Kærlighed gør underværker

"Hvis jeg virkelig er i problemer, kan jeg folde mine hænder og bede til Gud," siger sangeren Peter Belli, der kan se tilbage på et turbulent liv, hvor kærligheden til hustruen June imidlertid har været urokkelig

Selvom der har været mange usikre variabler i Peter Bellis liv, har konen June altid været der.
Selvom der har været mange usikre variabler i Peter Bellis liv, har konen June altid været der. Foto: Axel Schütt.

"Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg skulle gøre, hvis June ikke var her længere. Jeg ville gå helt i stå," siger Peter Belli med den legendariske hæse stemme, der for længst er gået over i historiebøgerne om dansk rock'n'roll.

June har været Peter Bellis kærlighed, tovholder og muse gennem 43 år. Det var hende, der i de unge år sørgede for at bevare jordforbindelsen, mens pladesalget, publikums begejstrede skrig og indtaget af våde varer gik højest. Det er hende, der i dag sørger for at holde hånd i hanke med alt fra interviewaftaler til turnéplaner. Og det er hende, der får ordet "kærlighed" til stadig at gå igen i mange af Peter Bellis sangtekster.

Tanken om at miste sit livs kærlighed får Peter Belli til at falde tilbage i stolen og se med et tomt blik ud over de københavnske tage fra toppen af spillestedet Vega, hvor hans pladeselskab RecArt ligger, og interviewet finder sted.

"Nåh, det skal vi ikke snakke om," siger Peter Belli i en affejende håndevending og erstatter øjeblikkeligt de dystre tanker med en langt mere positiv tale om hans nye album, "Underværker", der udkommer den 21. februar. Det første album i 13 år med nyskrevne tekster.

Udsigten til snart at skulle på turné i hele landet med et ungt hold af sangskrivere og producere kan få Peter Belli helt frem på stolen igen. Alligevel kan han ikke lade være at fortsætte sin tankestrøm. For nok sidder håret stadig lige så nydeligt tilbagestrøget som altid, øjnene er fulde af glans, og den nydelige sorte skjorte uden en fold. Men alderen fornægter sig ikke.

"Når man kommer op i vores alder, stiller man sig selv spørgsmålet: Hvad sker der, hvis en af os går bort? Jeg har sagt til June, at det er mig, der går først. Så må hun styre resten. Det er jo en forfærdelig tanke, men den er ikke desto mindre meget realistisk. For på et eller andet tidspunkt smutter en af os jo. Så håber jeg bare, det bliver så smertefrit som muligt for den, der skal væk. Men den, der står tilbage, får det forfærdeligt," siger han, holder inde en tid, før han fortsætter:

"Jeg er 67, og June er 62. Det er netop i disse tider, hvor vi mister en masse af vores venner – Henrik Hall og Bamse for eksempel – at den slags tanker pludselig kommer op til overfladen. For der er så mange ting, man gerne ville have sagt. Nu er det bare for sent."

Peter Belli var en af de kunstnere, der i mandags stillede sig op på scenen i NRGi Arena i Aarhus for at ære og mindes den folkekære og nære ven Flemming Bamse Jørgensen.

"Det er sådan et tab, der kan få mig til at spørge Gud: 'Hvorfor gjorde du det?'. Eller måske snarere får mig til at spørge Bamse: 'Hvorfor gik du?'. Man kigger op og undres. Til koncerten kunne jeg kigge op og tænke, nu sidder han på en sky langt ude i det fjerne. Han var sikkert rigtig stolt over den ære, man viste ham til sidst. Men som min svigermor lærte mig, skal man huske at give en blomst til folk, mens de stadig lever. Ikke når de er døde. Ved Henrik Halls bisættelse var der virkelig mange blomster. Da tænkte jeg på, hvor mange af dem der var kommet for sent."

Har du fået mange blomster i dit liv?

"Det synes jeg absolut. På alle mulige måder. Den største blomst, jeg har fået, er June. Hun er fantastisk. Hun har været det vigtigste valg i mit liv."

Et liv, som Peter Belli kan se tilbage på uden spor af fortrydelse. Selvom det har været mere omtumlet end de flestes og fik en hård begyndelse.

Peter Belli kom til verden på et toilet i Kiel under Anden Verdenskrig og har kun mødt sin far, Louis Plaisant, som spæd, da moderen, Bodil Elisabeth Brandt, gik forbi konservesfabrikken tilbage i 1943 og viste resultatet af deres kærlighed frem. Bodil vendte kort tid efter hjem til Danmark med sin søn, der i stedet fik Fritz Max Milian Aliysius Belli til stedfar. En mand der af flere omgange sad i fængsel, og når han var hjemme i Gl. Holte delte mange øretæver ud.

Peter Belli gik ud af skolen som 14-årig og forsøgte sig som både landbrugselev, frisørelev og ekspedient. Det blev et job som scenearbejder hos Saga Film, der åbnede hans nysgerrighed for det kunstneriske miljø. Han debuterede som sanger i 1959, men først da han mødte bandet Les Rivals, tog succesen for alvor fart. Siden har han spillet på alle festivaler, i alle musikhuse og foran alle publikummer, der er værd at drømme om, herhjemme.

Men livet på musikscenen har ikke altid været taknemmeligt. I perioder har det været nødvendigt for sangeren at supplere med arbejde som bingovært, sprechstallmeister i Cirkus Arena og skuespiller for at få pengene til at slå til. Og det menneske, der i perioder med økonomiske skrupler og lange arbejdsdage har holdt sammen på det hele, er June.

"Kærlighed er ubeskrivelig. Jeg kan bare sige, at jeg elsker June. Det første, jeg gør om morgenen, er at sige godmorgen til hende og give hende et kys. Og det sidste, vi gør om aftenen, er at sige godnat og give hinanden et kys. Hun skal være omkring mig. Og når jeg har været på længere ture, har jeg ofte haft June og børnene med. Ellers er det frygtelig ensomt. Så hun har været en del af både musikken og min karriere hele mit liv," siger han.

Derfor har June også været inspirationskilden, når Peter Belli på det nye album synger:

"Jeg ved det godt – er sikker på du ved det selv/ Et skridt væk kunne slå mig ihjel/ Du' stadigvæk det eneste der gør mig hel/ En livsnødvendig del/ Jeg kan klare alt når du er med."

For ifølge Peter Belli skal man give sig hen til det, man mærker. Ja, netop kærligheden gør underværker. Intet andet gør en stærkere, som han synger i et andet nummer.

"Kærlighed og ærlighed er to meget vigtige ting for mig. Der er også altid hjerte, ærlighed og kærlighed bag de sange, jeg synger. For hvis ikke du har sjælen med, duer det ikke. Det er det samme, når du går i kirke. Nogle præster er fantastisk gode til at fortælle og formidle budskabet. Præsten skal sørge for, at du bliver fanget af bibelhistorien og skal give dig noget med hjem. Selvom du jo kender historien så godt. Jeg gør i hvert fald," siger han.

Peter Belli er kommet jævnligt i folkekirken hele sit liv. Kristendommen har været en grundlæggende del af hans opdragelse, som hans mor, der kunne Bibelen fra A til Z, gav videre til sin søn. Og troen har Peter Belli bragt videre til sine tre børn, Chano, Michel og Natasja.

"En god prædiken kan give mig ekstra meget hjertebanken og fred. Det er ligesom at synge en sang. Der er det også vigtigt at komme ud med sangens budskab, så folks opmærksomhed bliver skærpet, og de kan se rigtigheden og kvaliteten i det. Jeg tror ikke, ret mange i rockbranchen ville sige det, men man må altså ikke forsømme sin kirke. For hvis alle gør det, smuldrer de væk rundt om os. Ligesom vores pladeforretninger, der lukker én efter én," siger han og griner over sin egen finurlige parallel.

Selvom Peter Bellis hjerte altid har banket for rockscenens rå univers, er det i hans opdragelse i den kristne tro og ikke mindst under den barske opvækst, han har hentet mange værdier.

"Ude i Gl. Holte så jeg mange mennesker, der havde det forfærdeligt, fordi alkoholen kom ind i billedet. Påskefrokosterne sluttede altid med et slagsmål. Og det har lært mig at holde øje med folk omkring mig. Ser jeg en, der er ved at falde, går jeg gerne over gaden for at hjælpe dem. Jeg kan ikke acceptere at se nogen, der er dårligt stillet, så jeg støtter for eksempel altid Hus Forbi (hjemløseavis, red.). Jeg tror, det er blevet min indstilling til livet, at man skal være over for andre, som man gerne vil have, de er over for én."

Hvilken betydning har troen for dig?

"Jeg ved ikke, om det kan beskrives med ord. For det sidder inderst inde. Men troen kan til tider give mig ro i sjælen. Hvis jeg virkelig er i problemer, kan jeg folde mine hænder og bede til Gud. Og hvis jeg er sluppet helskindet igennem noget, kan jeg også godt finde på at folde hænderne og sige tak til Gud. Omvendt skal man ikke folde hænderne, hvis man ikke tror. For så beder man forgæves. Det ville være uærligt."

Nogle af de mest sorgfulde perioder, Peter Belli har været igennem, har været i forbindelse med tabet af sin søster og sin mama – som han kalder svigermoderen, Corinta.

"Men jeg tror, det gav June og mig styrke, da mama lå døende hjemme hos os. Vi stod sammen om det, og det gjorde os stærkere. Vi befandt os alle omkring det menneske, vi elskede så højt, og det, tror jeg, gav en ro."

"Nåh, vi skal ikke tale mere om død," konkluderer Peter Belli og lukker interviewet med et smil. Han har endnu et langt program med flere interview foran sig op til den nye pladeudgivelse.

holtze@k.dk