Trænger man til at blive mindet om, at julen er andet og mere end gaveindpakning og tilbud på pebernødder i ens lokale supermarked, er den rigtige medicin at fordybe sig i Johann Sebastian Bachs ”Juleoratorium” fra 1734-1735. Det sker ideelt under en livekoncert med kompetente musikere og solosangere og dedikerede korsangere.
Sokkelund Sangkor og Leipziger Kammerorchester, under musikalsk ledelse af kordirigent Morten Schuldt-Jensen, levede til fulde op til ens forventninger, da de lørdag eftermiddag opførte første, anden, tredje og sjette del af ”Juleoratoriet”.
I sin fulde længe består det jo af seks kantater, oprindeligt beregnet til opførelse ved gudstjenesterne første juledag, anden juledag, tredje juledag, nytårsdag, første søndag efter nytår samt helligtrekongersdag. Men det er sjældent, at man opfører værket i sin helhed, og det aktuelle valg giver god mening, da den sjette kantate afrunder værket med den triumferende koral, der forkynder julens sande betydning – med tekstdigterens fyndige ord: ”Død, djævel, synd og Helved’ ej får det sidste ord; hos Gud nu har sin bolig hvert menneske på jord.”
Dette triumferende korafsnit bliver ledsaget af det store orkesterbrus med smældende trompeter – akkurat som det sker ved det indledende kor med de berømte ord ”Jauchzet, frohlocket, auf, preiset die Tage” – glæd jer, jubl og lovpris hver en dag – som må være noget af den mest livsbekræftende musik, der nogensinde er komponeret.
Her var det et stort plus, at kammerorkestret fra Leipzig kunne disponere over en så eminent solotrompetist som Johann Plietzsch, og i det hele taget var de solistiske indslag en nydelse.
De fire sangsolister var naturligvis med til at sikre det høje niveau. Den tyske tenor Richard Resch klarede ikke alene sine to udfordrende arier, men varetog desuden det væsentlige parti som evangelisten, der næsten ordret synger Juleevangeliets ord, mens den hollandske basbaryton Wiard Witholt havde en myndig karisma og viste overskud i det korte indslag som den hykleriske Herodes.
De to kvindelige sangere var en endnu større oplevelse: Amerikanske Daniela Zib var en lysende klar sopran, og i altpartiet var Johanne Højlund den rene fryd og mindede atter denne anmelder om, hvor velgørende det er at høre en varm kvindestemme i et stort oratorium – sagt med al respekt for de kontratenorer, der excellerer i disse partier.
Koret er naturligvis et helt centralt element i enhver fremførelse af Bachs ”Juleoratorium”, og Sokkelund Sangkor havde både kompetence og en høj d-faktor, hvor d’et står for den dedikation, der umiskendeligt forplanter sig ud gennem kirkerummet og virker afsmittende på tilhørerne.
Og navnet? Det stammer såmænd fra Sokkelund Herred, som frem til 1971 omfattede en stor del af København. Sokkelund var ved oprettelsen af koret i 1984 bevidst underspillet i forhold til de latinske navne, som mange kor gennem tiden har valgt.