette kunne du få” alt i alt er en poetisk, dyb, indsigtsfuld og kompleks roman med mange perspektiver, indfaldsvinkler og referencer (andre forfatteres ord spiller også en vigtig rolle i det væv, romanen skaber) og handlingstråde, som man som læser gerne lader sig opsluge af.