Denne film er forrygende og foruroligende. Den bærer hele tiden flere dimensioner i sig. Ren fornøjelse, så er det sagt.
Den kan ses som en film, der skildrer de sociale forhold i et klassesamfund, hvor de rige bliver rigere, og de fattige henslæber deres liv i trøstesløs fattigdom. Et regnvejr i filmen siges at være godt for de riges græsplæner, men det bliver en katastrofe af syndflodsmæssige karakter for de fattige.
Den kan også ses, og det er ganske mere interessant, som en skildring af sindets dybder med kræfter, der søger fordærvet, og dermed ødelægges den pæne facade.
Den foregår til at begynde med i en kælderlejlighed i slummen i storbyen Seoul i Sydkorea. Vi begynder i en kælder med høje vinduer. Der er en slags Dostojevskij-perspektiv over det. Her bor kældermenneskene. En familie, der består af far, mor, voksen søn og voksen datter. Ingen i familien Kim har et rigtigt arbejde. De hutler sig igennem og må leve lidt fra hånden til munden og af tilfældige jobs.
Lejligheden i kælderen er lille, og familien sover på gulvet. Sønnen i huset, Ki-wook, håber på at komme på college, men han er dumpet fire gange til optagelsesprøven. En dag får han af en ven den opgave at undervise en rigmandsdatter, Da-hye, i engelsk to gange om ugen. Det giver gode penge, og han falder fint i hak med rigmandsdatteren og dennes naive og kønne mor.
Der er en verden mellem de to, lærer og elev. Det klassedelte samfund har sine yderpoler. Det er morsomt skildret, og det har karakter af en rigtig god svindlerkomedie. Historien foldes flot ud med humor og store overraskelser, men mest nervepirrende bliver det, når den bevæger sig ned i dybdepsykologiens analyse af menneskesindet.
Her er det næsten svært ikke at tænke på Soyas roman fra 1926 ”Parasitterne”, der blev antaget til Det kongelige Teater samme år, men først blev opført i 1942. Hans stykke er socialdarwinismen for fuld udblæsning med et skarpt blik for det selviske, det sociale begær og ikke mindst den undertrykte seksualitet. Hans figurer er overlevere. De er parasitter. De skaber ikke noget selv, men de snylter på andre.
Soya fandt sin inspiration i Freuds psykoanalyse. Det samme er tilfældet her snart 100 år efter. Familien Kim er parasitter, der lever som snyltere på den godtroende og naive rigmandsfamilie.
Tingene udvikler sig mere og mere mærkeligt, og da der lukkes op for det hemmelige kælderdyb i huset, får det følger. Filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes, og det var ikke uventet, for det var store forventninger til Bong Joon Hos film. De er sandelig indfriet.