Prøv avisen

Kærlighed i teoriens tidsalder

Alt i alt får Jeffery Eugenides meget ud af kammerspillet "Bryllupsintrigen", som ganske eksplicit trækker på forbilleder i litteraturhistorien.

Jeffrey Eugenides er en af aktuel amerikansk litteraturs mest fremtrædende forfattere. I Bryllups-intrigen skriver han på samme tid ømt og distanceret om kærlighed, universitetsliv og 1980erne

Jeffrey Eugenides opnåede så stor succes med sine første to romaner, Jomfruselvmordene og Middlesex, at han formentlig er økonomisk uafhængig og har den luksus at kunne give sig god tid til sine bøger. Det tager han sig også, da Bryllupsintrigen blot er hans tredje roman på 20 år. Den er på mange måder mindre voldsom end de to første romaners tematisering af selvmord og transseksualitet, men tager i et tilbageblik på 1980erne stadig fat i store spørgsmål om selvdestruktion og søgen efter et ståsted i verden.

LÆS OGSÅ: Hvad en familie faktisk kan rumme

Romanens første del foregår på Brown University på den amerikanske østkyst, hvor den engelskstuderende Madeleine Hanna har forhold til både den religiøse Mitchell og biologen Leonard. Som levende repræsentanter for videnskab, kunst og religion trækker disse forskellige tilgange til verden spor gennem romanen uden på nogen måde at forekomme påklistrede, men forbliver kødeliggjorte udtryk for favntag med verden, som enhver generation oplever på sin egen måde.

I første omgang er det Leonard, der bliver Madeleines udkårne, men deres ægteskab er under konstant pres fra hans tilbagevendende depressioner, som trækker dem væk fra hinanden på trods af Madeleines kamp for at skabe rammer, som de kan leve sammen i. Nogle af ens mest rørende skildringer er Madeleines forsøg på at få Leonard med til Manhattan for at se på en lejlighed, vel vidende hvor små chancerne for, at det vil gå godt, er. Imens er Mitchell på en længere rejse for at afklare sin religiøse overbevisning, der fører ham både til Frankrig og Indien, samtidig med at hans fascination af Madeleine forbliver intakt.

Madeleine og Leonard er de figurer, der står stærkest tilbage. Madeleines relative lette gang på jord og hendes store modtagelighed for litteraturens evne til at forme virkelighedens følelser kontrasteres af Leonards tungere sind og rationelle, men også tragiske tilgang til sin egen tilstand. Mitchell er vanskeligere at få hold på, og hans store rolle i romanens slutning forekommer mere konstrueret end nødvendig. Men alt i alt får Eugenides meget ud af dette kammerspil, som ganske eksplicit trækker på forbilleder i litteraturhistorien. Romanens titel er således også titlen på et undervisningsforløb, som Madeleine tager, men Bryllupsintrigen udvikler sig heldigvis aldrig til en rendyrket pastiche, som det ellers ville have været i tråd med den også 1980er-­typiske postmodernisme.

Ikke desto mindre er et væsentligt og værdifuldt aspekt af romanen dens skildring af 1980erne som en epoke, der nu er langt nok væk til at blive genstand for en vis nostalgi. En verden før personlige computere, internet og smartphones, men hvor man skrev poste restante til umulige adresser rundt om i verden eller kunne ruge over et brev i dagevis, før det blev postet til en usikker kærlighed.

Og en tid med livlig import af ny fransk teori til de amerikanske campusser iblandet tøj, som uden øvrig angivelse ville kunne tidsfæstes plus-minus fem år. Dele af universitetsafsnittet rummer en del indforståede referencer, hvor navne som Barthes, Derrida og Foucault slynges omkring, omend man sagtens kan læse skildringen uden et grundkursus i poststrukturalisme. Det er også påfaldende, hvor hurtigt de teoretiske helte forsvinder, så snart hovedpersonerne forlader universitetet. Men det, som især står stærkt tilbage fra romanens lange åbning, er skildringen af universitetet som en paradoksal institution, hvor den højeste viden og den dybeste skepsis skal leve side om side i endnu meget umodne personer. Bagefter sætter en anden virkelighed ind, som de da knap er rustede til.

Eugenides evner at få billedet af en svunden tid til at fremstå med lige dele distance og genuin ømhed, hvilket er en stor kvalitet ved romanen, og Madeleine er en heltinde, som man umærkeligt kommer til at heppe på. Dertil kommer hans uomtvistelige velskrevenhed, ikke mindst om sex, hans vid, humor og sans for at skabe overraskende overgange i et ellers lille univers. Alligevel er det, som om man godt kunne forlange mere uden dog at være skuffet. Så den novellesamling, forfatteren arbejder på, må gerne komme, inden 2000erne og 2010erne bliver oplagte objekter for nostalgi.

kultur@k.dk

Læs interview med Jeffrey Eugenides i Kristeligt Dagblad i næste uge.