”Tinkas juleeventyr” er traditionel uden at være klassisk. Det er den brede pensel, der er fundet frem af holdet bag julekalenderen. For hele familien skal samles om den daglige dosis decemberhygge serveret foran tv’et. Og det skal være hyggeligt, endelig ikke opbyggeligt. Vi er derfor langt fra Grundtvigs tanker i ”Pagten” fra 2009, Jesus-beretningerne fra ”Jesus og Josefine” fra 2003 eller sidste års ”Den anden verden”, der vellystigt og vellykket blandede Grimms folkeeventyr med klassisk nordisk socialrealisme.
”Tinkas juleeventyr” handler om nissepigen Tinka, der finder ud af, at hun er halvt menneske. Udstødt fra nissernes rige drager hun til menneskenes land og møder teenageren Lasse, der er rodløs i livet. Trangen til at være som de andre, skilsmisse, skolestart. Det er temaerne krydret med lidt spredte tanker om, at alle er gode nok, som de er. Harmløst, for julen er jo hjerternes fest. Men nu ikke tanker, der specielt hører højtiden til.
TV 2’s fortælling om Tinka bunder ikke i kendt stof, men opfinder sin egen mytologi. Og hvorfor egentlig, når nu netop julen, de 24 afsnit, er så velegnet til at have høje ambitioner på børnenes vegne? Egnet til at tage det bedste fra arven og gøre det levende og vedkommende. En julekalender behøver ikke være en prædiken, men heller ikke prædike almindeligheder. Én gang om året kunne det godt være anderledes. Men tilsyneladende ikke i år. For de første par afsnit tyder på, at ”Tinkas juleeventyr” er rimeligt ordinær.
Der skal være lidt halvlummer humor for de voksne. Det sørger Mia Lyhne foreløbigt fint for, ligesom Christian Tafdrup fortræffeligt bringer lidt bidskhed ind i den velsødede julegrød.
Så skal der være lidt teenagedrama, så de store børn vil se med. Her har man været inspireret af norske ”Skam” og successeriens overlegne brug af de sociale medier. Det skulle man have ladet være med. Hvor sms-beskeder i ”Skam” er teenagernes rastløse livsform oversat til liv, bliver det i ”Tinkas juleventyr” til meningsløs blær. Man kan. Derfor gør man.
Ungdommens genvordigheder, rodløsheden og angsten for ikke at passe ind er portrætteret uden megen kærlighed til eller respekt for generationen. De velmenende voksenpegefingre er umådeligt hævede. De mindre børn får et eventyr om nisser, om jagten på jul, om overgangen fra barn til ung.
Albert Harson som menneskebarnet Lasse er glimrende, mens Josephine Højbjergs Tinka foreløbig er lidt vel fersk, men det kan nå at rette sig.
De overordnet fine præstationer ændrer ikke ved, at ”Tinkas juleeventyr” hverken indeholder visdom eller oprigtighed, intet ønske om andet end mainstream. Det hele bliver ”light”, ligesom scenografien er tæt på slasket. Nisseslottet ligner Taj Mahal i bindingsværk, og nisselandsbyen en byg-selv-udgave af herredet i ”Ringenes herre”.
”Tinkas juleeventyr” er mest af alt en blegnet kopi – af en original, der ikke findes.