Prøv avisen

Kærlighedens vildveje

Ida Jessen mestrer den kunst at gøre helt almindelige menneskers liv vedkommende at læse om. -- Foto: Miklos Szabo.

Ida Jessen brillerer igen med sikre miljø- og menneskeskildringer og lader atter en gang drifterne skabe og knuse alt omkring sig. Denne gang er det børnenes tur til at træde frem som ofre og herskere i kærlighedens spil

Måske kan det sammenfattes sådan: "Kærlighed er pine. Kærlighed er magtesløshed. Kærlighed er ensomhed og fryd, der gør ondt."

Kærligheden er et sammensat fænomen, og det er Ida Jessen en mester i at beskrive. Bedst har hun hidtil gjort det i de to romaner "Den der lyver" og "Det første jeg tænker på", der begge udspiller sig i den fiktive landsby Hvium et sted ved Limfjorden ikke langt fra Viborg. I den tredje og nye roman om stedet og dets mennesker – "Børnene" – står og falder alt også med den kærlighed, som er så svær at leve med og helt umuligt at leve uden.

Romanen begynder med, at den 32-årige Solvej fra Hillerød flytter til egnen. Hendes eksmand er nemlig sammen med sin nye kone og datteren flyttet til Hvium. For ikke at miste forbindelsen til sin femårige datter, som faderen har forældremyndigheden over, flytter Solvej så efter.

Det er Solvejs utroskab, der er den direkte årsag til, at hun er blevet skilt og kun kan se sin datter hver anden weekend. Hun fulgte sine følelse og drifter, da hun indledte et forhold til den gifte Tobias, men ødelagde dermed også forholdet til sin mand – og, som det femten år senere viser sig, også forholdet til sin datter. For da datteren bliver voksen og husker på, hvordan moderen egoistisk svigtede hende til fordel for ikke bare én, men flere mænd, kommer det til et brud. Datteren slår hånden af moderen, der nu til gengæld er ved at gå til i sorg over at have mistet sin datter og i skam over at have svigtet. Det er hårdt at miste sine forældres kærlighed, men lige så fortvivlende at miste sine børns.

Sådan bølger kærlighed og had frem og tilbage i romanen. Ida Jessen skildrer de sammensatte følelser og handlinger i tætte og ladede scener, som hele tiden truer med at bryde ud i vold og aggression. Tillid og tryghed forvandler sig til mistroiskhed og angst. Og så varieres og nuanceres problematikken, da det ene problematiske parforhold efter det andet klædes af til skindet.

Det er nemlig ikke kun Solvej og hendes mænd og barn, der ikke kan finde ud af det. Det er også de andre par i Hvium, den er gal med, selvom man her ikke er vant til at råbe højt om det og lade sig skille. Men, som man har hørt om det før i en af de andre fortællinger om egnen, så går det helt galt med livstykket Ragna og hendes moderbundne og kuede Pauli. Og så går det galt med Søren, som Solvej ligger i med et stykke tid. Han bliver skilt fra konen og mister sit gode forhold til sønnen.

Og så synes hele balladen også at gentage sig i næste generation. Børnenes komplicerede kærlighedsaffærer er dybt forbundne med forældregenerationens hemmeligheder. Således forelsker Solvejs datter sig i Sørens søn, får barn med ham, og så kører møllen igen.

I skildringen af andengenerationsforhold knækker romanen dog noget over. Man hører om et fatalt forhold kendt fra "Det første jeg tænker på", men ser det nu fra en ny vinkel og dermed med en ny forståelse. Det er den unge Manne og hendes heftige forhold til den gifte Albin. Deres drift fører til et barns død og Mannes menneskelige nedtur. Tematisk hænger det sammen med resten af romanen, men forekommer alligevel at være et brud. Bruddet forekommer også stilistisk, da der er ved at gå J.P. Jacobsen i beskrivelsen af en skumrende forårsaften.

Er der ujævnheder i romanens komposition, så er der ingen slinger i valsen, når det gælder Ida Jessens særlige kunst at gøre helt almindelige menneskers liv vedkommende. Som den 46-årige Solvej selvbevidst noterer, så er hun blevet en af de kvinder, som hun aldrig har interesseret sig for. Men læseren kommer til det. Hun rummer en erfaring, som åbenbart kan gentages og interessere igen og igen. Det er oplevelsen af kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed. Eller som hun siger om sin mand af andet ægteskab: "Han kendte ikke til kroppenes forbundethed og sjælens vanvittige ensomhed."

Denne erfaring er skildret med en realisme, der når ud i den mindste detalje i romanen. Når Jessen beskriver, så står der ikke bare træer på Kongens Nytorv i København, der står lindetræer. I den vestlige del af Limfjorden er der ikke bare måger, men den særlige art, som hedder rider. Hun demonstrerer hermed en stor sensibilitet over for omverdenen, som bliver bevidst for iagttageren. Hun indtager verden gennem ordene og gør den til sin – og læserens. Det er en slags kærlighed til verden, som udtrykkes gennem denne præcision og opmærksomhed over for verdens mangfoldighed, hvad enten det gælder fugle, træer eller menneskelige relationer.

"Børnene" viser, hvordan Jessen endnu en gang tænder på stedet. Det er helt åbenbart, at det fiktive sted Hvium er en lokalitet, som kaster historier af sig. Det kan fortsætte i flere romaner. Eller det kan lukke sig om sig selv her. Der er stadig et lig på en mark. Jeg kan ikke huske, om det er afsløret i en af de andre bøger, hvem det er. Enten må jeg læse det hele igen, i et stræk. Det ville være godt. Eller også ligger der endnu en roman og venter på at blive skrevet. Og lad den bare komme. Ida Jessens Hvium har indtil nu altid været et besøg værd.

Ida Jessen: Børnene. 320 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Foto: Miklos Szabo.