Hans Scherfig (1905-1979) var hele sit voksne liv igennem inkarneret kommunist og, uanset hvad der end skete, loyal mod det sovjetrussiske imperium. Det påvirkede selvfølgelig hans kunstneriske udtryk, hvad enten det gjaldt hans forfatterskab eller hans billedkunst. Men det påvirkede aldrig kraften i hans fantasi, tværtimod intensiverede det den.
Selv skrev Hans Scherfig: ”Jeg mener ikke, at fantasien helst skal forvises fra kunsten. Det må være tilladt at fabulere og more sig og nyde friheden.”
Det gjorde han så. Ikke mindst i sin billedkunst, der både er fabulerende og båret af frihedstrang og en nydelse ved selve dette at male og gestalte junglens og savannens dyr. Hans utopiske længsel rakte fra forestillingen om det ideale kommunistiske samfund til forestillingen om den ideale natur, hvor mennesker og dyr levede i pagt med hinanden og selve det skabte.
De fleste kender til Hans Scherfigs malerier af dyrene, som kunstneren forestillede sig dem i Afrika og Sydamerikas jungler og åbne sletter. Selv havde han ikke været nogen af stederne. Hans billeder er visioner og drømme fra en ikke-eksisterende verden. Flere generationer af danskere er vokset op med hans billedsyn af elefanter, tapirer, giraffer og næsehorn. Som Orfeus fra den græske mytologi spillede han på sin kunstneriske lyre for dyrene, så de fandt en form for fred for blik og tanke. Han lyttede til dyrene, og de så tilbage på ham med deres opmærksomme små øjne. Ligesom de ser tilbage på os, når vi ser på hans billeder af dem.
Det var og er ikke den vilde natur, som Hans Scherfig skildrer. Den brød han sig ikke om, men fandt den ”liberalistisk” som alles stræbsomme kamp mod alle. Scherfigs idealbillede af naturen er den kultiverede natur, hvor de værste liberale kræfter er tæmmet. Heriblandt mennesket! ”Naturen er først smuk, når den er overvundet,” som han skrev i et essay. Derfor ligner Scherfigs natur mere Botanisk Have i København, befolket med hans yndlingsdyr. Botanisk Have kendte han fra barnsben af, når han gik fra hjemmet på Østerbro til Metropolitanskolen på Frue Plads. Og tilbage igen. Haven var hans drømmerum.
Dette kultiverede greb om naturen og dyrene kan også direkte ses i hans maleriske udtryk. Hans Scherfigs billeder er illustrative, fladebetonede og tilsyneladende enkle at aflæse. De er inkluderende og henvender sig også til børn og barnlige sjæle. Det har fået nogle til at hævde, at Scherfigs billedkunst – i modsætning til hans ætsende kritiske og ironiske forfatterskab – er eskapistisk og naivistisk. Den forsvundne fuldmægtig med sommerfuglenet i Tibirke Bakker, det kunne han selv være! Kunstnerens junglebilleder var hans eget forsømte og fordrømte forår.
Hans Scherfig havde selv kun latter til overs for dette syn på hans billedkunst. Livsværket blev tillagt en ”underlig dobbelthed” mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab, som kunstneren ikke følte var hans. Han anså ikke sig selv for at være spaltet mellem det ene og det andet, og slet ikke for at være naivistisk. Det fremgår også af hans billedkunst, når man kikker nærmere efter. Som det nu kan ske på Nivaagaards Malerisamling, hvor museumsdirektør Andrea Rygg Karberg har arrangeret en repræsentativ udstilling med kunstnerens værker og dertil skrevet en indlevet katalogtekst om kunstnerens facetterede værk.
Betjener Hans Scherfig sig motivisk af antikke græske og gammeltestamentlige myter, så er det ikke det rene Paradis, han skildrer. Der er altid en slange i diversiteten af dyr, syndefaldet er indtrådt, og døden kikker med i junglens skygge. Vi ser, dyret ser tilbage og konfronterer os med vort eget belastede civilisatoriske blik. Og mennesket selv er også på færde i flere af motiverne. Dels i en for Scherfig tidstypisk vitalistisk udfoldelse af eros, krop og begær – mennesket er jo også selv et dyr – dels ved en potentiel imperialistisk tilstedeværelse i form af handelsskibe i jern og stål, ildevarslende ankret op ud for junglen. Som det kan ses i det otte meter (!) lange panorama ”Jungle med skibe”.
Under Anden Verdenskrig slår grusomhederne sig også ind i hans motivkreds i form af allegorien ”Elefanternes kirkegård”, hvor de ellers så blødt og poetisk modulerede dyr ligger dødsstivnede hen uden øjne, afmægtige, dræbte og skeletterede.
Hans Scherfig var maler, førend han blev forfatter. Han debuterede i 1928 som autodidakt, næsten 10 år førend hans forfatterskab tog fart. Inden debuten som billedkunstner havde han læst zoologi ved Københavns Universitet. Det giver god mening, når man ser hans kunst i dag. Hans billeder er stiliserede, men skabt med zoologens blik for det enkelte dyrs karakteristika. At han holdt af dyrene, hersker der ingen tvivl om. Han plejer dem omhyggeligt rent malerisk, på samme måde som han mente mennesket skulle pleje naturen – og i sidste ende samfundet. Så uretfærdighederne blev ”overvundet” og verden smuk.
At han som kunstner, journalist og forfatter, ja, som politisk dyr, havde blinde pletter, hersker der imidlertid heller ikke tvivl om. Havde hans kunst og forfatterskab en notorisk sandhedsværdi, brugte han den også som et skjold, han kunne gemme sig bag og under. Scherfig havde skildpadder derhjemme i haven til glæde for hans børn og for ham selv. Han må have elsket skildpaddernes langsomhed og urtidslignende urørlighed. Selv er han begravet under en skildpadde i granit på Assistens Kirkegård i København, skabt efter en af kunstnerens egne skildpadder af billedhuggeren Karl-Otto Johansen. Modellen vandrer angiveligt stadig rundt blandt hans efterkommere, her længe efter hans død. Det ville have tiltalt Hans Scherfig.
Efter sigende skal skildpadden besøge udstillingen på Nivaagaards Malerisamling. Jeg håber ikke, padden bliver budt på et maltbolsje. Den fortjener sit lange liv.