Kærlighed og kulde i Gulag

Usædvanlig og fascinerende bog, der giver et enestående indblik i en sovjetisk lejrfanges liv og kærlighed

Den omfattende brevsamling er et enestående menneskeligt dokument om Gulag-verdenen og en sovjetisk lejrfanges liv. Billedet er fra 1950’erne og viser fanger på strafarbejde i Ozerlag-lejren i Sibirien. –
Den omfattende brevsamling er et enestående menneskeligt dokument om Gulag-verdenen og en sovjetisk lejrfanges liv. Billedet er fra 1950’erne og viser fanger på strafarbejde i Ozerlag-lejren i Sibirien. –. Foto: ITAR-TASS.

Gulag, krumtappen i Stalin-tidens terrorvælde, har leveret drama, tragedier og død i et ubegribeligt omfang samlet og dokumenteret i et stort antal bøger i alle genrer, som med rystende detaljer har indviet verden i, hvilke rædsler der i årtier udspillede sig i det stalinistiske helvede. Nye beretninger om terrorens ofre og skæbner bliver ved med at dukke frem af Gulag-rigets uudtømmelige dybder som nu senest Orlando Figes bog, Lov mig, at du kommer tilbage, om Lev og Sveta, to unge elskende, der blev hvirvlet ind i terrorens malstrøm, og hvis lange adskillelse udviklede sig til, hvad man med god ret kan kalde det 20. århundredes russiske kærlighedshistorie.

Med den beretning er endnu en brik faldet på plads i billedet af, hvad der udspillede sig i Sovjetunionen i de år, med oplysninger og detaljer, der er velkendte, men også beskrivelser af omstændigheder, der for de fleste vil være nye og overraskende, fordi kærlighed og tro viste sig at kunne åbne døre og overvinde et umenneskeligt system for to unge elskende på hver sin side af pigtrådshegnet.

Stoffet til den historie bliver leveret af 1250 breve, som udgør korrespondancen mellem Lev og Sveta. Den brevveksling holdt kontakten og kærligheden i live med erklæringer om troskab og med detaljerede beskrivelser af deres liv og tanker, der skulle gøre det ud for den nærhed og samliv, som systemet hindrede dem i, fra krigen skilte dem ad i 1941 til Levs løsladelse i 1954.

Den omfattende brevsamling giver på én gang et enestående indblik i en sovjetisk lejrfanges liv og verden, samtidig med at Svetas beskrivelser af sit liv og sine oplevelser blotlægger virkeligheden ude i friheden under Stalin-styret. Gulag-universet fremstår gennem brevvekslingen som et parallelsamfund og et spejlbillede af samfundet udenfor med den samme form for vilkårlighed, terror, korruption og bureaukratisk absurditet.

LÆS OGSÅ: Sporene efter ondskabens øhav Gulag

Det forunderlige i Lev og Svetas tilfælde er, at det lykkes dem at trodse systemet og sikre, at deres kærlighed overlevede mod alle odds. Deres intelligens og udholdenhed hjalp dem med at finde veje og kanaler, så de ikke kun kunne opretholde en ucensureret og fortrolig korrespondance, men også omgå alle forbud og restriktioner.

På helt usandsynlig vis lykkedes det dem at mødes og forenes bag lejrens pigtrådshegn langt inde i Gulags afsondrede rige. Alt det bliver fremlagt med al brevgenrens intensitet og detaljerigdom, der ikke kun gengiver virkeligheden inden for og uden for lejrzonen, men også bringer læseren tæt ind på den inderlighed og ømhed i de elskendes bekendelser og længsler, som kommer for dagen i brevene. Det er et indblik, som man kun sjældent kan få, når det drejer sig om to personers mest private følelser og tanker.

Den britiske historiker Orlando Figes har specialiseret sig i Ruslands historie og faldt nærmest over den omfattende brevsamling under et besøg i den russiske menneskerettighedsorganisation Memorials kontor i Moskva i 2007. Brevene og andre dokumenter var samlet i nogle kufferter og udgjorde det arkiv, som Lev og Svetlana Misjtjenko havde overladt til Memorial som deres bidrag til dokumentationen af Stalin-tidens forbrydelser. Figes fik adgang både til brevene og til det aldrende ægtepar, som han fik mulighed for at interviewe, da fundet af brevene blev til et bogprojekt, og han gik i gang med at bearbejde stoffet. Det foreliggende resultat er et usædvanligt og fascinerende dokument om Gulag og kærlighed.

Det erindlysende, at stoffet har alle de elementer, som gode historier er lavet af. Midt under Stalin-terrorens rasen i slutningen af trediverne møder vi og følger to unge elskende, der bliver revet fra hinanden af krig og terror og må gå grueligt meget igennem for ikke at give slip på hinanden og deres kærlighed for til sidst at overvinde alle forhindringer, blive genforenet og leve sammen til deres dages ende.

Undervejs får man et tidsbillede og en miljøskildring af Rusland under terrorens og krigens år, der har øjenvidnernes uafviselige autenticitet, støttet af Figes regibemærkninger og fortælling, der skal skabe sammenhæng og opbygge det dramatiske forløb. Det kan næsten ikke slå fejl.

Alligevel kommer fortællingen til at lide under en lidt for mekanisk brug af fortællerelementerne, så vekselvirkningen mellem breve, interviews og forfatterens egen stemme bliver for forudsigelig og ensformig. De minutiøse skildringer af livet og rutinerne i lejren og udenfor er bestemt interessante nok, men man når som læser et mætningspunkt, når de samme iagttagelser og oplevelser bliver gentaget med så små variationer, at fremstillingen synes at køre i ring eller i tomgang. Her skulle Figes træde til som redaktør for at skære ned og stramme op, så fortællingen får den fremdrift, der befordrer dramaet og skærper interessen. Det er en skam, at historien på den måde kommer til at lide under overvægt.

Bogenkommer også med anden ballast, som intet har at gøre med stoffet, men kun med Figes selv og de skandaler, han som forfatter har været involveret i. Han er blevet afsløret i at skrive rosende anmeldelser under pseudonym af sine egne bøger på Amazon.com og særdeles kritiske anmeldelser af sine rivalers bøger. Figes har erkendt sin brøde og indvilget i at betale erstatning til de krænkede. Hans tidligere bog, Hviskerne, der også er udkommet på dansk, er blevet mødt med omfattende kritik af anmeldere og andre historikere. Figes er blevet kritiseret for at viderebringe fejlagtige oplysninger, lemfældig omgang med sine kilder og for måden, han bruger og citerer andre historikeres værker på.

Lov mig, at du kommer tilbage er også blevet mødt af kritik fra Memorials side. En af organisationens ledende forskere, Irina Ostrovskaja, der var meget kritisk over for Hviskerne, har ifølge den britiske avis The Guardian kritiseret Figes for melodrama i sin bog. Selvom hun har skrevet en længere note sidst i bogen, siger hun nu ifølge The Guardian, at der er meget i bogen, som hun ikke er enig i. Figes har som historiker fået ridser i lakken, og det kan ikke undgå at påvirke læsningen.

Alligevel ændrer det ikke ved den kendsgerning, at Lev og Svetlanas brevveksling er et enestående menneskeligt dokument fra det 20. århundrede og vil tjene fremtidens historikere og læsere som et vidnesbyrd om terrorens tid i Rusland og det styre, der spærrede 25 millioner mennesker inde bag Gulags pigtrådshegn og i socialismens navn udnyttede dem som slavearbejdere.

Man kan have større tvivl om, hvorvidt disse vidnesbyrd vil have nogen som helst effekt på Ruslands historiske selverkendelse. Rusland lever med en politisk kultur, der bliver ved med at fornægte statens forbrydelser mod sit eget folk og har oparbejdet en immunitet mod sin egen fortid. Alexander Solsjenitsyn brød i 1962 tabuet om Gulag og Stalins terrorstyre med fortællingen om En dag i Ivan Denisovitjs liv. 50 år og mange Gulag-fortællinger senere består immuniteten næsten uændret.

Samuel Rachlin er journalist og forfatter til blandt andet Mig og Stalin.