Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Journalisters kamp for sandheden afspejler borgernes inderste længsler

”Alle præsidentens mænd” udmærker sig som genrefilm ved at fokusere 100 procent på det journalistiske arbejde. Der er for eksempel ikke plads til romantiske sidehistorier under Bob Woodwards og Carl Bernsteins arbejde, i filmen i skikkelse af Robert Redford (th.) og Dustin Hoffmann. Foto: Scanpix

Populærkulturen er fuld af beretninger om journalister og deres kamp for nyheder, men også om deres flossede moral og manglende faktatjek. Ny bog fortæller om branchens helte og skurke, som de fremstilles på filmlærredet

En scene i komedien ”The Paper” med Michael Keaton og Glenn Close siger det hele. Keaton er nyhedsredaktør på en newyorker-avis og er på nippet til at afsløre et justitsmord.

Men samme aften, som afsløringen skal på forsiden af avisen, skal han til middag med sine svigerforældre, der i modsætning til ham selv er dannede newyorkere med forfinet smag og masser af tid.

Tid er imidlertid nyhedsredaktørens evige mangelvare, så mens svigerfar udbreder som om ligegyldigheder, slår det klik for Keaton, der begynder at se den falske verden på restauranten i uendelig langsom slowmotion, mens den virkelige verden derude på gadeniveau, hvor nyheder produceres, og borgere dømmes uskyldigt, farer af sted.

Keaton kan ikke leve i denne spænding og træffer et valg: hellere ofre svigermor og det borgerlige ægteskab end lade en kioskbasker falde til jorden, så han stormer ud af restauranten i sandhedens tjeneste. ”The Paper” fra 1994 er stor komik for journalister, redaktører og alle andre, der holder af journalistskildringer på film.

Og dem er der mange af - både fans af genren og skildringer af journalister på film. Så mange, at et stort forskningsprojekt i USA er undervejs med en komplet kortlægning. Nu er et samlende bind vedrørende forskningen indtil nu udkommet, der handler om journalisttyper på film og om, hvorfor den bredere offentlighed til stadighed fascineres af reportere på filmlærredet.

Hvad typer angår, kortlægger bogen de vigtigste fra filmhistorien. Der er de paparazzi-lignende journalister, der ligger på lur og invaderer borgeres og politikeres privatsfære for et godt ord.

Der er den selvglade og sladderhungrende klummeskriver, og der er praktikanten eller den nyansatte grønskolling, der ud over at spille en vigtig rolle som en karakter, som den udenforstående seer kan identificere sig med, spiller en vigtig komisk rolle som personen, som mere erfarne reportere kan snyde og gøre sig lystige over (tænk for eksempel på Zoe Barnes i tv-serien ”House of Cards”).

Der er den mandschauvinistiske redaktør, der bjæffer ordrer og siger ting som:

”Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt,” men under det hårde ydre gemmer på et blødt hjerte (sådan en er der også i ”The Paper” i Robert Duvalls fantastiske fremtoning), og der er bladhusejeren, der trækker i trådene og undertiden gør livet svært for alle i mediehuset, fordi også aviser skal udkomme under hensyn til et hav af undertiden ikke lige renfærdige interesser.

Så er der også den erfarne reporter, der har set det hele og excellerer i selvhad og -overvurdering (som også findes i romaner af eksempelvis Tom Kristensen (”Hærværk”) og Henrik Stangerup (”Slangen i brystet”), ikke ulig krigsreporteren, der er fantastisk materiale til spillefilm, fordi man gennem ham har mulighed for at skildre store internationale konflikter og deres kompleksiteter: Er reporteren sandhedsøger eller i lommen på invasionsstyrkerne?

Så er der også den kvindelige journalist, der skal skabe sig plads i en traditionelt mandsdomineret verden (hende kender vi her til lands i romaner af Hanne-Vibeke Holst og Elsebeth Egholm), og endelig er der skildringer af avisredaktioner som en stor familie (for eksempel i tv-serien ”The Newsroom”):

Her er der sammenhold og kollegial forståelse, mens familielivet på hjemmefronten ikke sjældent smuldrer. Og så er der, som den sidste på listen over de mange typer af journalister i populærkulturen, den måske vigtigste figur af dem alle: den undersøgende journalist, der på vegne af offentligheden slider ”under cover” med at afsløre statsmagtens ulovligheder.

Det fineste eksempel på denne type er Alan J. Pakulas Watergate-film ”Alle præsidentens mænd” (1976, samme år som en anden journalistfilm: ”Network”), hvor fejringen af journalisten som helt når nye højder i den del af filmepoken, som forfatterne til den nye bog benævner den journastiske højmodernisme inden for populærkulturen.

Det er denne film, der stadig bedst legemliggør den brede offentligheds ønske om at se journalisten som et næsten religiøst sandhedsvidne i en verden af korruption, en længsel, der kontrasteres af samme offentligheds generelt lave tillid til reportere.

Billederne af journalisten som enten helt eller skurk, jævnfør bogens titel, har ikke altid rod i virkeligheden, men de siger meget om den rolle, som mange ønsker journalister skal spille, både inden for og uden for standen.

”Alle præsidentens mænd” handler om to unge Washington Post-reportere, Bob Woodward og Carl Bernstein, der med Ben Bradlee som chefredaktør kaster et uendeligt antal timer ind i jagten på at afsløre indbruddet i Watergate-bygningen i Washing-ton, D.C. - hvor demokraterne havde kampagnekontor - som var orkestreret af den republikanske præsident Nixon og hans mænd.

Afsløringen af indbruddet førte i sidste ende til, at Nixon som den første præsident nogensinde trak sig fra posten før tid.

”Alle præsidentens mænd” udmærker sig som genrefilm ved at fokusere 100 procent på det journalistiske arbejde. Der er for eksempel ikke plads til romantiske sidehistorier under Woodwards og Bernsteins arbejde, og de vies fyldig plads til redaktionsmøderne, hvor fordele og ulemper ved at fortsætte med at grave historien frem opvejes.

Men samtidig med at filmen er realistisk og virkelighedsnær, er den også romantiserende. Tag bare lyssætningen: Alle redaktionslokaler er badet i hvidt lys med det tydelige signal: Her råder oplysning og sandhedssøgen; imens ligger samtlige regeringsbygninger hen i mørke.

Der er ingen tvivl om, hvem der er helte og skurke her. Filmen ser også bort fra, at de to reportere ingenlunde er de eneste, der kan hædres for at bringe Nixon til fald. Hopper man nogle år frem i filmhistorien til Oliver Stones film ”Nixon” (1995) optræder Woodward og Bernstein da nærmest heller ikke i handlingen.

Og er den virkelige helt måske ikke FBI-medarbejderen Mark Felt, kilden, der blev verdensberømt som Deep Throat?

Pointen er, at selv når film om journalister er yderst realistiske, formidler de også idealistiske billeder og forestillinger om standen. De er et spejl for den borgerlige offentligheds ønsker om, at i et demokrati er magten gennemsigtig, og helte vinder over forbrydere. Journalistik-professor Orville Schell citeres i bogen for at sige:

”Den nærmest religiøse veneration for Woodward og Bernstein viser, at borgere dengang havde, og stadig har, et dybt behov for at tro på, at nogen kan, og vil, stå imod de herskenede magtcentre og imod propaganda.”

Derfor går ”Alle præsidentens mænd” aldrig af mode, derfor er Bob Woodward stadig en stor mand i Washington, og derfor er utrolig mange film om journalister et spejl af det omgivende samfund og vore demokratiske længsler.

Den ambitiøse journalist Zoe Barnes bryder enhver etisk regel for at få en god historie i hus i tv-serien "House of Cards". Hun er heller ikke bleg for at udstille praktikanten i den populære tv-serie. Foto: Knight Takes King Productions