Prøv avisen
Et særligt juleminde

Kim Fupz Aakeson: Jeg har aldrig været den store julefætter

Det var faktisk enormt let at forlade julestemningen, siger forfatter Kim Fupz Aakeson om en jul i Berlin uden julehjerter, and og gaver. - Foto: Christian Liliendahl

For nogle år siden tog forfatter Kim Fupz Aakeson til Berlin med sin hustru og barrikaderede sig mod juleaftens særlige stemning

Jeg har aldrig været den store julefætter. Men jeg kan godt lide julen, og jeg har altid fejret juleaften. Mine forældre havde særlige traditioner for, hvornår og hvem og hvordan. Da jeg så selv blev far, skulle jeg holde jul med min egen familie. Jeg blev så siden skilt og gift igen.

For seks-syv år siden var der pludselig ingen børn juleaften på grund af vores skilsmissesituation, og min store datter skulle være hos sin mor, og min hustru, Pernilles, søn hos sin far for første gang.

Så stod vi der helt alene og skulle være alene for første gang juleaften. Vi kiggede på hinanden og sagde ”øh”, og det gik op for os, hvor meget julen handler om netop familie og ikke mindst børnene og om at lære dem at føre traditionerne videre. Men tanken om at skulle sidde helt alene derhjemme juleaften var absurd.

Så vi tog til Berlin og boede i Zentropas lejlighed i Kreuzberg i et område med bz'ere og tyrkiske indvandrere. Og så var vi pludselig i en helt anden verden. Vi blev opmærksomme på, hvor meget julen handler om hinanden og er en kontrakt om, hvordan man pynter op, og hvordan man gør dit og dat. Det er noget, man fodrer hinanden med. Og vi var enige om, at alt det gad vi slet ikke.

Juleaften tog vi på bar omkring sekstiden, hvor alle andre forbereder anden, og vi stod blandt bz'ere, der efterhånden var blevet 40-50 år stadig iført læderjakke og smøger og med et barberet hoved, der hvor hanekammen før sad. Og så tænkte vi slet ikke på juleaften eller på, hvad de andre mon lavet netop nu.

Vi gik på tyrkisk restaurant, hvor der ikke var et eneste julehjerte, fik kebab og var sammen med folk, der enten havde en anden religion, var ligeglade med jul, protesterede mod den eller var barnløse som os.

Det var faktisk enormt let at forlade julestemningen. Det havde været så mærkeligt at sidde i Danmark og følge alle reglerne, og vi ville sikkert have siddet og tudet over at savne de små. Julen og dens traditioner er ikke noget, man bare sådan melder sig ud af, hvis man bliver derhjemme. Så må man rejse.

Det sker nok ikke igen foreløbig. Vi har siden fået et barn sammen, og så kører alle traditionerne for fuld damp. Forventningerne er jo store. Det år i Berlin er nok en lomme i tiden, hvor vi var nogle andre, der gjorde noget helt andet den 24. december.