Julekalendere samler stadig familien ved tv

Mens andre store tv-dramaserier på seks år har fået halveret seertallet, er der i år ekstra mange julekalender-seere. Ifølge forskere er tv-julekalenderen blevet et uundværligt familieritual i december

DR's "Julehjertets hemmelighed" samler hundredtusindvis af danskere foran skærmen.
DR's "Julehjertets hemmelighed" samler hundredtusindvis af danskere foran skærmen. Foto: DR.

Lige i øjeblikket domineres tv-hitlisterne totalt af fodbold og nisser.

Akkurat de mest spektakulære fodboldkampe og tv-stationernes julekalendere hører ifølge forskere til de få tilbageværende udsendelser, som omkring en million danskere sætter sig og ser samtidig – eller i hvert fald samme dag.

Det betyder, at når nyproducerede tv-julekalendere fra både DR og TV 2 falder sammen med ottendedels- og kvartfinaler ved fodbold-VM, så har danskernes fælles tv-oplevelser lige nu et omfang, der ikke er set i adskillige år, siger medieforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet Gunhild Agger.

"De traditionelle søndagsdramaer på DR havde fra 1990'erne og frem til 2016 fantastiske seertal på mellem en og to millioner, men har siden været i store vanskeligheder og har fået halveret seertallet. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at tv-julekalenderne i år faktisk har lidt højere seertal, end de plejer. Det ser ud til, at tv-julekalenderen i mange familier er blevet en fast og uundværlig decembertradition svarende til at hente juletræ og flette julehjerter," siger hun.

Ifølge de faste ugentlige seertalsmålinger fra analysefirmaet Nielsen delte fodbold-VM og de to julekalendere samtlige 20 pladser på top 20 i den forgangne uge, fordelt med 9 pladser til fodbold og 11 til julekalendere. I ugen før lå 1. december om torsdagen, men julekalenderne tog alligevel 9 pladser, mens fodbold også havde 9 på top 20. 

I begyndelsen lagde DR sig klart i front med et gennemsnitligt seertal på 945.000 pr. afsnit til de første fire afsnit af "Julehjertets hemmelighed", men i den anden julekalender-uge er forspringet blevet mindre. DR's julekalender ligger på 3.-, 6.-, 7.-, 10.- og 13.-pladsen på top 20, mens TV 2's "Tinka og sjælens spejl" har  5.-, 8.-, 9.-,11.-, 17.- og 19.-pladsen.

Ifølge Nathali Herold Solon Pilegaard, ph.d.-studerende i filmvidenskab ved Syddansk Universitet, er det ikke overraskende, at julekalenderne har høje seertal, selv i en tid, hvor de fælles tv-oplevelser bliver færre, og streaming tager samtidigheden væk fra tv-oplevelsen.

"Det er blevet en stor del af danskernes juletradition at se tv-julekalender, og tv-stationerne har i snart mange år brugt ressourcer på at ramme en meget bred målgruppe," siger Nathali Herold Solon Pilegaard, som mener, at tv-julekalendernes guldalder blev indledt med TV 2's "Jesus og Josefine" i 2003.

"Tv-julekalenderen har altid haft et element af magi, men de seneste 19 år har den også haft elementer af fantasy og har henvendt sig til alle aldersgrupper," siger forskeren, som tilføjer, at lige så vigtigt er det, at personerne er blevet tilført mere dybde end Pyrus, Nissebanden og de andre ret flade nissekarakterer, som tidligere befolkede julekalenderne.

"Både 'Tinka' og 'Julehjertets hemmelighed' kan ses som magiske nisseeventyr, men de rummer samtidig en række relevante spørgsmål om identitet. Hvem er jeg? Hvem ønsker jeg at være? Og hvem kan jeg få lov til at være? Skal herremandsdatteren Marie Louise i 'Julehjertets hemmelighed' virkelig acceptere, at andre dikterer hendes liv?," siger Nathali Herold Solon Pilegaard.

Gunhild Agger hæfter sig ved, at DR faktisk ser ud til at have succes med at skrue lidt ned for fantasy-elementet til fordel for det kulturhistoriske element. I næsten alle juleeventyr siden 2003 er handlingen vekslet mellem et realistisk nutidsplan og et magisk eventyrplan, men i "Julehjertets hemmelighed" forgår alt omkring en dansk herregård i 1800-tallet, blot med indlagt nissemagi:

"På den måde vender DR tilbage til danmarkshistorien på en måde, som ikke er set siden 'Jul i Gammelby' fra 1979, men formår samtidig at fastholde nutidens børnefamilier som publikum."