Prøv avisen

Jussi Adler Olsen: Empati er den vigtigste evne

”Hvis jeg skal pege på en ting, som jeg bestemt ikke kan lide ved mig selv, er det, at jeg bærer nag,” siger Jussi Adler-Olsen. – Foto: Leif Tuxen.

Empati er det vigtigste, man kan give videre til sine børn, mener Danmarks mest succesfulde forfatter, Jussi Adler-Olsen. Han er aktuel med thrilleren Marco Effekten

Det er efterhånden en lidt slidt historie, at succesforfatteren Jussi Adler-Olsen (født 1950) voksede op på forskellige sindssygehospitaler, hvor hans far arbejdede som psykiater. Men dér lærte lægesønnen tidligt at føle medfølelse med alle slags mennesker, fortæller han selv:

Mange af patienterne kunne se farlige ud. Men jeg kan stadig huske, hvordan jeg pludselig mærkede empatien som en varm følelse indeni, da jeg som lille dreng stod over for en stor, frådende mand, der både virkede uhygiejnisk og utilregnelig. Visuelt så han rent ud sagt både skræmmende og ulækker ud. Men min far havde lært mig, at den mand også engang havde været dreng som jeg, siger Jussi Adler-Olsen og lader et let suk forlade læberne, inden han fortsætter med sin rutinerede dybe fortællerstemme:

LÆS OGSÅ: Anmeldere: Jussi Adler-Olsen rammer plet igen

Det fyldte mig med en tristhed, fordi jeg forstod, at manden var kommet fra noget andet end det, han var blevet til nu. Sådan blev det pludselig levende for mig at forestille mig hans udvikling fra en dreng som mig til en ringeagtet, psykisk syg mand. Og kan man føle den form for tristhed over et menneskes udvikling, kan man allerede føle en smule medfølelse med den person.

Bestsellerforfatteren holder en pædagogisk kunstpause.

Jeg tror virkelig på, at medfølelse er det første skridt til at blive god. Har man medfølelse for en anden, ønsker man ham ikke noget ondt, og så er man jo godt på vej til at blive god. Derfor mener jeg også, at empati er det vigtigste, man kan give videre til sine børn. Jeg har ét barn, der et empatisk menneske, og det er jeg meget stolt af, siger Jussi Adler-Olsen, som ellers også har andre ting at glæde sig over.

Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen overgår ikke alene de fleste kongelige med sit fulde borgerlige navn. Han er også Danmarks suverænt bedste sælgende forfatter. Hans romaner er oversat til omkring 35 sprog, men læst i endnu flere lande, og alene i Tyskland sælger han i perioder over 8000 bøger om dagen!

Det har selvsagt gjort ham til en ombejlet herre i den danske forlagsbranche, så da han i sin tid flyttede til Politikens Forlag, stod forlagene i kø for at tegne kontrakt med ham, selvom han betingede sig, at de så også skulle ansætte hans uvurderlige redaktør. Det var de fleste danske forlag angiveligt også klar til. Men Jussi Adler-Olsen, der selv tidligere har været forlægger, så det som et plus, at hans tidligere forlagspraktikant i mellemtiden var blevet leder på Politikens Forlag, så dér bliver han, mens filmselskaberne til gengæld i øjeblikket flokkes om at få de udenlandske rettigheder til at filmatisere hans krimiserie om Afdeling Q.

Zentropa er dog allerede i gang med at indspille den første danske spillefilm i serien med Nikolaj Lie Kaas i rollen som den begavede efterforsker Carl Mørck, der sammen med de to andre faste, fiktive figurer i romanserien Assad og Rose nærmest er blevet folkeeje, når man tænker på, hvor mange danskere der efterhånden har stavet sig igennem serien. Og det er også den, der har sendt Kristeligt Dagblad på besøg på Politikens Forlag, hvor Jussi Adler-Olsen selv sidder tændt for at fortælle om det netop udkomne femte bind af krimiserien med titlen Marco Effekten.

Krimien sender denne gang den unge, kasteløse sigøjnerdreng Marco ud på en vild jagt til fods gennem København i et plot, der både sender tråde ud i det kriminelle Underdanmark, det korrupte Afrika og dansk toppolitik. Men ifølge forfatteren har bogen også et eksistentielt tema om viljen til at blive et bedre menneske. Og han blinker ikke det mindste, da han tilføjer, at han selv ser en lige linje i litteraturhistorien fra Bibelen til de moderne krimier, han skriver:

Jeg betragter Bibelen som verdens første thriller med alle dens indbyggede spændingselementer. Og allerede som barn var jeg dybt betaget af de bibelske historier. De Ti Bud er også den film, jeg har set flest gange. Mine egne bøger er ikke direkte inspirerede af Bibelen, men dens historier ligger i mit baghoved, ligesom alle de senere klassikere, der har fået mig til at gispe, og som har et element af thriller over sig. Og uanset hvilken religion man opsøger, vil den gode spændingshistorie også blive introduceret for en. Det betragter jeg faktisk som hovedsporet i litteraturhistorien, så når nogle folk sommetider spørger mig, hvornår jeg vil skrive en rigtig roman, så må jeg sige, at det jo er det, jeg gør.

Jussi Adler-Olsen mener også, at der ligger dybe eksistentielle lag i hans spændingsroman, selvom den også er skruet nærmest filmisk sammen i underholdende scener.

Hvis jeg skal pege på et overordnet tema i bogen, er det viljen til at blive bedre som menneske. Vi har alle sammen nogle grimme sider i os, og noget af det sværeste i livet er at forsøge at undsige det onde i os selv ved at bøje af, når andre ikke behandler os godt. Jeg vil ikke sige, at man skal vende den anden kind til på samme måde, som Jesus gjorde. Men det er lige før.

Marco er i dette her tilfælde opdraget til at være et lille dumt svin og til at stjæle, udnytte og bekrige andre. Og han er dygtig. Men han vil ikke mere. Han ser sit liv som en afgrund. Han befinder sig illegalt i Danmark, og han ved, at hvis han skal have en opholdstilladelse i det her land, bliver han nødt til at lære at vende den anden kind til og at søge det gode i andre.

Synes du selv, at det er nemt?

Nej, bestemt ikke. Men for mig opstod viljen til at blive bedre som menneske, da jeg som barn af min far lærte at føle empati for andre. Og det har holdt ved. For jeg ønsker virkelig ikke noget ondt for andre mennesker, siger han og sender et langt blik ud i lokalet uden at søge øjen-kontakt, inden han tilføjer:

Næsten ikke. Der kan være mennesker, der er så magtfuldkomne, at det næsten ville være bedre, hvis de ikke var her. Og det ville da være fristende selv for den mest empatiske at trykke på forsvind-knappen, hvis den fandtes. Jeg hader magtmisbrug. Selv Uffe Elbæks små middage gjorde mig harm. For jeg synes i bund og grund, at det var magtmisbrug.

Men kan du ikke se ondskaben i dig selv?

Jeg mener ikke, at jeg decideret gør nogen ondt, men hvis jeg skal pege på en ting, som jeg bestemt ikke kan lide ved mig selv, er det, at jeg bærer nag. Det hænger sammen med min elefanthukommelse. Men det er tosset og ærgerligt. For jeg ved, at det ikke fører noget godt med sig at bære nag. Alligevel bærer jeg nag til folk, jeg synes har behandlet mig dårligt.

Succesforfatteren Jussi Adler-Olsen bærer blandt andet nag til sin gamle biologilærer fra gymnasietiden:

Jeg var meget, meget god til biologi, da jeg gik i gymnasiet. Men min biologilærer opfattede mig som en skruebrækker, fordi jeg havde undervist mine klassekammerater i hans fravær under en lærerstrejke. Jeg vidste dårligt, hvad en skruebrækker var. Jeg var et stort barn på 19 år, der bare syntes, at vi skulle komme videre, så vi kunne blive studenter. Men han tog hævn ved at give mig et spørgsmål til eksamen, som vi ikke havde haft om, og jeg endte med at få 6 i stedet for 13 i biologi. Det bærer jeg stadig nag over. Hvorfor ikke se mig som den elev, han kunne være stolt af? Det jo var ham selv, der havde lært mig det, jeg kunne.

Jussi Adler-Olsen tøver et øjeblik.

Jeg kunne have brændt hans sandaler eller pisket ham med dem, så vred var jeg på ham. Og det var jeg i årevis.

I de år var det hans far, der satte de mest blivende spor i Jussi Adler-Olsen:

Da jeg var en stor dreng, sagde min far til mig: Jussi, du har så mange talenter. Brug dem et efter et og gerne i den rækkefølge, du synes er sjovest. Det har jeg så gjort siden.

Jussi Adler-Olsens cv bekræfter det udsagn. Han har blandt andet læst medicin og filmvidenskab, haft sin egen boghandel og været forlægger, inden han kastede sig ud i at leve af at skrive bøger selv.

Jeg har hele tiden gjort det, jeg syntes var sjovest, måske lige med undtagelse af det at ordne skattepapirer.

Det har samtidig betydet, at jeg har haft et givende, lærerigt og spændende liv. Og gudskelov har min kone delt denne livsindstilling. I mange år sagde vi til hinanden, hvis vi tog en chance: Vi kan jo altid flytte til Langeland, hvis det går galt. For det er så smukt, med billige boliger. Sådan var der måske flere, der skulle tænke. For livet kræver indimellem mod, hvis man vil have noget ud af det.