Prøv avisen

Kærlighed, krop og frisættelse

Sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen. Foto: Søren Staal.

Bog gør i en interessant gennemgang af teologiens syn på kærlighed op med den kristne kropsforskrækkelse. Med en problematisk utopi til følge

En af de mere spøjse teologiske tommelfingerregler lyder, at man aldrig i en prædiken må nævne ordet kærlighed. Sådan holder man sig bedst fri af sødsupperetorikken og bevarer fokus tilstrækkeligt på lov og synd.

Imidlertid kommer man jo ikke uden om kærligheden, og nu har professor i teologi ved universitetet i Glasgow Werner G. Jeanrond taget skridtet fuldt ud og udgivet Kærlighedens teologi, der vil analysere kærligheden som kristen praksis og sætte den i relation til moderne institutioner. Heriblandt det for tiden så debatterede ægteskab.
LÆS OGSÅ: Tro gennem forladthed

Der lægges ud med en grundig gennemgang af den kristne tolkning af kærlighed begyndende med Augustin og hans stærke tro på arvesynd og hævdelse af, at kun Gud kan elske. Efter en behandling af nogle af middelalderens tænkere når Jeanrond frem til en række teologer, for hvem kærligheden altid skal ses i lyset af synd. Med hjælp fra blandt andre Martin Luther, Kierkegaard, Karl Barth og den svenske teolog Anders Nygren præsenteres den teologi, der skelner mellem kristen kærlighed og kærlighed i øvrigt. Og fastholder, at mennesket kun kan nære ægte kærlighed i troen på Kristus, hvilket klart udtrykkes i Nygrens skelnen mellem eros (det rent menneskeligt, selviske begær) og agape (den kærlighed, der udspringer af Gud).

Kun Gud er for Nygren det elskende subjekt, mens for eksempel Luther med sin fokusering på inkarnationen tiltror det syndige menneske en vis evne til at elske. Hvis det altså vel at mærke står på den sikre troens grund.

Herefter præsenterer Jeanrond de mere blide typer, der harmonerer noget bedre med det moderne syn på det frie, handlende individ.

Blandt disse er Paul Tillich, der i sit forsvar af den menneskelige kærlighed advarer imod at erstatte kærlighed med lydighed, idet det hævdes, at vi er kaldet til selv at udbygge evnen til at elske.

Syndigheden står ikke længere så centralt, og vi nærmer os tanken om, at den sande kærlighed i os er frigjort fra det selviske, idet den er del af Guds selvmeddelelse i historien. Og altså ikke uperfekt, som Luther fastholder. Begæret integreres så at sige i kærligheden, og her er der tale om et teologisk brændpunkt, hvor kærlighedens potentiale i højere grad udforskes på menneskenes præmisser. Og hvor risikoen jo opstår for at fare vild i spændingen mellem, hvad Gud vil, og hvad vi selv vil.

Med disse grundtræk på plads kan Jeanrond præsentere sit egentlige ærinde. Nemlig at sætte den kristne kærlighed mere konkret i forhold til modernitetens relationer, og det skal nævnes, at Jeanrond til min store glæde understreger de nye familiebånd, der opstår med Jesu budskab. At Guds familie er inklusiv, som det siges og ganske bryder med de relationer, vi selv ophøjer som de primære. Altid vigtigt at nævne.

Gradvist udfolder Jeanrond sin tro på en frisættende kristen kærlighed, hvor Augustins negative syn på krop og seksualitet atter kritiseres, og hvor kærlighedens sande potentiale forstås som en meddelelse, der gør os til aktører i Guds fortsatte skabelse. Angående ægteskabet konkluderer Jeanrond, at denne institution har bevæget sig fra den biologiske og retslige betoning til et mere åndeligt anliggende. Hvorved den homoseksuelle vielse i Jeanronds øjne udgør en naturlig handling, der kan yde retfærdighed til den indre kirkelige forbindelse mellem alle former og institutioner for kærlighed i Kristus .

Vi nærmer os Jeanronds finale og ønske om at frisætte mennesket i en slags kærlighedsutopi, hvor vi er kaldede til at tage del i Guds helende proces, og hvor man savner en vis fastholdelse af det besindige menneskesyn, der karakteriserer kloge mænd som Luther og Kierkegaard. Bogens sidste sider rummer en generel hyldest af seksualiteten næsten som en lidt demonstrativ afstandstagen til Augustins berygtede tænkning på det punkt. Jeanrond skriver om det seksuelle, der som et eskatologisk kald kan udfolde sit glade, legende, foruroligende, forstyrrende, skabende og nyskabende potentiale.

Forfatteren indledte med at understrege, at kroppen skal have tilbagegivet sin positive betydning, og han holder ord. Han har skrevet en i lange stræk udbytterig gennemgang af teologiens syn på kærligheden, men når utopien til sidst sætter ind, bliver man urolig. Frisættelsen af mennesket som et skabende og elskende subjekt gør op med den gamle forståelsesramme, hvor kærligheden som udgangspunkt ses i lyset af synden. Således vender Jeanrond tingene om, og spørgsmålet er jo, om man med den idealistiske kærlighedens konstruktion kan blive ved med at tage synden alvorligt nok.