I den fine familiefilm ”Julemandens datter” slutter en æra for en af kulturhistoriens mest magtfulde, hvide, midaldrende mænd: julemanden. For selveste julemanden afgår symbolsk ved døden i årets ret charmerende danske familiejulefilm, der boltrer sig i Viborgs lokalhistorie, ”Harry Potter”-analogier og identitetspolitik.
På julemandsskolen i Grønland går verdens julemænds børn på den internationale julemandsskole. Julius (Martin Buch) flyver i Danmark, Santa (Peter Gantzler) i USA, og sådan fyldes verden med en julemand i hvert juletroende land.
Drengene på skolen lærer at kravle gennem skorstene og flyve kaner. Pigerne lærer at strikke sokker. Og hvis det lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. For som vi beskrev her i avisen mandag, så bliver skolen mere og mere kønsopdelt. Mens debatten har travlt med at demontere kønnene, bliver børnene opbevaret i snævre kasser.
Men ikke Lucia (Ella Testa Kusk), julemand Julius’ datter. Lucia vil være julemand, selvom det gamle professorvælde, med Ulf Pilgaards rektor i front, værner om de nedarvede privilegier. Julius værger sig også ved datterens idéer, for er alt nu ikke en gang bedst, som det altid har været?
Det lyder måske som en identitetspolitisk prædiken for uskyldige børn.
Men ”Julemandens datter” er alt andet, fordi den tager fat om det væsentligste, der så let kan gå tabt, når kønsdebatten ender i hver sin ophedede lejr. Nemlig lige muligheder for drenge og piger. Og når de ikke kommer oppefra, må oprøret ske nedefra. Og den revolte står den debuterende Ella Testa Kusk imponerende i spidsen for.
Christian Dyekjærs instruktion doserer det gøglede og det hverdagsagtige, så voksne mere end kan holde udtrykket ud, og børnene har nogen at holde med og af.
”Julemandens datter” er filmet i og omkring Viborg, der må have kastet nogle midler efter filmholdet. Men det virker! Hald Hovedgård, katedralskolen og domkirken giver en solid kulturarvsbund, mens landskaberne omkring byen vækker rejselyst. Det er vellykket reklame, som endda giver mening inden for den dramaturgiske ramme.
Og da Lucia endda får til opgave at opfylde et juleønske for menneskebarnet Albert for at kunne gøre sig håb om at komme i julemandsklassen, taler Peter Sejer Winther med en bedårende accent, man hører alt for lidt i mainstreamfilm.
Alberts far er blevet mærket af antijulebukken Krampus, så med jydekrog og kanetræk kæmper Lucia for ”at glæde og hjælpe dem, der trænger.” Og det viser sig ikke kun at være Albert og hans far, men også Krampus. For det sorte og det hvide skiller i ”Julemanden datter”, der hugger en hæl og klipper en tå, og sådan passer den ind i mytologien om danske hyggelige julefilm, hvor børn redder julen, mens de voksne må se til.