En musical baseret på Juleevangeliet. Hvordan skal det dog gå? Bare titlen synes så modsætningsfuld. Alt skal være musicals for tiden. ”Shubidua – The Musical”. ”Vild med dans – The Musical”. Er det helligbrøde at trække underholdningsindustriens ramasjang ned over det, som komponisten selv, Sigurd Barrett, kalder ”den allerstørste historie i verden”?
Ikke når man gør det, som Barrett gør her – hvis ikke smagfuldt, så i hvert fald varsomt og med stor respekt for forlægget.
Stilen er umiskendeligt Barrett’sk. Det ved man, hvis man har mindre børn i sin nærhed og har haft fornøjelsen af at lytte til og læse musikalske børneværker som ”Sigurds Danmarkshistorie” eller ”Sigurd fortæller om de græske guder”, der også er blevet til teaterkoncerter i det forgangne år. Barrett vil kultur- og historieformidling til børn, og det er vi mange forældre, der er taknemmelige for.
”Juleevangeliet – The Musical” har et lignende sigte: at gøre kristendommens budskab spiseligt for det unge publikum og minde os om, at det ikke er for nisserne, at vi fejrer juleaften. Desværre drukner forestillingens noble ærinde i plat voksenhumor, der giver mere julestress end julefred, og en ørkenvandring af en udstrakt historie med for få ørehængende melodier.
Fire skuespillere og to musikere håndterer alle roller, både de to- og firbenede. Barrett debuterer som dramatiker og lægger selv stemme til Gud – som en auteur, der ikke kan lade være med at give sig selv til kende.
Med et veltalende og -sparkende æsel som bodyguard pukler og synger den gravide Maria og hendes søde, men noget distraherede Josef sig gennem ørkenen fra Nazaret til Betlehem. I ørkenen er der ingen saftevand eller jordbæris, og de går i timevis. Men heldigvis er her en æselmutter med revyviser oppe i ærmet, syngende og dansende komikerkameler, en barmhjertig tyveknægt og søde, sovende får.
De medvirkende bevæger sig højenergisk rundt mellem sangnumre og nye kostumer med et smittende humør og glimt i øjnene. Et glitrende ørkenpalads danner en stemningsfuld og tilpas ramme om fortællingen, og få omskiftelige elementer i scenografien giver fornemmelsen af bevægelser fra et sted til det næste.
Lisbeth Knopper og Allan Helge Nielsen leverer de mest vellykkede komiske karakterer, mens Caspar Juel Berg og Sofie Alhøj tager sig af skønsang og kærlighedsbudskaber.
Musikken har en finurlig melodisk kvalitet og spænder bredt i genre: fra forestillingens indledende klezmernummer (som min femårige sang hele vejen hjem) over rap, revy, pop og rock til klassiske musicalballader.
Men der er for langt mellem sange, som kan holde børnenes opmærksomhed. Den moderne verden sniger sig ind via forcerede referencer til iPads, gps’er og moderne familiekonstruktioner, mens humoren skiftevis under- og overvurderer sin målgruppe – og børnene får ikke andet end fjumrende kameler at grine ad.
”Juleevangeliet – The musical” er en ganske hyggelig og uskyldig minimusical, som åbner flere usædvanlige spørgsmål, vi kan tage med os hjem:
Kan man kræve penge af folk, der ikke har nogen?
Kan man tælle én, der ikke er født endnu?
Kan man stå og bøvse midt i Juleevangeliet?
Og hvordan kan man egentlig vide, at alt nok skal gå?
Men som ofte, når man vil det hele, når man kun det halve. Og når det er fornøjelsen i et storskrydende æsel på stylter, som står frem i barnets hukommelse, og ikke julens stærke budskab, så svigter formidlingen desværre sin målgruppe.
Læs interview med Sigurd Barrett om musicalen på