Juryen bedømmer det beskidte vasketøj fra filmstjerners ægteskab

Det tidligere skuespillerpar Amber Heard og Johnny Depp er kommet med alvorlige beskyldninger mod hinanden i retten. Fredag er sidste retsdag.

Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone for injurier.
Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone for injurier. Foto: Pool/Reuters.

En afskåret finger, afføring i sengen og fans i piratkostumer.

Retssagen med skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard er spektakulær på mange måder.

Ikke mindst, fordi den dagligt bliver livestreamet på YouTube.

Retssagen er nu gået ind i sin sjette og sidste uge. Fredag er sidste retsdag.

58-årige Johnny Depp og 36-årige Amber Heard har tidligere dannet par. De blev gift i 2015.

Men det holdt dog ikke længe - de blev skilt mindre end to år inde i ægteskabet, skriver AFP.

Retssagen centrerer sig om en klumme skrevet af Amber Heard. Den blev trykt i avisen The Washington Post i 2018. Her beskrev hun sig selv som en "offentlig person, der repræsenterer misbrug i hjemmet".

Heard navngav aldrig Depp i klummen. Men han har alligevel sagsøgt hende for injurier.

Depp, blandt andet kendt som piraten Jack Sparrow i Pirates of The Caribbean-filmene, mener, at injurierne skal koste 50 millioner dollar (godt 348 millioner kroner).

Amber Heard har svaret igen og sagsøgt Depp for det dobbelte. Begrundelsen er, at han har kaldt hende en løgner.

Retssagen finder sted i den amerikanske delstat Virginia, da The Washington Posts servere befinder sig der.

Vidneudsagnene fra de to skuespillere har i høj grad handlet om deres dramatiske ægteskab

Der er kommet voldsomme anklager fra begge parter. Flere af dem er understøttet af beviser som videoer og lydoptagelser.

Amber Heard har sagt, at hun under deres ægteskab har lidt af "omfattende fysisk vold og misbrug" forårsaget af Depp.

Det har han dog pure nægtet.

- Aldrig er jeg selv nået til det punkt, hvor jeg på nogen måde har slået frøken Heard, ligesom jeg heller aldrig har slået nogen anden kvinde i mit liv, sagde Depp på sin første dag i vidneskranken den 20. april.

Dommen fra en tidligere retssag antyder noget andet.

For mindre end to år siden tabte Johnny Depp en sag mod den britiske tabloidavis The Sun. Avisen havde kaldt ham en "wife beater" (en, der slår sin hustru, red.).

I Sun-retssagen blev der fundet beviser for, at skuespillerparret havde et stormfuldt ægteskab med voldshandlinger fra begge parter.

Depp har også i den igangværende retssag beskyldt Heard for at være voldelig.

Han påstår blandt andet, at Heard om bord på et fly skulle have kastet en vodkaflaske efter ham, skriver The Independent.

Efter Depps udsagn kostede episoden ham det yderste af et fingerled.

En anden beskyldning går på, at Heard skulle have efterladt afføring i parrets seng efter et skænderi.

Den beskyldning har Heard afvist.

- Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg ved ikke, hvilken voksen kvinde der ville gøre det. Jeg var heller ikke i humør til at lave sjov. Mit liv var ved at falde fra hinanden, sagde hun i retten den 17. maj.

Anklagen om afføring har spredt sig på de sociale medier. Her bliver Heard af mange brugere latterliggjort.

Og generelt lader det til, at der er mere sympati for Johnny Depp end for Amber Heard på de sociale medier, skriver NPR.

Her har et hashtag, der støtter Johnny Depp, mere end 15 milliarder visninger. Det, der støtter Amber Heard, har til sammenligning 8,2 millioner visninger.

Opbakningen til Johnny Depp er også synlig udenfor retssalen. Her er Depp-fans blandt andet mødt op i piratkostumer og har buet af Heard, når hun har forladt retten.

Fredag får begge parters advokater muligheden for at komme med de sidste ord i sagen. Efterfølgende skal juryen på syv personer votere.

Uanset udfaldet har eksperter vurderet, at begge parter har tabt mange millioner dollar i tabte filmindtægter som følge af retssagen, skriver AFP.

/ritzau/