Kærlighed med og uden håb

Ujævn opsætning på Aalborg Teater af Shakespeares komedie "Hellig3kongersaften"

Magien drukner en smule i Aalborg Teaters opsætning af Shakespeares "Hellig3kongersaften", der er iscenesat af Runar Hodne.
Magien drukner en smule i Aalborg Teaters opsætning af Shakespeares "Hellig3kongersaften", der er iscenesat af Runar Hodne. Foto: Nils Krogh/Aalborg Teater.

Efter opfyldelsen med al dens sol kommer regnen. Måske drukner magien. Selv den lykke, der engang strålede så smukt i det uopnåeligt fjerne, kan blive til hverdag – til alt for nær regn.

Denne melankolske erkendelse antydes i slutningen af William Shakespeares "Helligtrekongers Aften", der er blevet kaldt det mest lydefri kunstværk blandt digterens komedier – med en grundstemning af kærlighed og musik. Men samtidig af en vis træthed eller dekadence, der kan gøre stemningen mindre oprømt, end den foregiver at være: melankolien, før den bryder endeligt igennem.

Man kan muligvis opfatte dens latente tilstedeværelse som en venlig forklaring på, at de komiske og barokke optrin, som stykket også rummer, i Runar Hodnes iscenesættelse på Aalborg Teater – hvor titlen er blevet til "Hellig3kongersaften" – virker mere anstrengte end morsomme. Som om humoren har mistet sin uskyld, hvilket i denne forbindelse vil sige sin umiddelbarhed.

Under alle omstændigheder er de øjeblikke, hvor forelskelsen tænder alle sine lys, opsætningens mest nærværende. Vi oplever dem i det ganske stille, men også i det meget intense hos Viola, en pige forklædt som dreng, spillet med blid sødme og diskret lune af Merete Mærkedahl. Denne Viola er med al den uselviskhed, der pryder hende, blevet udnævnt til "den måske yndigste" af Shakespeares heltinder. Når man ser hende på Aalborg Teater, forstår man hvorfor.

Forud for handlingen, der udfolder sig på løvbehængt murværk i Illyrien, er gået et skibbrud, hvor Viola er blevet skilt fra sin tvillingebror, der formodes druknet. Han dukker dog op til sidst – og alt det skjulte åbenbares.

Forinden har Viola dog haft rigelig tid til at agere så overbevisende som dreng, at grevinde Olivia forelsker sig i hende/ham. Hun spilles glimrende af Camilla Gjelstrup Smedegaard, der dække rollen, både når grevinden er den utilnærmelige bag solbriller, og når foreskelsen får hendes ellers permanente facade som sørgende til at bryde sammen. Da gnistrer hun.

At elske den, man ikke kan få, er et vigtigt element i historien. Så længe, at det nærmest er blevet en konvention, har hertug Orsino belejret grevinden, skønt alle og måske også han selv ved, at han aldrig vil få hende. Derimod ænser han ikke Viola, som ellers i den grad ænser ham. Problemet er blot, at hertugen i Michael Brostrups skikkelse virker så anonym, at han må skønnes ukvalificeret til at vække de hede følelser, som Viola ikke desto mindre påstås at nære for ham.

I afdelingen for komik er det Martin Ringsmose, der – maskeret næsten til ukendelighed – tiltrækker sig mest opmærksomhed: i rollen som den naragtige Malvolio investerer han en hæsblæsende ihærdighed tæt på overspil. Scenerne med Malvolio har karakter af solonumre, for eksempel når han gør sig til grin i utrendy undertøj cirka fra vore dage.

Ligesom kostumerne i det hele taget er det. Vi er langt fra et udstyrsstykke i historiske gevandter. Det gælder alene "sagen". Og denne kommer mere eller mindre tydeligt frem. Den ujævne opsætning kan trods sine positive elementer ikke gøre krav på den skrevne komedies angivelige lydefrihed.

grymer@k.dk

William Shakespeare: Hellig3kongersaften. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Runar Hodne. Scenografi: Olav Myrtvedt. Aalborg Teater, store scene.