Prøv avisen

Kærligheden, der overlever ægteskabet

Stine Stengade og Jens Zacho Böye får imponerende mange nuancer frem hos Ingmar Bergmans ægtepar i "Scener fra et ægteskab", der opføres på Aarhus Teater Scala. Foto: Rasmus Baaner.

Ingmar Bergmans "Scener fra et ægteskab" er lige så vedkommende som på tv for snart 40 år siden. Det viser opførelsen på Aarhus Teater Scala

I første scene stiller ægteparret Marianne og Johan op til "officielt foto": alt på plads og i orden, sådan vil de gerne ses. Ganske små antydninger afslører imidlertid, at alt netop ikke er på plads og i orden. Bag den iscenesatte overflade af smilende beherskelse lurer det, der ikke kan beherskes. Og det smiler ikke. Virkeligheden er dybere og farligere, end de ægteskabelige idealer tillader.

Om det sandhedens anarki, der bryder løs, da facaden, som Marianne og Johan i forstillelsens navn føler sig forpligtet af, falder fra hinanden, handler Ingmar Bergmans "Scener fra et ægteskab", der af mange vil huskes som en uafrystelig tv- serie med Liv Ullmann og Erland Josephson som Marianne og Johan. Den blev vist i en lang række lande – herunder i Danmark. Alene i Sverige, hvor serien havde premiere i 1973, blev et af afsnittene fulgt af 3,5 millioner mennesker.

Skuespillet, der angiveligt havde til følge, at antallet af skilsmisser i Sverige steg drastisk, er lige så vedkommende og nærværende som for snart 40 år siden. Derom kan man forvisse sig ved at se teaterversionen, der i Morten Kirkskovs iscenesættelse og bearbejdelse opføres på Aarhus Teater Scala med Stine Stengade og Jens Zacho Böye i de to eneste roller. Begge behersker de overbevisende det tætte, psykologiske spil i ruinerne fra et ægteskab, der er brudt sammen under vægten fra mange års fortielser. Den uafbrudt medrivende forestilling, der er brutal og ætsende, men også underholdende og endda morsom – på den grumme måde – giver indirekte forfatteren Villy Sørensen ret i hans udsagn om, at det, vi ikke får med os, får vi mod os.

Den fysiske ramme om historien er i Aarhus nøgtern – og tom – indtil det kedsommelige. Eller positivt sagt: Den er ikke distraherende. Scenografen Rebekka Bentzen har undladt at gøre sig ulejlighed med illusionsskabende effekter – eller med effekter overhovedet – og lader det være udgangspunktet for opsætningen, at det, vi oplever, er, at Marianne og Johan i Scala opfører scener fra deres ægteskab for os i salen. At stedet netop er dette bestemte teater, fremhæves ved, at scenen er beklædt med samme slags træ som rummet i øvrigt. Nordisk træ om en nordisk forestilling – et sammenfald, der i programmet fremhæves som en pointe. Men just ikke den mest relevante, man kan forestille sig. Heldigvis glemmes da også hurtigt alt om Scala og træimprægneret symbolik. De medvirkende fører os ganske andre steder hen.

Stine Stengade og Jens Zacho Böye får imponerende mange nuancer frem hos Marianne og Johan i deres opgør med sig selv, hinanden, kærligheden og ægteskabet, både det stille og sårbare, det voldsomme – og voldelige – det længselsfulde og ynkelige.

For Stengades vedkommende opnår hendes spil et af højdepunkterne i den afgørende scene, hvor Johan meddeler, at han er blevet forelsket i en anden og meget yngre kvinde. Noget af det påfaldende ved scenen er dens mangel på ydre dramatik – men så meget desto mere har den af indre dramatik.

Marianne reagerer afdæmpet, uden antydning af heftighed, hun bliver i hustruens rolle, nærmest sagtmodigt, sådan virker det. Hendes tilsyneladende accept af det, der er sket, er imidlertid netop et udtryk for en over alle bredder strømmende afmagt, noget, som Stine Stengade med fin indlevelse får frem: Hvor hårdt ramt den svigtede kvinde er inde bag sin tavshed, kan ingen være i tvivl om. Men det er, som om hun endnu ikke selv tør være ved det og derfor fortsætter med at gøre og sige, hvad hun plejer at gøre og sige. Som om denne insisteren på det hverdagslige kan ophæve attentatet mod det. Men tydeligt fornemmes det, at Marianne er et helt andet sted end dér, hvor hun lader, som om hun er. Og et meget øde sted. Det er den totale ensomhed. Sekvensen er gribende.

Efter bruddet mødes Marianne og Johan flere gange. Deres kærlighed til hinanden lever stadig, og de overvejer begge – men vel at mærke på forskellige tidspunkter – en genoptagelse af deres forhold. At kærligheden således overlever ægteskabet, kan som påpeget i programmet opfattes som et oplæg til en debat om samlivsformer. Det er dog et sekundært aspekt: Stykket handler ikke først og fremmest om en institution, men om to mennesker i eksistentiel nød.

grymer@k.dk

Ingmar Bergman: Scener fra et ægteskab. Oversættelse: Lars Kjeldal. Bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov. Scenografi: Rebekka Bentzen. Aarhus Teater Scala.