Det forsømte forår nærmer sig sin afslutning. Nu, som hvert år.
En tidlig morgen i begyndelsen af juni for mange år siden gik jeg lettere beruset hjemad fra en fest. Det var en fin morgen. Solen var ved at stå op på en skyfri himmel, og jeg var overraskende frisk, tidspunktet og min tilstand taget i betragtning. Jeg var i en sydende stemning.
Syrenerne blomstrede endnu og hang i store klaser ud over fortovet og duftede. Jeg var godt nok på vej hjem, men var mentalt på vej ud i en verden, som var ved at åbne sig for mig. Det var kun et spørgsmål om ganske kort tid, om dage og uger, så var mit forsømte forår forbi. Jeg var næsten færdig med gymnasiet, næsten nybagt student, og jeg skulle flytte hjemmefra og ud på egen hånd. Jeg skulle bare arbejde en måneds tid for at spare lidt sammen og så ellers af sted i folkevognsrugbrød sydpå med et par venner. Og det var kun til at begynde med! Meget mere ville komme.
Inden det hele skulle gå løs, var der lige nogle eksamener, der skulle klares, rektor skulle holde dimissionstale, og vi skulle synge et par sange. Da dagen kom, sang vi Thøger Larsens klassiker:
Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger
sagte som sang ved vugger.
Det var en sang om lykke og lyse nætter og en sommer uden ende og lige noget for mig.
Sidenhen har jeg ikke kunnet se og dufte en syren, uden at jeg har gået der om morgenen igen, frisk og beruset af vin og fuld af forhåbninger til den frihed, som skulle komme.
Dengang kunne jeg kun se verden fra den 19-åriges synsvinkel. Nu kan jeg også se den fra den ældres, og jeg kan følge Pia Tafdrup, der i digtet ”Junidrøm” skriver til sin nyfødte søn:
En dag skal du gå selv, og livet er dit, min søn,
jorden, der drejer, er til dig, blomsterhaver
med tusinde farver og bare én slange, du skal vogte dig for
(…) og når du bliver større:
Koncertsale der holder angsten borte,
en prinsesse der vil lade sin tunge lege i din mund,
længe før du når at sige noget dumt
– og til det store, tomme rum,
som har overvældet andre før dig,
kan du siden rette dine spørgsmål.
Jeg var til koncerter og Roskilde Festival. Jeg fik med besvær en prinsesse, der holdt sommeren ud. Juninatten er – som Inger Christensen skriver:
En timeløs kimen af dug og insekter, og ingen i denne flyvende sommer, ingen begriber at efteråret findes, eftersmagen og eftertanken findes.
Det begreb jeg heller ikke den sommer, der var så fuld af vandresind og flyvemod. Langt borte i en flig af min opmærksomhed hørte jeg de voksne synge midsommer ind:
Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligt gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud, sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
Jeg hørte ikke rigtig, hvad de voksne sang, men dansede selv frit ud i verden. Jeg var i bevægelse, alt var nyt, og det gav endnu ikke meget mening at lovprise gentagelsen, som Johannes V. Jensen gør i ”Envoi”:
Nu breder Hylden
De svale Hænder
Mod Sommermaanen.
Aaret efter –
De samme Bøge
og lyse Nætter
den samme Lykke!
Men spørgsmålene til det store tomme rum meldte sig selvfølgelig sidenhen, også selvom syrenerne blomstrede hvert år i maj og juni. Friheden gjorde det ikke af med det tomme rum og fyldte det ikke op med oplevelser, selvom jeg rejste ud igen og igen for ikke at skrive for meget ind i forsømmelsernes bog.
Jeg blev voksen, og som de andre gjorde jeg indhug på tomheden med ord og poesier. Den blev fyldt op med ”skærsommernætter” og ”midsommernætter”, ”kabbelejer”, ”dueurt” og ”forlemmigej”, når dagen blev fuld af sang med Jeppe Aa-kjær. Og den friske, store skov genlød af H.C. Andersens kuk-kuk, kuk-kuk, fallera. Og hvad skal man ellers også sige til tomheden end kuk-kuk, kuk-kuk, fallera, hvis man hverken kan fortvivle eller tro? Så må vrøvlet og latteren få det sidste ord i juni, uanset hvor skøn den måned end er, og hvor herlig den store grønne skov end er. Megen mening i det hele kommer der alligevel ikke.
”Gør ikke verden dig for tung,/ husk på du er kun en gang ung,” formaner en lallende 45-årig H.C. Andersen. Men jeg er 63 år og har for længst ungdommen bag mig. Det er det rene kuk-kuk. Og selvom jeg husker den junimorgen for 44 år siden, som det var i går, så er den jo helt umulig at leve på i dag. Jeg ved ikke, hvornår man kan leve på sine minder alene, men det bliver vist ikke i dette liv. Derfor er stadig en frihed at drømme om og endnu et prinsessekys at give sig hen til. I dag som dengang gælder det om ikke at forsømme foråret og da slet ikke midsommeren med dens lykke og lyse nætter.
Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.