Prøv avisen

Kærlighed og knækprosa

Digtene i "Kærestesorg" giver adgang til 1970'ernes køns- og kærlighedsliv, anskuet som et område med helt specielle regler og love, forbud og påbud.

Kristen Bjørnkjærs digtsamling Kærestesorg er en tidskapsel fra 1970erne. Enhver periode burde have sådan én

I disse Yahya Hassan-tider skal vi jo ikke helt glemme de store forgængere inden for storsælgende digtsamlinger, der sætter tiden til debat. En af disse er Kristen Bjørnkjærs digtsamling Kærestesorg fra 1976. Med sine i alt 17 oplag og over 50.000 solgte eksemplarer vandt den en udbredelse, der ville have været uhørt, hvis den ikke allerede året efter var blevet overgået af Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, der solgte omkring det dobbelte.

Kærestesorg handlede om kærlighedslivet i de seksuelt frigjorte 1970ere. Og den var samtidig prototypen på den såkaldte knækprosa: en lyrik, der formulerer sig i et hverdagsligt sprog, snakkende, slentrende, og i Bjørn-kjærs tilfælde også humoristisk og ironisk. Jeg har på det seneste beskæftiget mig lidt med digtene, både i et bidrag til festskriftet Litteratur på stedet (Syddansk Universitetsforlag 2013) til min kollega Anne-Marie Mai og i undervisningen.

LÆS OGSÅ: Scener fra en jern(bane)tid

Og det slår mig, hvor stærkt disse digte virker som en tidskapsel. Ved at læse dem bliver man ført tilbage til den præcise atmosfære i 1970erne blandt de unge og frigjorte, som jeg selv bilder mig ind at huske den fra mit lidt yngre udgangspunkt i forhold til Bjørnkjær. For de studerende er 1970erne selvfølgelig en fjern fortid, de ikke har kendt, men ikke desto mindre føler de sig også ført tilbage: Aha, det var sådan, det var!

Nu er det jo velkendt, at skønlitteratur kan være en god historisk kilde til forhold, man kan have svært ved at dokumentere i mere beskrivende redegørelser, netop det oplevede, følelserne, atmosfæren. Men det har slået mig, at netop denne lyriske form er så god i dette tilfælde. Jeg tror, at den giver mere, end erindringer og romaner om samme emne i samme periode ville kunne give.

Digtene er øjebliksbilleder af situationer og relationer. Vi er i et stiliseret univers af jeg, du, han, hun og vi. På en måde er det hele meget konkret, på en anden måde er det ikke, for vi er blandt typer og silhouetter. Vi bevæger os i mønstre. Det kan lyde lidt højstemt og små-allegorisk, men samtidig er digtene ofte meget morsomme. De udfordrer konstant datidens kønsmoral, som sat på spidsen lyder, at alt er tilladt på det seksuelle område, mens meget er forbudt på det følelsesmæssige område, ikke mindst følelser af ejerskab og jalousi, hvorfor også (selektiv) forelskelse og kærlighed er problematiske størrelser.

Kærestesorg er en illegitim følelse, der kun stempler sin ejermand. Tiden er præget af et voldsomt spænd mellem den foreskrevne adfærd den seksuelle frigjorthed og de følelsesmæssige problemer med og reaktioner på at leve op til denne norm. Dette spænd giver gode muligheder for humor, (selv)ironi og satire, som vel at mærke ikke kun er underholdende, men udforsker tiden, som den var.

Det, som digtene giver adgang til, er 1970ernes køns- og kærlighedsliv anskuet som et felt, det vil sige et område, der lyder sine helt specielle regler og love, forbud og påbud. Den slags er ganske svært at få adgang til. Jeg kan selv huske 1970erne, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår kærlighedens felt i mine forældres tid, i 1940erne og 1950erne, eller i mine børns tid, nu om dage. Bevares, man læser og hører det ene og det andet, men man er ikke fortrolig med koder, normer, den præcise grænse mellem det tilladte og det forbudte og så videre.

Når jeg læser Niels Barfoeds nye bog om kærligheden mellem Benedicte Hergel og Thorkild Bjørnvig, er centrale episoder svære at afkode: Kunne hun rejse ned til Bjørnvig i Bonn uden sin mand, Knud W. Jensens, tilladelse? Var han helt naiv eller omvendt meget frisindet? Kan det passe, at de ikke gik i seng med hinanden i Bonn, selvom de forelskede sig heftigt? Havde den seksuelle forening denne sakrale karakter? Og så videre. Jeg aner det ikke, for jeg er ikke fortrolig med feltet. Og hvad angår nutidens unge: Opfører alle sig lidt som dem i Paradise Hotel? Eller er det et komisk skræmmebillede? Lidt af begge dele? Jeg aner det ikke.

På den måde burde hver epoke i kærlighedens historie have sin knækprosa. Hvem er Bjørnkjær i dag? spørger jeg de studerende. Du skal læse popsangenes tekster og se reality-tv, siger de. Det vil jeg så gøre. Men vi vil altid have 1970erne, takket været Kristen Bjørnkjær.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hveranden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv