Prøv avisen

Julebudet forvandler død til liv

Illustration: Morten Voigt

Jens Christian Hostrups enestående julesalme ”Julebudet til dem, der bygge” vender mørke, kulde, krig og sorg til lys, varme, fred og glæde

Midt i den hyggelige park i Hostrups Have på Frederiksberg står en lystig statue af teologen, digteren, dramatikeren og salmedigteren Jens Christian Hostrup (1818-1892), der har lagt navne til gader og haver mange steder i landet. Det giver dog særligt mening, at han har lagt navn til Hostrups Have, der er Danmarks største andelsforening.

For Hostrup er stadig kendt for sin komedie ”Gjenboerne”, og genboer er der jo mange af her, hvor hans statue slår fornøjet ud med armen, som om intet kunne bekymre ham.

Det er dog ikke hele sandheden om Hostrup, der også ligger begravet på Frederiksberg. For selvom han skrev mange lystige og lyse sange, skuespil og prædikensamlinger - og især efter nederlaget i 1864 var med til at samle og trøste danskerne med sine nationale sange - kendte han også alt til sygdom og sorg.

Allerede som dreng mistede han sin far, senere døde hans første kone kort efter deres bryllup, og da han skrev julesalmen ”Julebudet til dem, der bygge”, var det i forbindelse med, at han selv måtte trække sig tilbage som slotspræst på Frederiksborg Slotskirke på grund af sygdom i 1881.

Og frem til sin død i 1892 gik den gamle svækkede Hostrup og hostede, men han skrev stædigt videre på sine skuespil og sange.

”Hostrup er en af de største danske senromantiske forfattere, vi har haft, selvom han i dag er mere eller mindre glemt. I sin samtid spillede han dog en enorm rolle i at genrejse danskerne moralsk og kunstnerisk efter 1864, og få andre forener danskhed og kristendom så stærkt,” siger litteraturlektor Hans Hauge fra Aarhus Universitet og tilføjer, at Hostrup også var højskolemand, politiker og indædt grundtvigianer.

Det kan måske forklare, at han ikke skrev flere salmer, mener Hans Hauge.

”På Hostrups tid fyldte Ingemanns og især Grundtvigs salmeskrivning det meste. Det lammede i høj grad andre potentielle salmedigtere, der simpelthen ikke turde skrive salmer på grund af Grundtvigs høje niveau. Men 'Julebudet for dem, der bygge' er enestående, ikke kun fordi det er Hostrups eneste salme i salmebogen, men også fordi den adskiller sig fra alle andre julesalmer,” siger Hans Hauge og peger på, at salmen hverken nævner Jesus, Jomfru Maria eller Betlehem direkte.

”Hostrups salme er langt mere abstrakt og kontrastfyldt. Det føles nærmest, som om han fører os ud på en kold kirkegård i begyndelsen af salmen for at vise, at Gud møder os i mørket med sit lys. Og sådan fortsætter de næste vers også, hvor kulde bliver vendt til varme, krig til fred og sorg til glæde. Men der er ingen bibelsk fortælling indlagt, og på den måde minder salmen egentlig i sin abstrakte stil om Johannesevangeliet med den berømte indledning 'I begyndelsen var ordet'.”

I Hostrups julesalme er ”Ordet” blot erstattet af ”Julebudet”.

”Det står ikke direkte, hvad 'Julebudet' indeholder, kun, hvad det gør. Det viser os lyset fra Gud, ikke ved at oplyse vores mørke og kolde jord, men snarere ved at åbne Himlen. Og Hostrup fører os således fra kirkegårdens kolde muld til at løfte blikket i salmens sidste linjer: 'Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, løft dit hoved, og tak for livet!'.”

På den måde syer Hostrup også sit trøstende hovedbudskab fra alle sine opbyggelige nationale sange ind i sin julesalme: Når alt ser mørkest ud, skal vi ikke give op, men løfte blikket og lade os styrke af Julebudet - Guds kærlighed og Jesu fødsel og opstandelse - til selv at være lys og salt, hvor vi er. Og går man den lille tur fra den lystige statue af Hostrup i Hostrups Have til Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor den danske digter ligger begravet, står det samme livsråd om viljen til kærlighed - i form af en af hans andre digte - også mejslet ind i hans gravsten:

”Det at leve er at ville. Det at ville er at elske. Som vi elsker dag for dag, saa er livets vingeslag.”