Prøv avisen

Kærlighedens fragmenter

”I mange år så jeg mig selv som et ondt, koldt og kynisk menneske, og jeg mente ikke, at jeg havde ret til at få et godt liv nogensinde efter det, jeg havde gjort,” siger Anne Marie Eriksen, der er aktuel med en ny digtsamling. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Kunsten, kristendommen og kærligheden har hjulpet Anne Marie Eriksen tilbage til livet efter en traumatisk fødselspsykose med selvmordsforsøg og drabet på sit eget barn

Det første jeg var i mit liv var kunstner, det næste var synder, dernæst blev jeg moder, men det jeg ville være var menneske.

Sådan skriver Anne Marie Eriksen i et af sine mange dagbogsnotater, der kan læses på hendes hjemmeside på internettet. Lige nu sidder hun og samler tankerne ved spisebordet i sin lejlighed i Aarhus. Et stearinlys skinner i det svindende dagslys som håbet i mørket, der nu er ved at bryde frem i hendes sårbare liv efter svære og kaotiske år.

LÆS OGSÅ: Salmer forløst i dagligstuen

Hun fortæller om sorgen og om sin livslange kærlighed til Nikolas, sit fem måneder gamle barn, som hun dræbte i forbindelse med et selvmordsforsøg under en dramatisk fødselspsykose. Erindringen trækker dybe furer i ansigtet, men indimellem bryder smilet frem. Hvad der skete, er ikke glemt, men Anne Marie Eriksen har i dag en større forståelse for sin sygdom og accept af, at det var fødselspsykosen, der bragte hende til at handle, som hun gjorde.

I mange år så jeg mig selv som et ondt, koldt og kynisk menneske, og jeg mente ikke, at jeg havde ret til at få et godt liv nogensinde efter det, jeg havde gjort. Jeg har i så mange år fordømt min handling og følt skyld og ment, at jeg ligesom Nikolas selv fortjente en voldsom død.

Men i dag er der tændt et lys i mørket. Anne Marie Eriksen har overlevet på kunsten, kristendommen og kærligheden, og netop kærligheden er emnet for 72 bittesmå sange, som hun for egen risiko og regning har udsendt på cden Egne Sange (Forlaget Queenswood). Projektet går 10 år tilbage og begyndte med en drøm om, at hun sad og sang ballader ved klaveret og tænkte, at hun jo lige så godt kunne synge sine egne sange.

Så det begyndte hun på, og drømmen har siden trukket et kompositorisk spor, der nu omfatter op mod 700 selvkomponerede melodier, hvoraf hun har sat tekster til omkring halvdelen. De 72 sange på cden er, som antallet antyder, superkorte helt ned til kun 24 sekunder for den korteste. Allesammen indspillet derhjemme eller der, hvor sangene nu er blevet til, umiddelbart efter tilblivelsen, for at fastholde det autentiske, oprindelige indtryk, så sangene derved får lov til at stå som spontane, fragmentariske nedslag af følelser og tanker om kærligheden. Brudstykker fra den nu 39-årige Anne Marie Eriksens svære, sårbare og komplicerede liv, hvor hun som menneske og kunstner har forsøgt at komme til en afklaring omkring selvmordsforsøget og drabet i 1992 og sin længsel og livslange kærlighed til Nikolas, der fortsat udgør den dybeste klangbund i hendes sind.

Det lyder mærkeligt, at man kan elske et barn, man slår ihjel. Det kan jeg godt høre, men på det tidspunkt havde jeg det så dårligt, at der ikke var noget tilbage at leve for. Derfor ville jeg dø sammen med Nikolas.

Det er en mærkelig dobbelthed, tilføjer Anne Marie Eriksen og bliver stille. Forklarer så med en stemme så dæmpet, at den indimellem næsten forsvinder i stilheden, mens hun søger efter ordene, hvordan hun havde det den nat i 1992, hvor hendes verden brød sammen. Hvordan hun den nat havde fundet alle sine dagbogsnotater frem og læst dem igennem i et desperat forsøg på at finde sig selv, finde ind til sit eget jeg, og hvad hun troede på.

Psykosen medførte et stadigt sindsskifte. Jeg kunne en aften skrive noget, som jeg følte, at jeg virkelig mente og troede, og som gav mig et støttepunkt i livet, for så at vågne nogle timer efter i løbet af natten, hvor det hele var vendt på hovedet, og jeg måtte begynde forfra med at skrive nye tanker tværs ned over det, jeg allerede havde skrevet. Efterhånden følte jeg, at min identitet blev helt udvisket. Jeg vidste ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg skulle tro på her i livet.

Så den nat, da hun fandt alle sine dagbogsnotater frem for at finde sig selv, fandt hun intet andet end en dyb fortvivlelse, og da Nikolas i det samme vågnede og klynkede, tog hun beslutningen om sin desperate handling. Hun følte, at nu var det skæbnetimen. Nu kunne ingenting blive værre, og så var det bedre at dø sammen med Nikolas. Men selvom hun skar sig selv i håndleddene, mislykkedes selvmordet. Det gjorde drabet derimod ikke.

Anne Marie Eriksen har samlet sine dagbogsnotater, digte og billeder på hjemmesiden, hvor hun kredser omkring det mislykkede selvmord og drabet. For hende er det vigtigt, at hendes egen barske historie om overlevelse med en sindslidelse ikke går tabt. Her kan man læse, hvordan hun føler, at i mig leger dæmoner og engle, men efterhånden også en tro på, at hun vil blive rask Gud hjælpe mig og det er præcis der, hun er i dag. I de senere år har hun oplevet, hvordan en ny afklaring og befrielse er begyndt at indfinde sig i hendes liv. Lyset er atter begyndt at skinne i mørket, og at hun i dag får lov til at leve et liv, hvor hun igen kan smile og føle lykke, overskud og glæde, ser hun som en nåde fra Gud.

For mig er det som en befrielse, jeg takker Vor Herre for, og som jeg aldrig havde regnet med, og som jeg indimellem stadig kan blive bange for at miste.

Anne Marie Eriksen fik en behandlingsdom for drabet. I perioden umiddelbart efter læste hun hele Bibelen igennem og søgte desuden hjælp på sine mange spørgsmål og tanker i Søren Kierkegaards opbyggelige taler.

Jeg blev jo ved med at tænke over: Hvem var det, jeg i sidste instans var skyldig over for, om ikke Gud?.

Hun fandt hjælp i sin kristne tro og i sit bønsliv, hvor hun forsøgte at komme overens med det skete. Men samtidig havde hun også en vrede i sig mod den Gud, som hun følte havde svigtet hende, da sygdommen var allerværst, og hun virkelig havde brug for hjælp.

Hvor var du, Gud, da jeg havde det skidt?, lød mine anklager mod Gud, men i dag ved jeg, at det var noget, jeg selv skulle arbejde mig ud af.

I dette forløb har hendes virke som kunstner som digter, maler og komponist haft karakter af en helende proces tilbage til livet og glæden, som hun troede var væk for altid. Og dermed også tilbage til kærligheden og forelskelsen i et andet menneske, som i hendes små sange får lov at stråle som varme og lys i det før så formørkede sind.

Livet sluttede ikke den skæbnesvangre nat i 1992.