Prøv avisen

Paprika Steens julekomedie-drama giver et træffende indblik i middelklassen

4 stjerner
Det fineste ved ”Den tid på året” er, at alle karaktererne bliver blødt omfavnet af et lag af tilgivelse. Den underliggende kærlighed til tidsåndens fortabte sjæle, til deres forsøg på at overleve som nogenlunde hele mennesker, løfter komedien op til højere højder. – Foto: Nordisk Film Distribution

Paprika Steen instruerer julefilm, der både er meget morsom og rammer middelklassen lige i hjertekulen

”Rør blot ikke ved min gamle jul,” synger vi hvert år, mens vi genopfører hver vores version af galskaben. For det er i reprisen, minderne lever, og de skal den onde lyne mig ikke tages fra os.

Rødkålen, farmors krystalglas, barn Jesus i en krybbe lå. Men med alt det gode følger det onde. Nag og kiv og bristede drømme. Og det fandens spejl, som kun familien kan tvinge hin enkelte til at tage et langt blik ind i. Og ikke undslippe igen, før lysene brænder endegyldigt ud, og den sidste klejne er spist.

Sådan er det i Paprika Steens meget vellykkede jule-komedie-drama ”Den tid på året”, der med perfekt timing giver et træffende indblik i middelklassens selvbillede, syn på børneopdragelse, forhold mellem generationer, køn og socialklasse. Hele verdens fokus på diversitet er gået forbi, når der fejres hvid juleaften i ”Den tid på året” med et skønt ensemble, som ville have været det samme for 20 år siden. Hvide, midaldrende middelklassemennesker, der drømmer om noget større, bedre, dyrere, klogere.

Paprika Steen både instruerer løjerne og brillerer som hovedkarakteren Katrine, der så gerne vil gøre alle glade, men som må give tabt, i takt med at dårskaben tager fart: ”Jeg kan ikke holde mig selv ud sammen med de mennesker,” siger Katrine hulkende til sin mand, Mads (Jacob Lohmann).

Og hvem kan Katrine ikke holde ud? Måske mest af alt sig selv, men også den fremragende Karen-Lise Mynster, der som matriark martrer alle med sine lidelser. Og søsteren, præsten Barbara (Sofie Gråbøl), der er ved at segne under sin egen godhed, men nu alligevel tænker mest på sig selv. Og det forstår man godt, for ægteskabet med den uduelige Torben (Lars Brygmann), der tror, han er forfatter, men ikke er noget som helst, virker da også ubærligt.

Og mens maden kommer på bordet, og træet bliver tændt, undergår kernefamilien langsomt en implosion. Spydighederne kommer som skudsalver fra indespærret aggression uden kun at være uklædelig sarkasme. For timingen er alt i denne bittersøde komedie, hvor publikum er lige så uforberedte på hånsordene som karaktererne. Katrine taler om julemanden, men det går Barbara imod. ”Vi fylder ikke Adam med den slags overtro,” siger hun, og mens luften dirrer, siger Katrine helt sødt og sagte: ”Nej, kun med Gud.” Og præsten kan intet svare derpå.

Det fineste ved ”Den tid på året” er, at alle karaktererne bliver blødt omfavnet af et lag af tilgivelse. Den underliggende kærlighed til tidsåndens fortabte sjæle, til deres forsøg på at overleve som nogenlunde hele mennesker, løfter komedien op til højere højder. For det er et sindbillede på en hyperæstetiseret virkelighed, hvor alt skal ligne mere, end det er. Julen skal være perfekt, familien skal være perfekt, alt skal være perfekt. Men menneskene er jo de samme som resten af årets dage. Og det vil sige fuldkommen uperfekte skabninger.

Jakob Weis har skrevet det livskloge manuskript. Han gør sig ellers mest på teatret og tager kunstarten med. Det kan ses, når figurerne hvirvler ind og ud ad dørene, mens Paprika Steen får kittet scenerne sammen til et velgørende flow.

”Den tid på året” er morsom og vis, kærlig og kras.