Prøv avisen

Kærlighedens gerningsmand

"Ethvert menneske er mere end en repræsentant for en bestemt kulturel retning, fordi man altid har sine egne valg som menneske. Det kan Kierkegaard lære kineserne," siger den herboende kinesiske digter, filosof og Kierkegaard-oversætter Jun Feng, der er kendt i hjemlandet under digterpseudonymet "Jimbut". Foto: Lars K Mikkelsen.

Den herboende kinesiske digter, filosof og oversætter Jun Feng flygtede fra Kina, fordi myndighederne opfattede hans kærlighedsdigte som systemkritiske. Nu udgiver han sine egne oversættelser af Kierkegaard på kinesisk. Hans livsanskuelser kan inspirere kineserne til, at de skal tænke for sig selv, mener Feng

En af Kinas berømte digtere bor i Odense. Han er også magister i filosofi fra Syddansk Universitet og er ved at oversætte Kierke- gaards samlede værker til kinesisk, ligesom han allerede har udgivet to digtsamlinger og en selvbiografi i eget navn på dansk. Men på Jun Fengs visitkort står der blot "Jun Feng – nydansker, tidligere flygtning".

Det siger både meget om hans ydmyghed og ukuelige humor, der på trods af politisk forfølgelse og flere års uberettiget fængselsophold i Laos ikke er blevet slået ud. Derfor bliver han også opfattet som en slags martyr for den frie kunst i det liberale kunstmiljø i Kina, hvor myterne om ham er vokset, siden han måtte forlade landet som flygtning.

Han blev hjulpet ud af fængslet i Laos og til Danmark af FN i 1992. Efter at han fik dansk pas, kunne han igen tage på besøg i Kina. I øjeblikket er han for eksempel i Beijing for at hente frieksemplarer af sin oversættelse af Søren Kierkegaards "Gjentagelsen". Og da Kristeligt Dagblad møder ham til et interview kort før afrejsen, er han spændt før turen:

"Hver gang jeg kommer hjem til Kina, hører jeg nye historier om mig selv, jeg ikke helt kan genkende. Men det er da meget spændende at følge med i," siger Jun Feng og slår en stor latter op. Han griner sig i det hele taget igennem hele interviewet, mens han lige så ubesværet henviser til svære tekster af Søren Kierke- gaard og Nietzsche. Men hans vej til Kierkegaard og Danmark har været alt andet end ubesværet.

Jun Feng blev født i Shanghai i 1965, mens Kulturrevolutionen for alvor brød ud i Kina. Begge forældre var aktive i Partiet og rødglødende kommunister. Moderen var redaktør på partiets uddannelsesforlag i Shanghai, mens faderen var ingeniør og officer i den kinesiske hær. De brugte al deres energi på partiet, så Jun Feng blev efterladt hos mormoderen og siden farmoderen, der begge opdrog ham til at elske Formand Mao. Men allerede som seksårig fik Jun Feng ufrivilligt sit første sammenstød med systemet på grund af sin tidlige interesse for at sætte ord sammen.

"Dengang kunne man overalt se slagord, der hængte 'klassefjender' ud. 'Ned med ham' eller 'ned med hende', kunne der stå. Men samtidig stod der også 'Længe leve formand Mao' overalt. Jeg var jo bare en dreng, så jeg tænkte ikke over konsekvenserne, da jeg for sjov skrev 'NED MED FORMAND MAO' på skolens gymnastiksals gulv med store bogstaver. Det blev en større begivenhed, end jeg lige havde forestillet mig. Og min far blev frygtelig nervøs, kan jeg huske."

Faderen slap med en degradering for sønnens drengestreg, men den satte en permanent bremse for hans muligheder for forfremmelser i hæren. Til gengæld ødelagde episoden ikke Jun Fengs glæde ved at sætte ord sammen. Han ville være digter, og han havde også talent for at skrive, viste det sig. Men selv om han var blevet opdraget til at elske Maos Kina, kunne han ikke se sig selv som besynger af et system, der ville diktere al den officielle kunst. Han havde mistet sin barnetro på maoismen. I stedet tog han en bachelor i matematik, "som systemet ikke kunne besmitte".
Og som ganske ung blev han en ledende skikkelse i den kinesiske undergrundsdigtning som digter og redaktør på et toneangivende litterært tidsskrift, som han sammen med en medredaktør kaldte "Sajoisme".

"Det betyder "forkælede børn gør oprør". Og det var selvfølgelig sarkastisk ment, så myndighederne ville lukke det. Men jeg var overmodig, da der kom en myndighedsperson og sagde, at jeg ikke måtte udgive et blad under det navn. For næste uge udsendte vi i stedet tidsskriftet "Ikke-sajoisme". Jeg spillede naiv og spurgte, om det ikke var det, de ville have, og undgik fængsel i det tilfælde, men bladet måtte lukke".

Trykkefriheden varede heller ikke ved. For da myndighederne også læste hans lange kærlighedsdigt "Det første spørgsmål" som samfundskritisk, måtte han flygte for at undgå fængsel. Først til Vestkina, hvor han slog sig ned som hotelejer, og siden som buddhistisk munk, inden han flygtede til fods gennem Myanmar (Burma) for at ende i Laos, hvor han blev fængslet uden retssag. Et fælles flugtforsøg endte fatalt for en medfange, der brækkede begge ben, så også Jun Feng måtte opgive at flygte. Og først efter to år blev han hjulpet ud af Amnesty International og FN.

I Danmark har Jun Feng udmærket sig som et præmieeksempel på vellykket integration. Han blev magister i filosofi på fem og et halvt år. Og i dag er han en anerkendt oversætter af dansk litteratur. Han har blandt andet oversat flere værker af Kierkegaard til kinesisk. Men faktisk læste han allerede om Kierkegaard i Kina.

"I midten af 1980'erne, da jeg læste en vestlig afhandling om Franz Kafka og Taoismen, så jeg første gang navnet på en dansk filosof – Kierkegaard. For i sin dagbog omtaler Kafka Kierkegaards 'Enten-Eller' med stor beundring. Og afhandlingen sammenlignede Kafkas tekst 'Das Schweigen der Sirenen' med et citat fra begyndelsen af 'Enten-Eller'. Læsningen fik mig til at lede efter Kierkegaards skrifter i Kina, men det var forgæves, da der overhovedet ingen kinesisk oversættelse af Kierkegaards værker fandtes i Kina dengang. H.C. Andersen var til gengæld et kendt navn, som alle kinesere kendte, men næsten ingen kinesere kendte Kierkegaard."

Det har dog ændret sig i løbet af de seneste 25 år, fortæller Jun Feng:

"Som 'eksistentialismens ophavsmand' har kineserne efterhånden også lært navnet Kierkegaard at kende. Men der er stadig ikke udkommet ret mange af Søren Kierkegaards værker på kinesisk. Og jeg havde selv næsten glemt Kierkegaard, da jeg kom til Danmark i 1992. Jeg huskede ham faktisk som tysker eller østriger, da jeg gik ind i en dansk boghandler og så navnet Kierkegaard. Jeg genkendte det straks og opdagede, at han var dansker. Allerede i 1992 købte jeg derfor Søren Kierkegaards samlede værker, selvom det var dyrt. Det kostede 900 kroner, og jeg kunne knap nok dansk, men det var alligevel obligatorisk for mig at købe. Og allerede dengang afskrev jeg hele 'Frygt og Bæven' på papir og oversatte den så godt, jeg kunne, til en ven i Kina som en del af min sproglige træning."

I dag har Jun Feng lært at mestre det dansk sprog skriftligt, og siden han blev mag.art. i filosofi, har han oversat og udgivet en del bøger til kinesisk fra dansk, heriblandt Søren Kierkegaards værker "Enten-Eller", "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen", "Gjentagelsen", "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv", "Begrebet Angest" og "Sygdommen til Døden", ligesom han har oversat og udgivet Niels Thomassens bog om Søren Kierkegaard: "Ulykke og Lykke". Og de falder på et tørt sted:

"Før jeg begyndte at oversætte Kierkegaards værker, havde jeg kun hørt om en enkelt oversættelse af første del af 'Enten-Eller' fra engelsk. For det første er det selvfølgelig altid en fordel at oversætte fra originalsproget, men for det andet er det misvisende kun at oversætte en del af et værk. 'Enten-Eller' er jo netop en sammenstilling af det æstetiske og det etiske, og det får man ikke med, hvis man kun læser et fragment, der er oversat fra engelsk."

Hvad kan kinesere bruge Kierkegaards tænkning til?

"Jeg tror, at livsanskuelserne i Kierkegaards forfatterskab kan inspirere kineserne til, at de skal tænke for sig selv. Som individuelle mennesker. Kierkegaard dyrkede jo individet og selvet, fordi han mente, at den enkeltes valg var af afgørende eksistentiel betydning. På den måde lægger han sig jo også i forlængelse af andre vestlige tænkere som for eksempel Immanuel Kant, der sagde, at 'Det er ethvert menneskes kald at tænke for sig selv'. Men Kierkegaard opdyrkede virkelig betydningen af at tage sine egne valg på sig, og det er tanker, som nutidens individuelle kinesere kan have brug for. For de fleste kinesere bliver stadig opdraget til at overtage ideologier i stedet for at tænke selv."

Men har Kina trods alt ikke åbnet sig for vestlig tænkning?

"Jo, men man sætter stadig ideologer over mennesker. Siden Kina blev tvunget til at konfrontere sig med andre kulturer i verden efter Opiumskrigen, har kineserne også med flid importeret flere ideologiske pakker for at styrke Kina. Der har været 'Mr. Science & Mr. Democracy', kommunismen og endelig markedsliberalismen. For man troede, at det var kulturerne, der skulle afgøre menneskets liv. Man troede, at mennesket forbedres, når kulturen forbedres, på samme måde som en teknisk udvikling. Man ventede, at 'de fornuftige' kom til at finde den bedste kulturform eller verdensanskuelse for fællesskabet, så man kunne følge 'det mest videnskabelige'. Men det gav også en form for ansvarsforflygtigelse.

For når det kørte galt, fragik man også ansvaret med det samme, fordi man kunne sige, at det ikke var vores skyld, men kulturen eller ismen eller religionen eller lignende, der var forkert. De skyldige var altså dem, der havde valgt ideologien for os.
Og her kommer Kierkegaard med et vigtigt budskab til kineserne om at tage ansvar for sine egne valg. For i en typisk kinesisk tænkning fokuserer man aldrig på selve mennesket, man gør aldrig selvet til diskussionens kernepunkt. Til gengæld har man forgæves undersøgt alle mulige kulturmodeller, men opmærksomheden bliver aldrig samlet om individets forhold til disse.

Man får det, man er blevet givet, men man forholder sig ikke egentlig til det, på samme måde som spidsborgerskabet ikke forholder sig til deres eget liv hos Søren Kierkegaard. Netop på den baggrund tilbyder Søren Kierkegaards værker Kinas søgende individer en betydningsfuld inspiration."

Men kan man efterhånden ikke finde mange forskellige livsanskuelser i Kina?

"Jo, Kina er i virkeligheden mere en verden end et land. For mens det centrale Kina minder om Afrika i levestandard, er Shanghai en ekskluderende velfærdsstat, som kunne gøre Dansk Folkeparti misundelige. For der er ingen adgang for fattige fremmede, der kommer udefra. Ikke engang kinesere. Men selvom der er enorm forskel på uddannelsesniveauet og velstanden i Kina, er det ikke 'kulturmodeller', der mangler i Kina. Kineserne er endda både stolte af deres egen kultur og imødekommende over for de 'nye, fremadskridende' kulturer, men når et menneske ikke er sin egen herre, vil det ikke hjælpe ret meget, selvom han befinder sig i et stort supermarked af forskellige kulturer."

Jun Feng giver sig til at citere Assessoren Wilhelm fra andel del af "Enten-Eller", der skriver om, at "en Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog ikke eier dem, før han er bleven myndig".

"Det er dér, omkring den personlige myndighed, at Kierke- gaard har noget at sige til den moderne kineser. Kierkegaards værker er ikke nogen lærebog, der skal opdrage en med nogen 'videnskabelig etik' eller noget 'videnskabeligt livssyn', men den vil vise det kinesiske individ, at der både findes den ene og den anden og den tredje og den fjerde livsholdning, og der er et valg, som det kinesiske individ selv skal forholde sig til. Og de kan bruge Kierkegaards tænkning til at gøre sig selv til et selv, et menneske, der tager ansvaret for sig selv. For ethvert menneske er mere end en repræsentant for en bestemt kulturel retning, fordi man altid har sine egne valg som menneske. Det kan Kierkegaard lære kineserne."

ohrstrom@k.dk