For os, der svømmede i nyhedsstrømmen efter år 2000, er historien ikke helt fjern om skandalen på den klassiske amerikanske nyhedskanal CBS og stationens journalistiske flagskib ”60 Minutes”. Det var en historie om, hvorledes præsident George W. Bush i sin ungdom havde fået særbehandling inden for Texas Air National Guard, så han undgik at blive sendt i krig i Vietnam. Ja, ikke alene det.
Den unge pilot Bush havde aldrig gjort sin uddannelse ordentlig færdig og var i anden forstand gået i flyverskjul.
Historien gik i luften to måneder før præsidentvalget i 2004, hvor den ikoniske studievært på ”60 Minutes”, Dan Rather, fremlagde dokumentation for, at officerer inden for Texas Air National Guard i begyndelsen af 1970'erne havde klaget over George W. Bush og hans manglende seriøsitet inden for luftvåbnet.
Historien var i sandhed ”Breaking News” midt i en valgkamp, hvor Bushs modkandidat, demokraten John Kerry, selv var i problemer for sin rolle under Vietnamkrigen. Den aften tog Dan Rather og hans producer Mary Mapes og hele holdet bag en ekstra drink i baren. De havde rystet fundamentet under USA's præsident og hans troværdighed.
Men tømmermændene kom øjeblikkeligt næste morgen. Nyheden blev med det samme tolket politisk under valgkampen, nettet flød over med konspirationsteorier, og der blev sået tvivl om kildernes pålidelighed og de fremlagte dokumenters autenticitet. CBS, der i årtier havde sat dagsordenen for den seriøse journalistik, kom under massivt pres og måtte se sig overhalet af de nye sociale medier.
CBS havde ikke længere patent på sandheden, og stationens journalistiske image krakelerede for åben skærm.
Dan Rather, Mary Mapes' og konsorters journalistiske vinkling af historien og metodiske greb blev sat til høring i Den Uafhængige Undersøgelseskommission. Ikke nogen, man spøger med i USA! Kommissionens rapport var nådesløs, og følgerne det samme. Dan Rather blev tvunget på pension, Mary Mapes, hendes hold af researchere og adskillige chefer på CBS måtte rydde deres kontorer.
CBS News arbejder stadig på at forbedre sit image og på at genvinde en journalistisk position, der synes mere og mere utopisk i et nyt flerstrenget nyhedsflow, hvor 60 minutter så langt fra rækker til et helt døgn, hvor alle er vågne og på hele tiden.
Instruktøren James Vanderbilts film om skandalen, ”Truth” (Sandheden), er baseret på Mary Mapes' erindringer ”Truth and Duty. The Press, The President and The Privilege of Power” fra 2005.
Filmen er således ikke neutral, men for det meste set igennem Mary Mapes' blik. Produceren og stjernejournalisten, der blev fyret og af samme grund blev rasende, fordi hun mente, hun havde gjort sit arbejde ordentligt og tjekket sine kilder. Når hun tilmed spilles af Cate Blanchett er det svært andet end at få sympati med hende. Helvede er de andre!
Første halvdel af ”Truth” er bedst. Filmen skildrer med stor realisme arbejdet på en fejret nyhedsstation: den oprømte følelse af at være på sporet af en god historie, hele arbejdet med at underbygge dens troværdighed og gennemslagskraft, trætheden, de lidt for mange drinks og den lidt for dårlige mad, de lidt for hurtige beslutninger, det lidt for løse grundlag, selvom flere kilder tjekkes, kapløbet med tiden, det diskrete pres på et synligt resultat, og ikke mindst den selvbekræftende indbildskhed, der kan brede sig i en gruppe, som arbejder så tæt sammen og føler sig så betydningsfulde.
Virkeligheden kan komme langt væk, selvom det er den, det hele handler om.
Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen. Og opdager man den ikke, tager Djævelen magten fra en. Det er, hvad der sker i ”Truth”. Det kan være, grundsubstansen er sand, da CBS går i luften i september 2004 med historien om George W. Bush og hans undladelsessynder i ungdommen. Men hvis detaljerne ikke er i orden, kommer historien lynhurtigt til at handle om noget andet, og substansen forsvinder i en kakofoni af synspunkter.
Den side af sagen, den journalistiske og politiske, skildrer ”Truth” godt, men som menneskeligt drama bliver filmen aldrig rigtig overbevisende. Dertil er dialogen for mættet med klichéer og karaktererne generelt for flade.
”Truth” er en film, der som mange andre amerikanske film om journalistik og ytringsfrihed er fuld af god vilje og et intenst fokus på journalistisk metode og hæderlighed, ja etos.
Den har meget tilfælles med eksempelvis Alan J. Pakulas ”Alle præsidentens mænd” (1976), Michael Manns ”The Insider” (1999) og George Clooneys eminente ”Good Night, and Good Luck” (2005), der alle med hver deres emne handler om journalister og medier under pres.
Den ikoniske Dan Rather spilles i ”Truth” af Robert Redford med hele den pondus og værdighed, der kræves. Det er en slags giganternes møde i selve karakteren. Som ung spillede Robert Redford i ”Alle præsidentens mænd” den ene af de to journalister fra Washington Post, der fældede præsident Richard Nixon under Watergate-skandalen. Der er gået 40 år siden dengang. Alderen har forlenet den ellers noget ferske Robert Redford med stamina og dybde.
Se ”Truth” bare for hans skyld. Det er dejligt at se ham igen.
kultur@k.dk