Den engelske tradition for at forfatte essays er lyslevende i de 12 kapitler, som Julian Barnes har skrevet og samlet under den danske titel Som jeg ser det. Så kan man jo lægge accenten, som man vil. Er det subjektive vurderinger af moderne kunst, eller er det i virkeligheden overvejelser over det det, forfatteren Julian Barnes ser og ikke mindst læser?
Barnes er nemlig ikke blot god til at se, han er også en god læser, der overalt spiller op til og sammen med kritikerne enten det så er kunstkritikerne i 1800-tallets Frankrig eller moderne kunsthistorikere.
LÆS OGSÅ: Julian Barnes om livet
Den tradition, Barnes skriver inden for, udgøres af en gammel britisk vedtægt om at se det moderne og ikke mindst Frankrigs kunst som noget dekadent og i bedste fald uforståeligt. På den anden side er fransk modernisme velkendt i såvel de bredere som de højere kulturelle kredse i England også i en sådan grad, at man kan tillade sig at skrive til og i bogform diskutere med the happy few, den håndfuld mennesker, der ved lige så meget om tid og baggrund, som man selv gør som forfatter.
Der er den samme indforståethed i projektet, som da den store Stendhal skrev sine Vandringer i Rom i 1830erne: Vi vandrer på steder, der er os velkendte. Vi møder personer og skæbner, som vi genkalder os. Sammen selvfølgelig.
Barnes lægger ud med romantikkens mægtige værk, Géricaults Medusas tømmerflåde fra 1819, et værk, han har kredset om i sit tidligere forfatterskab. Metoden er ved romantikerne at gense skitserne og overveje, hvor kunstneren egentlig var på vej hen, da han lavede dem og hvad det endelige værk blev til.
LÆS OGSÅ: Julian Barnes taler til menneskeheden
Vejen lægges omkring impressionisterne og omkring mulige karaktermord. Eksempelvis på Edgar Degas, hvis seksualitet kunsthistorikerne mener at have kunnet diagnosticere som outreret. Glidende bliver Barnes mere psykologiserende. Han kryber via billederne ind i kunstnerne og deres liv forstået som relationer i videste forstand. En sans for de interne blodbade mellem kunstnere og mellem kunstnerne og deres kritikere er udpræget.
Barnes vælger side for Bonnard mod Picasso, der nærmest livslangt så det som sin opgave at fortælle, at han i hvert fald ikke malede som Bonnard. Han vælger side for Braque over for selvsamme Picasso og han kaster sig som en mediator ind mellem René Magritte og dennes biograf David Sylvester.
Hvor meget man lærer om modernismen, kan man diskutere, men man lærer meget om kritik. Om skønsomhed, indlevelse og om at bryde med de cementerede vurderinger. En meget engelsk insisteren på objektivitet og fairness. Barnes har masser af gode observationer, som han generøst deler med sin læser, der i virkeligheden er en tilhører.
Bogen er og bliver den dannede kritikers kaminpassiar for sine specialestuderende på et engelsk universitetskollegium. Det er brillant og underholdende. Man får lyst til at læse disse essays højt for andre. Oversættelsen er glimrende med sans for den helt rette terminologi og let distancerede sprogtone når vi nu skal beskæftige os med disse gallisk-latinske modernister og en enkelt amerikansk. Med andre ord set fra den britiske ø alle de andre derovrefra. Bogen kræver en vis baggrundsviden om kunst. Som sådan er bogen til gengæld på det varmeste anbefalet læsning i et køligt efterår.
Julian Barnes: Som jeg ser det. Essays om billedkunst. Oversat af Claus Bech. 224 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.