Juleoratoriet med kammermusikalske glæder

Marcus Creed gav en rutinepræget fortolkning af Bachs populære oratorium

Det stod ikke skrevet i kortene, at Bachs juleoratorium skulle blive et af hans mest populære værker. Men med grammofonpladens udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede kom der pludselig en række komplette indspilninger af det knap tre timer lange oratorium på markedet, og det smittede naturligvis af på antallet af opførelser i kirker og koncertsale, både herhjemme og i udlandet.

Det er sjældent at høre det samlede oratorium – seks kantater af hver cirka en halv times varighed – live, men skikken med at opføre de første tre kantater inden jul og de sidste tre efter nytår giver god mening, også i historisk lys. Det var da også den løsning, DR havde valgt, da man i fredags indledte julemåneden med første halvdel af værket med DR VokalEnsemblets engelske chefdirigent, Marucs Creed, i spidsen for vores radiosymfonikere (DR SymfoniOrkestret).

Forventningens glæde er den største, lyder et gammelt mundheld – men det har ofte vist sig misvisende i DR Koncerthuset, hvor forventningerne gang på gang bliver overgået. Men ved denne lejlighed sneg skuffelsen sig ind i bevidstheden allerede under åbningskoret ”Jauchzet, frohlocket!” (”Synger og jubler!”), hvor jubelen trods smældende trompeter og pauker ikke rigtigt ville indfinde sig. Og i de følgende satser kunne man blive strejfet af den tanke, at det måske hang sammen med, at der var tale om et ”andendagsgilde”. De fire solosangere – sopranen Sibylla Rubens, alten Wiebke Lehmkuhl, tenoren Benjamin Hulett og bassen André Morsch – var hæderlige uden at være uforglemmelige, og Hulett havde desværre nogle problemer med det høje leje i sin vigtige rolle som evangelisten.

Værre var det, at Creed ikke på noget tidspunkt for alvor fik tændt julelys i sjælen. Det glade budskab nægtede at lette. Rutinen var ikke tilstrækkelig. Man skal gøre mere ved juleoratoriet end bare at aflevere det.

Det blev dog markant bedre i den tredje og sidste kantate, hvor evangelisten havde (gen)fundet sin autoritet, og hvor en række satser med kammermusikalsk karakter spredte glæde i salen. Det gjaldt blandt andet duetten for sopran og bas: ”Herr, dein Mitleid, dein Erbarmen” (”Herre Gud, din miskundhed”), der blev smukt forløst med to akkompagnerende oboer og lifligt fagotspil. Og i lige så høj grad altarien ”Schliesse, mein Herze” (”Lad dog, mit hjerte”), hvor aftenens koncertmester, Christina Åstrand, rejste sig og lod sit violinspil forgylde de inderlige ord – Bachspil, når det er mest intenst. Sådan burde det have været fra første færd.