Prøv avisen
Bog

Julie Sten-Knudsen byder på let og enkel økopoesi

4 stjerner
Julie-Sten-Knudsen debuterer med sin digtsamling 'Hjem er en retning'. Foto: EHRBAHN JACOB/POLFOTO

En af de helt store kvaliteter ved Julie Sten-Knudsens tredje digtsamling, ”Spor efter fugle”, er den måde, hvorpå den med stor lydhørhed og opmærksomhed giver indblik i et jegs indtryk af omverdenen og oplevelser fra et hverdagsliv, med alt, hvad det indebærer af umiddelbarhed, pludselig klarhed, omsorg og politisk bevidsthed.

Overbevist af letheden og enkeltheden i stemmeføringen lader man sig i lange stræk bære frem af det flow af sansninger, registreringer, refleksioner, erindringer, snapshots, store og små begivenheder, personlige og politiske forhold, der som oftest ubesværet glider ind og ud af hinanden og digtene: kærlighed, sociale forhold, flygtningekrise, dagliglivet, hus og have, naturen og klimakrisen.

Mange ting er således på spil – og ikke alt er lige interessant – men gennemgående for værket, dets grønne tråd, om man vil, er dog sidstnævnte, nemlig naturen. Som mange af hendes kollegaer, blandt andre Liv Sejrbo Lidegaard, Sigurd Buch Kristensen og Rasmus Nikolajsen, undersøger og udforsker Sten-Knudsen nemlig alle de forbindelseslinjer, der findes på tværs af den menneskelige og ikke-menneskelige sfære, naturen og kulturen, og kredser om alle de skadelige og uskadelige spor (duftspor, fodspor, blæsten gennem huset, bilstøj, plastic og forurening), som naturen og særligt mennesket efterlader. Vi både påvirker og påvirkes af verden, lyder den grundlæggende tanke; mennesket og naturen er ikke adskilte, men på forskellige måder – og på godt og ondt – foldet ind i hinanden.

I disse digte står ”enkelte fugleskrig og fjern trafikstøj” side om side. Her er det, vi kalder naturen, aldrig ren natur, og harmonien og idyllen indeholder altid en fornemmelse af ophør: ”han siger at landskabet her er fint nok/ men at det ikke har noget at gøre med virkeligheden// i virkeligheden er vandet så forurenet/ at man ikke må bade i søen”.

Vores forståelse af naturen og landskabet er formet af og indhyllet i kulturelle strukturer og mønstre, Skagen af skagensmalerne for eksempel, eller som i et af digtene: Kongelundens strandenge af Theodor Phillipsens idylliske malerier af køer. Men denne forståelse er netop en uholdbar konstruktion, viser Sten-Knudsen elegant med ganske få virkemidler. Fuglene og flyene deles i klimakrisens tidsalder om pladsen: ”de røde køer på kongelundens strandenge/ ligner theodor philipsens malerier/ af røde køer på strandenge/ køerne har et godt landskab at gå rundt i her/ små træer og buske, en sump/ en del af området er afspærret/ fuglene skal have fred til at yngle/ vi sidder tæt ind til hinanden i græsset/ må næsten råbe for at kunne høre hinanden/ når flyene brager hen over os/ de letter den her vej i dag, måske hver dag/ med korte intervaller, nogle gange et brag i minuttet/ en travl dag i lufthavnen/ dem der bor her må bare vænne sig til det/ menneskerne. køerne, fuglene”.

Sten-Knudsen skriver således verdensvendt lyrik med afsæt i et specifikt jegs verden. Det er ikke katastrofiske klimadigte, men måske snarere, hvad man kunne kalde hverdagslig økopoesi, som man finder i ”Spor efter fugle”. Disse digte ser på økokrisen fra skovturens, strandvandringens, havearbejdets og turistens perspektiv, kunne man sige, hvilket har den klare styrke, at digtene stilfærdigt formår at skærpe vores opmærksomhed for alt det, vi måske normalvis ikke ser eller hører, og på den måde gør de os klogere på vores tilværelse og daglige omgang med omgivelserne. Det gælder ikke bare, når de direkte tematiserer miljøpolitiske dimensioner, men også, når de som i følgende digt, med skæv humoristisk sans og med blik for den naturlyriske traditions hang til erotiseret natur, leverer et øjeblik af uopnåelig harmoni:

”der er noget vulgært ved solens glitren i søen/ uden hæmninger, vådt og glinsende// et blændende lys og byen ligger nøgen, uforberedt/ alle overflader stadig brungrå// nu er det tid til at drømme om alt der virker overdådigt/ overflødigt, uopnåeligt// på tredje sal har nogen åbnet et vindue ud mod foråret/ som en opmærksom lytten”.

Den opmærksomme registrering, ømheden for det levende og døende og det enkle perspektiv, som gennemstrømmer disse digte, er det, der gør ”Spor efter fugle” værd at fremhæve i bunken af økopoesi og klimalitteratur, der udkommer i disse år.