Jubilæumsplade er en tidsrejse tilbage til 60'erne

Rolling Stones nye jubilæumsudgivelse er anledning til en tidsrejse tilbage til de tidlige 1960ere og det evige opgør mellem det dionysiske og det apollinske

Rolling Stones ligner et alderdomshjem på speed, et ”veskrig af ungdommens violiner”, som digteren Sophus Claussen kunne sige det, skriver Bo Hakon Jørgensen efter genhøret med sin generations musik. –
Rolling Stones ligner et alderdomshjem på speed, et ”veskrig af ungdommens violiner”, som digteren Sophus Claussen kunne sige det, skriver Bo Hakon Jørgensen efter genhøret med sin generations musik. –. Foto: .

Her i mit livs 66. år bliver jeg begavet med Rolling Stones jubilæumsudgivelse, Grrr!, over tiden 1962-2012. Fra jeg var 16 år altså, og så til nu! Jeg lægger den første cd på, og straks er jeg med, ikke 16 år præcis, men jeg husker kroppens rytme fra dengang, husker dansens protest mod danseskoler, friheden og rocken.

Der sidder jeg så og gynger med på stolen, det gamle liv, husker mig selv nummer for nummer over de tre cder frem til min nuværende begyndende affældighed. Fra et vist punkt i hjernen begynder en film at spille med Rolling Stones (Shine a light), også i deres høje alderdom, og ja, de ligner et alderdomshjem på speed, et veskrig af ungdommens violiner, som Sophus Claussen kunne sige det.

LÆS OGSÅ: The Rolling Stones fra band til brand

En menneskealders musik med dens piskende opfordring til dans, som man selv ikke som 66-årig kan modstå. Ikke dans med en anden, men netop dansen med en selv. Som et savn og en glemt løsning melder pludselig rytmen fra dengang sig. En sygdom og dens kur på en gang.

Et for et kommer numrene rullende som på de festbånd, vi indspillede på de første båndoptagere, og som vi kendte så godt, at aftenerne var forudprogrammerede til jagten på den og den pige til det og det nummer. Så når det gamle liv nu hører dem et for et, ja så stiger gamle festrum frem i erindringen. Men også den livsvigtige protest mod alt og alle, som har været Stones stilmærke lige siden 1962.

Det er helt i sin orden, at udgivelsen har en lysten gorilla med tungen langt ud af halsen på forsiden, for det er denne urlyst, som nu i en svag prostataglans får mig til rokke let på stolen, ikke voldsomt, men som en glad hilsen fra urdybet, der altså stadig findes et sted i mit væsen. Det er selvfølgelig Sympathy for the Devil, der rocker gennem min krop, ikke så dæmonisk som det lyder, men selve livsviljen over for døden i alle dens former, som for eksempel modstanden fra den anden, fra samfundets restriktioner og alle de steder, hvor jeg ikke fik min vilje i livet.

De samlede oprørskræfter vælder ud i (I Cant Get No) Satisfaction, og jeg husker digteren Thorkild Bjørnvigs beat-foredrag fra 1969 om det apollinske og det dionysiske. Ja, Dionysos er lige om hjørnet, så længe nummeret spiller, og også drømmen om karnevallets forløsende mulighed.

Men samtidig hos Stones disse sørgmodige sange om den umulige protest, der aldrig, aldrig nedbryder dette hjerte af sten, hvor det så end sidder, i pigen eller i samfundets normer. Men her er det så, musikken og rytmen transcenderer umuligheden så længe nummeret varer. Pulserende føres vi frem mod det 19. nervøse sammenbrud. Modstanden får navn og overvindes, i hvert fald føles det, som om man kan!

Og så den melankolske undertone af aldrig at være blevet forstået rigtigt, som jo er oprørets arnested lige netop den hamrer Stones ind i hofterne. En hel generation danser frem mod hinanden uden at kunne nedbryde muren af sten imellem sig. Ensomme rækker de rockende ud efter hinanden og i musikken håber deres kroppe endnu. De danser stadig i deres rollator-stativer på en erindring om en gammel ve, som ellers fandt sin løsning i glemsel, som jeg nu i min stol.

Rollings Stones: Grrr. 1962-2012 (3 cd) er udgivet af Sony.