Scenen er støvsuget for grantræer, nisser og sne. I stedet er der palmer med overflader, der blinker som stjerner. Og i et hjørne ligger en brun bunke stof med påsyet hoved og to pukler, der bliver til en syngende kamel, når en skuespiller krænger stoffet ud over sin krop.
Sigurd Barrett står stille et øjeblik og bare kigger. Det er første gang, han ser scenografien til den forestilling, som han har udtænkt sammen med Peter Westphael, teaterleder på Randers Egnsteater, og som han over en lang periode har siddet derhjemme og skrevet tekst og komponeret musik til. Situationen er uvant for den produktive entertainer. Sigurd Barrett har normalt selv fingrene nede i alt, hvad han laver, og er selv den, der bevæger sig i spotlyset på en scene eller er hovedpersonen ved en kirkekoncert.
”Jeg bliver helt rørt,” siger han og står så lidt mere stille og kigger op på scenen.
Flere ting er nye og ukendte. Så vidt vides, er historien om Jesu fødsel, sådan som den er fortalt i Lukasevangeliet, ikke tidligere blevet opført som musical noget sted i verden. Og for Sigurd Barrett er det nyt at have skabt en forestilling, som han ikke selv skal være med i.
”Det er lidt ligesom, når et barn flytter hjemmefra, og man bekymrer sig om, om han eller hun nu får nok at spise,” siger han om det sidste.
Om det første kan han godt undre sig over, at det ikke er sket før.
”Der er rigtig mange historier, man kan fortælle i julen, men der er jo én historie, der er vigtigere end alle de andre,” siger han og fortsætter:
”På en måde er det underligt, at man kan finde på alle mulige forestillinger med nisser på loftet og så videre, når Juleevangeliet er det, som julen virkelig handler om. Det er historien om Gud, der sender sin søn til verden som en konge, ikke i magt og vælde, men i kærlighed. Det lille Jesusbarn kommer til verden som et symbol på, at Gud elsker os mennesker, og at vi skal huske at elske hinanden. I en verden, der til tider kan opleves som forrådet og kold, har det stor betydning, at vi minder hinanden om det store kærlighedsbudskab, som julen udspringer af,” siger Sigurd Barrett.
I musicalen følger vi Josef og den højgravide Maria, der rejser mod Betlehem for at blive regnet med i kejser Augustus’ folketælling.
Undervejs møder de både gode og onde folk og når som bekendt frem til en stald, hvor den lille dreng fødes.
Undervejs høres en fortællerstemme, som er Guds, og som henvender sig direkte til publikum. Stemmen forsikrer publikum om, at alt, hvad der sker, sker præcis, som det skal. Teatret ønsker, at det skal være en hemmelighed, hvem der lægger stemme til Gud.
Sigurd Barrett understreger, at ”Juleevangeliet – The Musical” ikke er forkyndende, men formidlende. Han lægger vægt på, at grundfortællingen er præcis, som den står beskrevet i Bibelen, og derfor konsulterede han også et par præster, inden han gik i gang med at skrive.
Men når familierne går i Randers Egnsteater, skal det ikke være ligesom at gå i kirke. Derfor er der tilsat en masse spas som kameler, der kan synge, æsler, der kan snakke, og en kromutter, der har hiphop i blodet. Humoren er vigtig, og det samme er, som altid når Sigurd Barrett er involveret, iørefaldende melodier og sange.
”Jeg har arbejdet meget med balancen. På den ene side at få fortalt den her enormt vigtige kristne grundfortælling og på den anden side skabe en bred folkelig og underholdende forestilling,” siger han.
Sigurd Barrett har tidligere arbejdet med at gøre bibeltekster til musikdramatik. Det skete for nogle år siden, hvor han skrev fire skolemusicals med udgangspunkt i sin egen børnebibel.
Hvad er det, musicalgenren kan?
”Den rummer de tre ben fortælling, musik og humor, og det er præcis de tre ben, jeg står på, i alt hvad jeg laver. Derudover vil jeg altid gerne have så meget dybde ind som muligt, og derfor har jeg her kastet mig over den største historie af alle. Musikken er et udtryksmiddel, der taler til følelserne, i scenografien kan vi lave sjov, og i fortællingen kan vi minde hinanden om, at julen er andet end nisser, julegaveindkøb og kalenderlys.”
Sigurd Barretts udgangspunkt er, at han selv er kristen, og han ser gerne, at hans musical kan inspirere til samtaler om tro rundtomkring i de små hjem.
”Uanset hvad man tror på, så bygger den danske kultur på den kristne tro. Derfor bør alle her i landet kende de kristne grundfortællinger. Det er ikke sådan, at jeg siger: ’Nu skal I høre, det er sådan, at Gud findes.’ Men det må meget gerne være sådan, at når familierne går hjem, så skal barnet kunne spørge sin far eller mor: ’Tror du på det?’.”
”Det er en betydningsfuld snak, som det her er en anledning til at få i gang. Hvis nogen spørger mig, vil jeg meget gerne fortælle om den gave, som den kristne tro er for mig, men jeg dømmer ingen, som tror på noget andet eller slet ikke tror på noget. Jeg vil blot gerne give anledning til en åben snak,” siger Sigurd Barrett, inden han igen sætter sig ind i teatersalen et øjeblik og kigger på alt det, andre har skabt ud fra hans forlæg.
Så er han væk, af sted til en kirkekoncert et andet sted i Østjylland. Først ved premieren dukker han op i Randers igen, for nu stoler han på, at ”barnet” er flyttet godt og trygt hjemmefra.