To stykker flæskesteg flankeret af tomme dåser og et ølkrus med cigaretskodder pryder forsiden af Jonas Suchaneks nye roman. Flæskestegen ser velstegt ud, og så man bort fra den øvrige del af billedet, kunne de to stykker godt være ganske appetitvækkende.
Når man læser sig ind i værket, bliver fornøjelsen ved svinekød, hvis man som undertegnede fortsat spiser kød med glæde, dog udfordret en hel del. Det sker i et essayistisk indslag om dansk svineproduktion, der omhyggeligt er tilrettelagt med henblik på at få læseren til at reflektere over forbindelsen mellem sine spisevaner og det industrialiserede landbrug.
Hør blot: ”Svinet kuperes for at fjerne halebid, et stresstegn, der skyldes frustrationer i besætningen. Svinet kastreres for at undgå ornesmag i kødet, hovedsageligt stoffet Androstenon, der efter sigende smager af pissoir eller kemi. Svinet stimuleres, fordi det har en veludviklet seksualitet. Landmændene må ty til brunst-stimulering, ved for eksempel at ’give stød i flanken med knyttet hånd eller fod’.”
Perspektivet er ensidigt. For landmanden har formentlig også en opfattelse af sagen, og han ville nok kunne tilbyde andre nuancer. Det er imidlertid fakta, som gør indtryk. Man kan nu overveje, hvordan Suchaneks kritiske essay om svineproduktion hænger sammen med hans roman i øvrigt. Der er selvfølgelig sammenhænge, men de ikke er omfattende. For basalt set er det ikke en roman om landbrug, men om en navnløs yngre mand, der bor på KFUM-kollegiet i St. Kannikestræde i København.
Her følger man hans liv med vennerne Vlad, Trane og Daniël. Også den amorøse, men stærkt turbulente relation til Sofie fylder godt i handlingen.
Desuden er man med, når vores hovedperson er på arbejde som bartender på spillestedet Råken i Kødbyen, det vil sige: formelt er det et kommunalt kulturhus.
Ikke alt går lige efter bogen på den arbejdsplads. Faktisk er forholdene kaotiske på snart sagt alle planer. Endelig er vores hovedperson optaget af at tegne. Han er glad for selve processen og mindre optaget af at opretholde en identitet som kunstner. Og netop refleksionerne over kunsten og kunstens betydning bidrager til at gøre romanen læseværdig. ”Kunst er ikke noget, man kan tænke sig til”, forklarer en af vennerne og fortsætter: ”Det er først og fremmest noget man gør. Spørgsmålet er så; gør man nok?”
Et tilsvarende spørgsmål kunne man passende stille til romanen. Er der tale om et gennemført litterært værk? Det er vanskeligt at svare på. På den ene side kunne man ønske sig en højere grad af linjeføring mellem den grundlæggende fortælling, refleksionerne over kødkulturen og endelig de små indskudte fortællinger, en af hovedpersonens venner er anført som forfatter til. Suchanek springer hyppigt mellem disse forskellige rum i romanen. Og det fungerer ikke optimalt.
På den anden side er det en charmerende fortælling, der på flere niveauer anfægter sin læser. Man får vakt sin læseglæde og nysgerrighed.
For hvad var det mon lige, man var vidne til med den roman? Man får lyst til at genopleve den og gå på opdagelse i Suchaneks andre bøger.