Prøv avisen

Kærlighed kræver opmærksomhed

"De par, der klarer sig bedst, har en evne til at genopdage hinanden hele tiden," siger den amerikanske bestsellerforfatter Audrey Niffenegger, der selv har valgt at leve alene for at hellige sig sit forfatterskab

Den amerikanske bestsellerforfatter Audrey Niffeneggers store hobby er kirkegårde. Når hun er et nyt sted, opsøger hun derfor som regel en lokal kirkegård i fritiden.

Det er efterhånden blevet til mange kirkegårdsbesøg. For hendes debutroman, "Den tidsrejsendes kvinde", har solgt fem millioner eksemplarer, og hun er blevet vant til at rejse verden rundt for at lade sig interviewe.

I øjeblikket rejser hun rundt i Europa for at promovere sin nye gotiske roman, "På den anden side", der netop er udkommet på dansk. Og inden hun lader sig interviewe af Kristeligt Dagblad på sit hotel i Nyhavn i København, har hun ganske sigende lige været på besøg på Assistens Kirkegård på Nørrebro. På bordet foran hende ligger der endda et billede af forfatteren Hans Scherfigs gravsted, der er prydet af en stenskildpadde i stedet for en gravsten.

"Er den ikke fantastisk?", udbryder hun og lader smilet blive siddende i ansigtet, som om hun lige havde vist et billede af en nuttet baby:

"Jeg elsker kirkegårde. Det er en slags mikrokosmos over hele byer, hvor mennesker kommer sammen med små sten oven på dem. Da jeg var yngre, arbejdede jeg også som guide på kirkegårde, hvor jeg lærte at se dem som bøger, fulde af gode historier."

I sin nye roman, "På den anden side", sammenligner hun også kirkegårde med en teaterscene, der hele tiden opfører det samme teaterstykke. For vi ender jo alle i jorden på et tidspunkt.

Spørgsmålet er, om der sker noget "på den anden side". Det tror ateisten Audrey Niffenegger ikke på personligt. Men alligevel lader hun en af sine romanfigurer blive til et spøgelse i bogen. Ligesom debutromanen består "På den anden side" af et yderst avanceret plot, der denne gang involverer to verdensdele, flere sæt tvillinger, en kattekilling og flere mere eller mindre forskruede ægtepar.

"Et grundtema i romanen er det menneskelige grundvilkår, der har udstyret os med en frihedstrang og en fællesskabstrang på samme tid. For det kan selvfølgelig nemt skabe spændinger i vores forhold til andre mennesker. Og bogen er dybest set inspireret af mit eget liv. Jeg har selv et stort behov for frihed, og jeg er ikke god til at indordne mig i et parforhold. Hver gang jeg har været i et parforhold, har jeg haft store problemer med at tænke på "os" i stedet for "mig". Det, tror jeg, gælder for mange andre mennesker."

Audrey Niffenegger sidder et øjeblik i sine egne tanker, mens bådene i Københavns Kanal flyder forbi hende uden for hotellets store vinduer:

"Kærlighed kræver opmærksomhed," kommer det så:

"Man kan kun holde fast i det, man fokuserer på. Men mange mennesker begynder hurtigt at tage hinanden for givet efter et stykke tid, og så går det galt. For hvis man tror, at man kender sin ægtefælle så godt, at man ikke længere behøver at interessere sig for ham eller hende, er forholdet allerede på vej til at visne. For så opdager man heller ikke, om den anden er ked af det eller keder sig. Men de par, der klarer sig bedst, har en evne til at genopdage hinanden hele tiden. Men det kræver selvfølgelig, at man bestandigt kan forny sin nysgerrighed i den anden person, som om man hele tiden skal lære en ny person at kende. Men det er svært, især i USA, der på den ene side dyrker individualiteten og på den anden side hele tiden idealiserer romantisk kærlighed. For det betyder, at virkeligheden i et ægteskab sjældent svarer til det billede af kærlighed, som medierne er med til at skabe en forventning om."

Er det ikke, fordi Hollywoods version af kærlighed kun handler om følelser, mens kærlighedens væsen også handler om valg, hvis man vil holde sammen i hverdagen?

"Jo. For alle dem jeg kender, der er virkelig gode til at være i et ægteskab, er generøse mennesker, der ikke tænker på deres egne behov og følelser. Folk har jo forskellige grader af selviskhed, og jo mere man er i stand til at tænke på andres behov, desto bedre egner man sig til at være i et parforhold. Man kan selvfølgelig ændre sig selv i løbet af et parforhold, men hvis man ikke kan sætte sig selv til side, kommer man ikke langt."

Hvordan var dit eget barndomshjem?

"Min mor var katolik, og min far var protestant, men vi blev katolsk opdraget. De blev gift i 1962 lige inden kvindefrigørelsen, og mens vi voksede op, blev min mor mere og mere selvstændig. Min mor er en kunstner, og min far er en ingeniør. Så der var altid en spænding mellem det følelsesmæssige og det logiske i vores hjem."

Blev de sammen?

"Ja. Det gjorde de faktisk."

Men skabte det nogen spændinger, at din mor blev mere selvstændig?

"Næ, det måtte min far bare lære at finde sig i. Da hun ville begynde at arbejde, spurgte han, om det så betød, at han selv skulle lave mad. "Ja," sagde min mor. "Okay," sagde han så. På den måde gik det meget smertefrit. Men det var også meget min far, der var familiens følelsesmæssige konstant derhjemme. Min mor var utrolig intelligent, men hun kunne svinge noget mere følelsesmæssigt, selvom hun blev mere og mere udadvendt med alderen. Min far blev egentlig bare ved med at have en positiv tilgang til tilværelsen, så det var nok med til at sikre, at der var den rigtige balance mellem frustationer og kærlighed imellem dem."

Hvor tror du så, at din egen frihedstrang stammer fra?

"Jeg tror bare, at jeg er virkelig glad for mit eget selskab. Man kan jo vælge at se på dét at skrive som noget meget indadvendt i forhold til at være i et ægteskab, men et ægteskab er jo også indadvendt mellem to mennesker, mens mine bøger jo vil finde læsere, så længe der er nogen, der vil trykke dem. Så på den måde er det egentlig mere udadvendt, fordi et ægteskab kun vedrører to personer".

Man kan vel også vælge at sige, at et ægteskab er udadvendthed i anden potens, fordi den måde, man behandler sin ægtefælle på, også vil blive afspejlet i alle ægtefællens relationer ...

"Synes du, at jeg skulle opgive at skrive og få mig en mand?" udbryder Audrey Niffenegger, nærmest vredt.

Jeg vil bare gerne se emnet fra flere vinkler ...

Audrey Niffenegger bløder op i et forsonende smil:

"Du skulle skrive den bog. For det gør jeg ikke. Men jeg påstår heller ikke, at jeg er ekspert i parforhold. Jeg kan bare godt lide at studere dem i mine bøger. Jeg giver heller ingen svar, ud over at jeg gerne vil vise, at hverdagen kan være ret fantastisk, hvis man giver den opmærksomhed."

Hvad tror du, at det kræver at blive forfatter?

"Egentlig tror jeg, at alle kunne blive forfatter. For hvis man læser andres bøger, går man allerede på en slags forfatterskole, fordi man på den måde får overdraget andres måde at fortælle historier på."

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk