Skal julekalendere på tv samle familierne om det kristne budskab, eller er det vigtigste en original, god historie? Det er en tilbagevendende diskussion, når DR eller TV2 blænder op for juledramatikken den 1. december. TV2 genudsender den lidt for forudsigeligt hyggelige ”Ludvig og Julemanden”, mens DR1 forsøger sig med mere mørke og magi i den nyproducerede ”Den anden verden”.
Her er ingen Jesus fra ”Jesus og Josefine” eller Grundtvig fra ”Pagten”. Til gengæld blander manuskriptforfatterne Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen vellystigt brødrene Grimms folkeeventyr med ”Game of Thrones”, ”Twin Peaks” og den klassiske nordiske socialrealismes velmenende udforskning af overgangen fra barn til voksen.
Så vi er langt fra en tematisering af juleevangeliet. Men det tyder heldigvis på, at den eksistentielle dimension får plads i juledramaet, der forsøger at balancere mellem genkendelig socialrealisme og eventyrlighed. Om åndeligheden også indfinder sig, må tiden vise.
Den realistiske verden er lidt vel fersk. Her står tvillingerne Sara (både yndige og markante Caroline Vedel) og Anna (Fanny Bornedal fra ”1864”, som er uimodståelig, men foreløbig ikke får plads til at udfolde sit store talent) midt i en teateropsætning af ”Tornerose” på Det Gyldne Teater. Mor Rikke (Christine Albeck Børge) styrer teatret og savner sin afdøde mand, pigernes far. Sammen med Philip (Lars Brygmann) er hun garanten for den fornuftsstyrede voksenverden midt i teatrets opsætning af Grimms berømte eventyr.
Sara og Anna strider med kærlighed, sceneskræk og står lige dér; midt i et oprørt hav med bøjle på tænderne og tanker om en verden, der må være større end parcelhus og prøver på teatret. Men ”Den anden verden” vil ikke kun tematisere teenagetiden entydigt. Og gudskelov for det.
Ambitionerne bliver højnet i de kommende afsnit og uden at røbe for meget, forskyder handlingen sig, da Sara finder porten til den anden verden, hvor det – med Astrid Lindgrens ord – er sagaernes, eventyrenes og lejrbålenes tid.
Denne verden er umådelig velproduceret. Kostumerne og scenografien er på en gang ikonisk og nyskabende, men det er især Jesper Tøffners fotografering, der åbner op for magien med mættede farver i grønne nåleskove, buldrende heste over tyste marker og gysende gru på den onde dronnings slot. Grimms eventyr er barske og i ”Den anden verden” tyder det ikke på, at hverken Sara eller vi bliver forskånet.
Faren ved at ty til de klassiske prinsesseeventyr – ”Tornerose”, ”Snehvide” og ”Askepot” – er at reproducere forgangne tiders kønsstereotyper, hvor handlingslammede prinsesser pakkes ind i lyserødt tyl og prinser handler.
Hvis ”Den anden verden” kan vække de klassiske eventyr til live og give piger et andet spejl end det disneyficerede, vil der for alvor være noget at komme efter. For hele familien.