Prøv avisen
Mit livs juleværk

Nikolaj Hübbe: Julen er fantasiens fest

Det mest specielle for mig er at opleve, hvordan historien står lige så lyslevende for mig, som den gjorde i min barndom, siger Nikolaj Hübbe om ”Alice i Eventyrland”. Foto: Hougaard Niels/Polfoto

For balletmester på Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe er ”Alice i Eventyrland” en hyldest til barnetroen på samme måde som troen på julemanden

Fra jeg var helt lille, læste mine forældre højt for mig og min søster. Jeg husker særligt juledagene som ramme om hygge og højtlæsning, hvor jeg kunne sidde med en af mine forældre i sofaen i timevis og drømme mig væk i bøgernes fantasiverden.

I det hele taget handler det med jul meget om fantasi for mig. Det kan være et værre ræs at nå det hele op til, men når så juledagene kommer, så synker jeg helt ned og giver mig hen til dem jeg holder af – og til fantasien. Det er uden tvivl en tradition, der blev grundlagt i barndommen.

Der var en bestemt bog, som jeg plagede mine forældre til at læse igen og igen, da jeg var fire-fem år, nemlig Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”. Jeg elskede og elsker stadigvæk historien om den lille Alice, der på en skovtur vælger at følge en talende kanin gennem et træ og ned i dens hul, hvorefter hun oplever et mystisk land, hvor alt kan ske.

Alt er vendt op og ned i historien. Hun kan vokse og krympe efter behov, og den hvide kanin styrter hele tiden af sted og åbner op for en nærmest psykedelisk fantasiverden, hvor ting kan blive usynlige, og mennesker forvandles om til dyr. Fortællingen følger den engelske børnebogstradition, som også ”Hobbitten” og ”Narnia”-bøgerne er en del af. Det er en fortælle- og fantasiform, som jeg holder meget af.

Jeg var så vild med ”Alice i Eventyrland” som barn, at jeg et år i julegave fik to tegninger fra den engelske originalversion af bogen som plakater. De blev indrammet og hængt op på mit værelse, hvor de hang i årevis, og derfor har historien ligesom altid været i baghovedet på mig og pirret min i forvejen rige fantasti.

For to-tre år siden så jeg så ”Alice i Eventyrland” som balletopsætning på The Royal Ballet i London og tænkte med det samme, at det ville være en helt vidunderlig juleforestilling hos os på Det Kongelige Teater. I år er det så blevet til virkelighed, og jeg må sige, at det er en kæmpe oplevelse.

Forestillingen er den største, jeg nogensinde har sat op, både hvad angår scenebilleder og kostumer.

Jeg vil tro, der er mellem 350 og 400 forskellige kostumer, og danserne har hver især mange roller undervejs i forestillingen.

Men det mest specielle for mig er at opleve, hvordan historien står lige så lyslevende for mig, som den gjorde i min barndom. Og at den jo bare holder fuldstændig.

Jeg holder meget af Den Kongelige Ballets tradition med en juleforestilling, hvor forældre, bedsteforældre og børn oplever teatret sammen. Man kan indvende, at ”Alice i Eventyrland” ikke har meget med jul at gøre, men det har den altså for mig. Lewis Carrolls fortælling er et knæfald for barndom, fantasi og forventning, og det er alt sammen ting, jeg forbinder med jul. Den vildt galopperende fantasi i den bog er en hyldest til barnetroen på samme måde, som troen på julemanden er det. Lad os endelig lade drømmene og fantasien lede os, så det hele ikke bliver alt for fornuftigt.

Lewis Carrolls fortælling er et knæfald for barndom, fantasi og forventning, og det er alt sammen ting, jeg forbinder med jul, siger Nikolaj Hübbe om ”Alice i Eventyrland”. Her er det bogforsiden fra 1916-udgaven. – Foto: Mary Evans Picture Library/Polfoto