Serien om tro fra forlaget Eksistensen – "Kristendommen ifølge … – er nærmest sådan über-luthersk. De små bøger er folkelige. De er lette at gå til. De er oplysende. Og de viser, nej, de demonstrerer, at troen på Gud kan se ud på lige så mange måder, som der findes mennesker – og så alligevel være just den samme.
Man kunne også spørge på en anden måde: Hvad er indgangen til kristendommen for hin enkelte? Det er dét spørgsmål Kåre Gade stiller. Han er med egne ord ”halvstuderet røver”, altså teologisk drop-out, og så siden alligevel kirke-prof, fordi han har arbejdet med kirkestoffet som både kommunikationsarbejder, journalist og som redaktør på kirke.dk – og så har han i øvrigt været gift med en præst.
Gades grundtese er, at kirke kommer før personlig kristendom. At ritual kommer før tro. Eller som han skriver et stykke inde: ”Man kan sige, at jeg fandt kristendommen, før jeg fandt troen. At formen kom før indholdet.” På den måde ligner hans position Søren Ulrik Thomsens. Digteren, som i samme serie har skrevet sin version under ordspillet "Tro mod ritualet", hvor han, som titlen antyder, stiller troen op mod ritualet. Hos Gade er det ydre dog snarere en forudsætning for det indre. Troen er noget internaliseret. Og kirken, kirkegangen, menighedsfællesskabet, salmesangen, de kollektive bønner bliver den indre åndeligheds eksoskelet. Hos Gade danner formen indholdet – og ikke omvendt. Det er det, man i den semiotiske lommedidaktik kalder for bæreposemodel over for kasserollemodel.
Gades bog er velskrevet. Den bærer præg af journalistikkens transparente prosa, og den lader sig letlæse så at sige umærkeligt – bortset fra de steder, hvor forfatterens sprog pludselig gør sig til og afslører, at hans pen jo faktisk er garvet. Det er ren formidling, og det er en ren fornøjelse at følge halv-teologens i grunden meget lærde og lærerige spor. At det er let at gå til, skyldes nu også noget andet. Gade skriver på sig selv, så læseren kan spejle sig. Han skriver erindringer. Han har fundamentalistisk taget den folketeologiske series præmis for pålydende: Hvordan tror netop jeg, altså Kåre Gade himself, på Gud? Og hvordan kom jeg til det? Den historie er rasende spændende og virkelig tankevækkende. Ikke mindst, fordi vi ser, at troen skvulper frem og tilbage i slægten.
Hans bedstefar var en del af en vækkelsesbevægelse, men gad senere ikke kirken overhovedet, men blev begravet fra den alligevel. Gades egen far var læge og kun på papiret folkekirkemedlem. Ikke desto mindre formåede faren både at få sine børn døbt i kirken, få sine forældre begravet fra kirken, inden han selv meldte sig ud af den – og ind i den igen – alt imens han opdrog sine børn til at være utrolig rationelle. Den historie burde nogen skrive som roman.
I Gades eget liv skvulper troen så videre. En lærer, der er SF’er, foreslår den unge Gade en uventet vej: Hvad med et teologistudium? Og sådan går det til, at den ikke specielt troende og helt kirkeuvante unge mand kaster sig over ti års vistnok temmelig ekstensivt teologistudium, hvor syndig beatmusik fylder mest. Til sidst smider Gade studenterhuen i ringen og bliver selvlært journalist. Men da har han allerede arbejdet som kordegn og lige så stille fået kirken og kirkegangen ind under huden.
Historien om troen, der langsomt får krammet på én udefra, gennem mere eller mindre modvillig kirkegang, kan alle lære noget af, ikke mindst præster og forældre. For når en dansk folkekirkepræst igennem 40 lektioner prøver at forklare sine konfirmander, hvad tro er, og i øvrigt forlanger, at de går otte gange i kirke, så burde man gøre det stik modsatte. Eller som Gade skriver: Man skal ikke gå i kirke, fordi man tror. Man skal gå i kirke, fordi man ikke tror. Troen kommer i gang af kirkegang.
Måden, troen vokser frem på, båret af kirken som et ydre skelet, er imiteret i bogens indre calcium. For tekstens skelet viser hele rejsen. Gennem de sigende kapiteloverskrifter viser Gade vej fra Barnetroen over Teologien og videre ind i mødet med Gudstjenesten. Han besøger Salmebogen, Ånden, Bønnen, Nåden, Apokalypsen og til sidst Evigheden.
"Traditionen tro" er, ud over at være så dejligt skrevet, også – måske lidt i strid med forfatterens selvopfattelse eller i hvert fald selvpræsentation – forholdsvis prægnant i sine teologiske pointer. Det hele er kraftigt formidlet, bevares, men vi kommer altså både dybt ned Det Gamle Testamentes Davidssalmer, helt ind i Kristi kerne, ud i populærkulturen og fede, moderne romaner, op og ned i generationerne og ikke mindst langt ind i hymnologiens forunderlige verden. For Gade elsker salmerne, han stornyder ritualerne, han frådser i fællesskab, og i det, som komikeren Casper Christensen for et par år siden kaldte for glæden ved at være alene sammen med andre – på netop kirkebænken.
Og apropos Hr. Christensen, så er Gades fine bog netop henvendt til ham. Det er bogen til den almindelige kristne dansker, der i en senere alder finder troen – men som bliver frustreret over, at vedkommende ikke ved det hele, ikke forstår det hele og i øvrigt overhovedet ikke kan oldgræsk.
Er der så slet ingen kritik? Jo da. Øverst på side 97 mangler ordet ”de”. Og mere overordnet kunne man da godt overveje, om ikke det hele bare er skrevet af en forfatter, der burde stå mere fast på sin egen erklærede protestantisme. For der er jo ikke noget som helst i vejen med ikke at være født kirkevant. Det er de færreste. Og de fleste ordentlige protestanter har virkelig andet at lave end at gå op i udvendig fromhed og andres mening om præcis, hvor foldede hænder, de sidder med.
Nu får de tilmed også travlt med at læse Gade.
Kåre Gade: Traditionen tro. 110 sider. 130 kroner. Eksistensen.
Gæsteanmelder Kristian Ditlev Jensen er forfatter, præst og anmelder ved Weekendavisen.