Rigtige julebøger er nødvendigvis bundet til de herskende juletraditioner. Hvis man for eksempel læser Astrid Lindgrens ”Jul i Bulderby”, som er skrevet i 1963, er der hyggelig julestemning over det hele: ”Det er så dejligt, når det er jul, særligt her i Bulderby. Selv spurvene har det godt, for vi sætter juleneg op til dem.”
På mange måder ligger bogen ikke så langt fra Johan Krohns ”Peters jul” fra 1866, hvor vi kan læse om en dansk borgerlig jul med juletræ, kræmmerhuse og julegås og tæt familiehygge. Det er noget andet end at læse Kenneth Bøgh Andersens julekalenderhistorie, ”Julemandens død” fra 2013, som temmelig dramatisk begynder med mordet på julemanden. Det er en af de mest uhyggelige julehistorier, jeg har læst. Den er velskrevet, grusom og opfindsom, men vidner også om, at der er sket meget på børnebogsfronten, siden Lindgren skrev om Bulderby.
En anden moderne, men realistisk julekalenderhistorie er Fupz Aakesons og Bo Bojesens ”Vitello – 24 julehistorier” fra 2018. Her portrætteres en helt igennem nudansk jul med delefamilier og moderne fristelser set fra en opfindsom drengs synsvinkel.
Måske er det, når man er ved at være mæt af sukkersød julehygge, at man for alvor rigtigt nyder de lidt outrerede julehistorier som Raymond Briggs helt uforlignelige tegneserie ”Julemanden” fra 1973.
Det er en klassiker, der viser en temmelig gnaven julemand, der forbereder sig til juleaften lige fra en særdeles prosaisk morgenhygiejne over dyrefodring til gaveudbringning og hjem igen. Der er lyspunkter i hans tur, som de nuttede rener og ikke mindst de gratis drinks, folk efterlader til ham i julestuerne, når han kommer med gaverne. Briggs julemand er så virkelig, at man næsten kan se sin ældre nabo i ham.
Den moderne julemands oprindelse skyldes i realiteten forfatteren Clement Clarke Moore, der i 1823 skrev digtet, ”The Night Before Christmas”. Digtet, som er ganske smukt, er udgivet i utallige udgaver siden, og det er her, vi for første gang møder julemanden på en flyvende kane trukket af rener. Det er den første historie, hvor man fortæller, at julemanden kommer ned gennem skorstenen for at levere gaver til alle artige børn.
I USA er julemanden så virkelig og konkret, at det amerikanske militær via NORAD, som står for ”North American Aerospace Defense Command”, siges løbende at registrere hans rute gennem luftrummet. Det nærmer sig øjensynligt også nærmest en forbrydelse at fortælle amerikanske børn, at julemanden ikke findes.
I Europa mærker man en noget mere skeptisk tilgang til julemanden. Det er ikke alle, der tror på ham. Men forældre går nogle gange til yderligheder for at fastholde børnene i troen.
En fremragende historie i den sammenhæng er svenske Svend Nordqvists ”Nissemaskinen”, som er en julekalenderhistorie, hvor Peddersen har lovet sin kat, Findus, at der nok skal komme en sød julenisse med gaver til jul. Problemet er, at Peddersen ikke tror på nisser, så han må selv bygge en nissemaskine, der kan opfylde kattens ønske. Det viser sig at være svært at holde projektet hemmeligt, og naturligvis bliver Peddersens manglende nissetro alvorligt udfordret i historien.
Nisser vækker i det hele taget inspirationen hos forfattere. Vi møder mange nisser, for eksempel hos Halfdan Rasmussens og Ib Spang Olsens ”Julekalender for børn”, der udkom i 1984. Ib Spang Olsen fortalte gerne, at han havde set en nisse i sin ungdom, selvom han ikke var overtroisk. Nissen så ud, som Ib Spang Olsen tegnede ham i en anden klassisk billedbog, ”Nissen fra Timsgård”. Hans nisse kan minde lidt om en anden billedbogsklassiker, nemlig Lars Henrik-Olsens historie i ”Hyggen – historien om en gårdnisse”, som Flemming Jeppesen illustrerede, og som er en genfortælling af de gamle danske sagn om nisser.
Selvom den moderne jul har en tendens til, at det meste kommer til at handle om gaver, nisser og julemænd, skal vi huske, at nogle julefortællinger om kærlighed og varme i julen bliver hængende. Der er smukke, næsten vemodige historier som H.C. Andersens ”Grantræet” eller ”Den lille pige med svovlstikkerne” eller juleklassikere som Charles Dickens’ ”Et juleeventyr” fra 1843, hvor den nærige Ebenezer Scrooge forvandles fra en ondskabsfuld og kold olding, der hader julen, til en mere omgængelig og kærlig person.
I sidste ende må vi ikke glemme, at julen i sidste ende handler om Juleevangeliet. Der er også her udgivet masser af smukke bøger lige fra Astrid Lindgrens ”Jul i stalden” til Bjarne Reuters ”En nat i Betlehem”. I det hele taget udgør julebøger en stor, broget bunke, der peger i alle retninger. Lige fra det meget religiøse til det mytiske og over til det helt profane. Dog har de alle det tilfælles, at de uanset ståsted i al hovedsag lægger vægt på julens kernebudskab: medmenneskelighed og kærlighed. Det har heldigvis ikke ændret sig.