Jihadisme består i at gennemtvinge politiske, religiøse eller sociale forandringer med våben i hånd og under henvisning til islam. Journalist Jakob Sheikh beskriver Vestens kamp mod jihadismen de seneste 20 år i sin nye bog med titlen ”Vi tabte”.
Men har Vesten tabt? Sheikh har selvfølgelig ret, når han skriver, at Taleban i Afghanistan står umådeligt stærkt i dag. Men den vestlige alliance var immervæk i stand til med få tusind soldater at holde Taleban i skak, inden den forlod Afghanistan. Problemet var den manglende civilcourage i befolkningen, som derfor uden sværdslag overlod ledelsen af sit land til talebanerne.
Sheikh nævner videre, at Islamisk Stat i sin storhedstid fik etableret et kalifat på størrelse med Storbritannien. Javel, men i dag er kalifatet kun af ubetydelig størrelse, blandt andet fordi Vesten bombede Islamisk Stat.
Ikke desto mindre fastholder Sheikh jihadismen som en bevægelse, vi skal gå i dialog med. Sheikhs pointe er, at vi har misforstået jihadismen og overset dens rationale. Jihadisterne øver terror i Vesten som en protest mod Vestens politik i Stormellemøsten og dets venskabelige relationer til Israel:
”Det er i dette skær, vi må se de jihadistiske angreb i Vesten: som modsvar, der ikke kun er politik, men først og fremmest er politik.”
Sheikh understreger, at jihadisterne finder belæg for terror i Koranen og haditherne (islamiske skrifter). Til gengæld bliver jihadisterne motiveret til at handle af politiske årsager:
”Man kan sige, at de forsvarer sig med religion, men forklarer sig med blandt andet politik (...). Det er efter alt at dømme Vestens entré i Irak og Syrien i 2014, der får Islamisk Stat til at angribe Bataclán, det tyske julemarked og en række andre mål i Europa.”
Alligevel består Sheikhs manøvre i, at han taler islam op og vestlig kultur ned. Sheikh påstår ligefrem, at der slet ikke findes nogen vestlig civilisation. Påstanden har han hentet hos en akademisk charlatan ved navn Kwame Anthony Appiah, der i sit sludrevorne værk ”The Lies That Bind” uden held plæderer for netop den tese. Sheikh finder det ikke nødvendigt at konsultere det vældige bibliotek, der modsiger Appiahs tese. I stedet konkluderer han studentikost og ureflekteret:
”Vi kan altså gendrive forestillingen om, at den græsk-romerske arv, adskillelsen af kirke og stat og disponeringen for retsstatsprincipper, demokrati og frihedsrettigheder er eksklusive vestlige træk eller værdier. Det gælder også de fleste af civilisationismens øvrige teser om, hvad der gør Vesten til en distinkt nation, og hvad der gør den væsensforskellig fra den islamiske civilisation.”
Som det fremgår, er Sheikh helt uden sans for kristendommens skelsættende betydning, og han har slet intet begreb skabt om national identitet. Derfor bliver hans fortolkninger misvisende og undertiden direkte manipulatoriske.
Et særligt hårrejsende eksempel er hans fremstilling af Omar El-Husseins terrordrab ved Krudttønden og synagogen.
Chefredaktør Tom Jensen havde i Berlingske spurgt sig selv og læserne, ”fra hvilken verden de dræbende skud blev afsendt”. Sheikh svarer i bogen Tom Jensen, at det så sandelig var fra Danmark, de blev affyret. El-Hussein var fuldgyldig dansker og havde ikke vendt Danmark ryggen. Tværtimod:
”Det var ikke Danmark, der blev angrebet udefra. Det var heller ikke Danmark, der blev angrebet indefra. Det var Danmark, der angreb Danmark.”
Man forstår på forfatteren, at terroristen var lige så dansk af sind som Berlingskes chefredaktør, hvilket ikke blot er et ekstremt synspunkt, men også helt savner argumentets status.
Sheikh var spindoktor for Søren Pape Poulsen (K), da han var justitsminister. Det virker som et besynderligt match, når man læser de sidste linjer i ”Vi tabte”, hvori Sheikh anbefaler Vesten at alliere sig med islamistiske regimer, imødekomme den islamistiske ideologi og tillige tolerere et minimum af jihadistisk terror, idet vi samtidig opfordres til at tage afsked med forestillingen om en vestlig civilisation.
Men det er da vist først, hvis vi begiver os ud på den galej, at konklusionen kan blive: Vi tabte.