Koret synger ”Silent Night”. De små børn vimser omkring alteret klædt ud som får og hyrder. Julens stemning af tradition og forventning er indlejret i Hollys (Julia Roberts) bredt smilende ansigt dér på den forreste bænk til prøve på juleaftens krybbespil. Hun nyder sine tre børn, den næsten voksne Ivy (Kathryn Newton) og de små. Kan katastrofer indtræffe i sådan en pittoresk ramme? Katastrofen indtræffer.
Foran familiens smukke hus i en idyllisk forstad til New York venter Hollys ældste søn, Ben (Lucas Hedges). Sneen ligger tungt, ornamenterne dingler fra træerne, og Ben dirrer. Han er ellers på afvænning. Nu kommer han alligevel hjem. For at ødelægge den tredje jul i træk, frygter Ivy. For at bevise, at han er helt frisk, håber Holly. Alligevel gemmer hun smykkerne og de smertestillende piller væk. Hun griner alt for højt ad hans vittigheder, gør sig til for at dække over angsten. ”Jeg slipper dig ikke af syne,” siger hun. Ben leger med børnene, skifter mellem at krybe angerfuldt langs væggene og selvsikkert fylde stuerne med sang.
”Ben is Back” følger familien i et døgn. Fra håb til håbløshed til håb igen. Den første halvdel er overordentlig vellykket. Instruktør og manusforfatter Peter Hedges transporterer Hollys mistro ind i tilskuerens sind. Hvad vil Ben? Kan vi stole på ham? Har han taget – eller er han stoffri?
Men som ”Ben is Back” bevæger sig fra intim sædeskildring til krimithriller, mister den delvist grebet om hjertet.
Da familien kommer hjem fra aftenens gudstjeneste, er hunden, Ponce, væk. Villaen er gennemrodet. Ben er overbevist om, at det er en skygge fra fortiden, der har taget hunden som hævn. Men for hvad? Ben og Holly drager ud i natten, kun oplyst af hendes ukuelige kærlighed.
Udforskningen af misbrugsmiljøet, af Bens mørke rejse ind i rusen, er dygtigt konstrueret. Men manuskriptet stikker næsen for langt frem, når Ben siger, ”jeg ved, hvem der har Ponce” med ekkoer fra politiserier og action- film.
Nattens biltur skal gennem fortiden, gennem byen, gennem stofmisbrugets mange ansigter. Det er meget. Og det bliver for meget. Julia Roberts og Lucas Hedges bevæger sig i takt med bilens bevægelser til at blive instrumenter i stedet for karakterer. Egentlig gives alle informationerne subtilt. Som da mor og søn i stormagasinet møder den pensionerede familielæge. Holly får sagt, at det er lægens skyld, at Ben i en alder af 14 blev afhængig af smertestillende medicin. Og det går gruopvækkende op for hende, at det var gymnasiets historielærer, der sørgede for stoffer til Ben mod sønderrivende ydelser. Men hvor alle sprækkerne ind i Bens fortid i filmens første del lægger lag til forståelsen, ender det imod slutningen med at hobe sig op.
Moralen i ”Ben is Back” er, at det nok skal gå, så længe kærligheden er der. Så længe familien aldrig giver op. I den aktuelle ”Beautiful Boy”, der også handler om en forælder og en stofmisbruger, er den barske konklusion den omvendte. Man kan ikke redde en stofmisbruger. Selv en forælder må trække sig.
Holly bliver til en heltinde, et umuligt ideal. Faderen i ”Beautiful Boy” er menneskelig, fuld af fejl. ”Beautiful Boy” bygger på virkelige menneskelige erfaringer. Det bliver for tydeligt, at ”Ben is Back” bygger på et manuskript.