Prøv avisen
Kommentar

Reformationsjubilæet er forbi: Hvad bragte det med sig?

Ud fra en teologisk betragtning er en for stor optagethed af Martin Luther som person problematisk. Her kan persondyrkelsen ligefrem stå i vejen for det teologisk interessante, nemlig om Reformationen gav indsigter, der stadig har gyldighed, skriver forfatterne. Her ses en statue af Luther på torvet i Wittenberg i Tyskland. – Foto: Hendrik Schmidt/AP/Ritzau Scanpix

Sjældent oplever man som forsker så stor offentlig interesse for sit forskningsfelt. Der er blevet skrevet, talt og diskuteret. Det har givet stof til eftertanke, skriver historiker Nina Koefoed og teolog Bo Kristian Holm i denne kommentar, der opsummerer reformationsjubilæet

I den allerførste udgave i 2018 af P1’s radioprogram ”Tidsånd” diskuterede direktør ved M/S Museet for Søfart Ulla Tofte og leder af Historiske Dage Bjarke Larsen årets jubilæer med studieværten Christoffer Emil Bruun. Reformationsjubilæet optog af gode grunde en del opmærksomhed. De forskellige opfattelser af den måde, hvorpå det – alt efter temperament – var blevet enten fejret eller markeret, afspejler meget godt den fornemmelse, man som forsker sidder tilbage med efter et jubilæumsår, der på mange måder har været en stor faglig oplevelse.

Sjældent oplever man som forsker så stor offentlig interesse for sit forskningsfelt. Der er blevet skrevet, talt og diskuteret. Det har givet stof til eftertanke. Eftertanke om, hvordan offentlige debatter formes, hvad forskerens rolle i dem og i medierne er, og hvad man som forsker og ekspert på et felt bør stå på mål for.

I studiet på P1 mødte man det synspunkt, at Reformationsjubilæet i al for høj grad var blevet præget af en fejringsoptik, der først og fremmest skyldtes, at staten havde stillet sig bag det gennem nedsættelsen af et præsidium; men også den opfattelse, at reformationsåret havde ført til et mere nuanceret syn på både Reformationens positive og negative sider.

At de indbudte gæster ikke havde samme opfattelse, er nok ganske kendetegnende for det flertydige mediebillede, som jubilæumsåret efterlod. Reformationen og Luther har været spændt for mange vogne i det forgangne år. Mediebilledet har på den ene side været præget af en forherligende tendens, der trak direkte tråde mellem Luther og alt det bedste i vores nordiske velfærdsstater og demokratier. Og på den anden side en mindst lige så højtråbende påpegning af de mørke og negative sider af Luthers tanker. Det var uklart, hvilke formål disse to positioner tjente.

Meget klogere blev man ikke af dem, og man bør være opmærksom på, at der i mange tilfælde ikke var tale om historieformidling, men om historie brugt til et specifikt politisk formål. Selvom skellet kan være vanskeligt at etablere, kan det være gavnligt at være opmærksom på forskellen mellem historie og historiebrug.

Luther har fyldt meget. Det er der gode grunde til. Luther er en både spændende og inspirerende, men også skræmmende historisk figur, der samler en mængde af tidens brydninger i sin person. Og der er en kraftig tendens i nutiden, der kræver ansigter at se på. Alligevel er alt for meget blevet koblet direkte til Luther selv.

Det er problematisk, når der er blevet sat et lighedstegn mellem Luther som person og Reformationen. Reformationsteologien var mere end Luther, og Reformationen betød meget mere for samfundsudviklingen, end det der kan spores direkte i Luthers teologi. Det er problematisk at springe 500 år i tid fra tanke og udsagn til samfundstendenser i dag uden at medtænke mellemliggende begivenheder og udviklingstræk. Som det også gennem året er blevet påpeget, så afspejler dette fokus på Luther selv et (forældet) historiesyn, hvor det er en enkelt mand og hans tanker alene, der anses som betydningsfulde for samfundsudviklingen. Det gør sig sådan set gældende, uanset om man mener, hans indflydelse var positiv eller negativ.

En anden problematisk tendens ved koblingen til Luther som person har været den moralske vurdering og stillingtagen, der har præget store dele af debatten i medierne. Var Luther god eller ond? Resulterede hans tanker i en positiv eller negativ samfundsudvikling? Dels kan spørgsmålet ikke besvares entydigt, dels bliver det anakronistisk, hvis man forsøger.

Forskerens moralske stillingtagen kan kun ske på baggrund af egne, nutidige standarder, og en moralsk stillingtagen til, om Luthers teologi og Reformationen var god eller dårlig for samfundet, vil derfor uundgåeligt føre til en vurdering af fortiden på nutidens præmisser. Det kan aldrig være god historievidenskab, for det vil til enhver tid blokere for endog et forsøg på at forstå fortiden på egne præmisser og forstå fortidens aktører og deres motiver for at handle, som de gjorde. Uden et forsøg på at forstå fortiden vil vi blot fordømme den. Det fører i mange tilfælde til en historieskrivning, hvor religionen bliver forklaringen på alt ondt og alt, vi ikke forstår, alt det i fortiden, der er markant anderledes end i dag. Men fortiden og religionens indflydelse er mere nuanceret end det.

Også ud fra en teologisk betragtning er en for stor optagethed af Luther som person problematisk. Her kan persondyrkelsen ligefrem stå i vejen for det teologisk interessante, nemlig om Reformationen gav indsigter, der stadig har gyldighed.

Når det er sagt, så har Reformationsjubilæet og alle dets debatter også i høj grad bragt mange positive og fremadrettede aspekter med sig. Det har vist, at spørgsmålet om religionens betydning i vores historie og samfundsudvikling er et konfliktfyldt felt, der har påtrængende betydning for mange mennesker. Så skal vi blot flytte debatten fra at handle om en fuldstændig afvisning eller total accept til en mere nuanceret måde at forstå og diskutere, hvordan religion har præget vores fortid og dermed også er til stede i vores nutid – også der, hvor vi ikke kan få øje på den.

Den debat har været til stede i forskningsmiljøer og i en lang række af de forskningsformidlende projekter i år. Det skyldes blandt andet, at Reformationsjubilæet også har vist værdien af samarbejde tværs over faggrænser i et omfang, som ingen af os husker at have set før. Den nuancerede debat har blot haft ualmindeligt svært ved at trænge igennem til de brede medier, der ofte har foretrukket skarpe og vurderende positioner.

Et af de centrale elementer i vores forskningscenter, LUMEN, og dets projekter er en undersøgelse af Reformationens dobbelte arv. Det er væsentligt for studiet af både Luther og Reformationen at fastholde dobbeltperspektivet af de såkaldt mørke og lyse sider, eller af positive og negative aftryk på den historiske udvikling, vel vidende at allerede sondringen mellem positive og negative aftryk er udtryk for en vurdering. Mere præcist er nok derfor at tale om Reformationens modsatrettede tendenser.

Dermed er nye forskningshorisonter trukket op. Sammen med de gevinster og nye tolkninger, der er opstået i et tværfagligt samarbejde, har jubilæet vist, at Reformationens betydning fortsat er værd at grave i. Reformationen betød en ny magtfordeling mellem kirke og stat og en ny teologisk forståelse, der blev indprentet alle niveauer af samfundet gennem århundreder.

Det er ikke plausibelt, at det ikke har haft en betydning. Det interessante er at undersøge hvilken og hvordan. Skal vi nå videre, kræver det, at forskningen flytter blikket, så den ikke kun undersøger det, vi ikke forstår, det fremmedartede som trolddom og reguleringen af kønslivet, men også kigger efter Reformationens aftryk i familierne, i samfundets indretning og i statens styrelse.

Påvirkningen har ikke kun ført til religiøse og kulturelle forandringer, men også både direkte og gennem de kulturelle forandringer til politisk påvirkning og samfundsforandring. Vel at mærke ikke som den entydige forklaring på alting, men som en væsentlig faktor og medspiller i samfundsudviklingen.

Nina Javette Koefoed er lektor i historie på Aarhus Universitet og medlem af LUMENs styregruppe.

Bo Kristian Holm er lektor i teologi på Aarhus Universitet, medlem af reformationspræsidiet og leder af LUMEN: Center for the study of Lutheran Theology and Confessional Societies.