Kære søn: Sådan er det at være sort i USA

Den prisbelønnede debatbog ”Mellem verden og mig” er både håbløst ensidig og dybt rørende

Ta-Nehisi Coates er født 1975 og journalist på magasinet The Atlantic. Han modtog National Book Award for sin bog ”Mellem verden og mig”, da den udkom i USA sidste år. –
Ta-Nehisi Coates er født 1975 og journalist på magasinet The Atlantic. Han modtog National Book Award for sin bog ”Mellem verden og mig”, da den udkom i USA sidste år. – . Foto: Gyldendal.

”Mellem verden og mig” af den amerikanske journalist Ta-Nehisi Coates var en af de mest omtalte debatbøger i USA sidste år. Dens umiddelbare anledning var de episoder med politivold, især drabet på Michael Brown i Ferguson i delstaten Missouri, der skabte fornyet debat om forholdet mellem sorte og hvide i USA og om racisme i politistyrken og det øvrige samfund.

Men Coates forholder sig i bogen ikke alene til de dengang meget omtalte sager, men trækker tråde tilbage til blandt andet slavetiden og sit down-demonstrationerne i 1960’erne, samt til sin egen opvækst i socialt boligbyggeri i Baltimore og tegner dermed et bredere portræt af racismens årsager og udtryk.

Coates har skrevet bogen som et brev til sin 11-årige søn, og denne form er både en styrke og en svaghed. Den er en styrke, fordi den intime henvendelsesform giver mulighed for lyriske passager og skaber stor læseridentifikation, for så vidt som vi alle kerer os for vore børns fremtid i en brutal verden. Og det er altid pirrende at læse andre folks breve, også når de er iscenesatte og beregnet på et bredt publikum.

Men formen er også en svaghed, fordi Coates ikke er forpligtet på at dokumentere sine påstande på samme måde, som hvis han havde skrevet en mere traditionel historiebog. Et sted skriver han: ”Problemet med politiet er ikke at de er nogle fascistsvin, men at vores land bliver regeret af flertalssvin”. En voldsom påstand, der godt kunne kalde på dels en refleksion over, om alle politibetjente i USA mon er fuldtidsbeskæftiget med at dræbe sorte medborgere.

Dels om et politisk system, hvor flertallet har magten, ikke også har nogle fordele frem for eksempelvis et system, hvor mindretallet regerer. Om valget af Obama har haft betydning for forholdet mellem sorte, der udgør knap 15 procent af befolkningen, og det øvrige USA, hører vi heller ikke noget til i bogen. Det er meget muligt, at præsidenten med den kenyanske far har gjort det hele værre for Coates at se, men de otte år med Obama burde være inddraget.

Nuancer og selvkritik er generelt ikke Coates’ stærke side. Som bogen skrider frem, og konturerne af et skarpt optrukket ”os-mod-dem”-verdensbillede tegner sig, savner man nogle sprækker og flertydigheder i teksten.

Er Coates virkelig så hjerteløs, som hans reaktion på massemordet den 11. september 2001 i New York antyder, når han skriver: ”Når jeg så ud på ruinerne af Amerika, efterlod det mig kold. Jeg havde selv mine egne katastrofer.”

Svaret kommer mod slutningen af bogen, hvor fremstillingen løfter sig. Her åbner Coates for en lidt mere forsigtig, mindre konfrontatorisk, mere kærlig side af sig selv. Han overvejer, om hans totale afvisning af kirken som institution og af enhver form for åndelighed mon er en fejl.

Og han åbner for, at selverkendelse i både den hvide magtelite og hos voldelige fædre som Coates’ egen far kan bane vejen for et bedre liv for sorte i USA i fremtiden.

Denne understregning af selverkendelse rammer også læseren: Er Coates’ vrede, unuancerede og brutale påstande måske alligevel den bedste måde at kommunikere til omverdenen på, hvordan det føles at være i en sort krop, og hvordan slavetidens helvede ikke er slut?

Sagt med andre ord: ”Mellem verden og mig” er en bog, som man undertiden har lyst til at kaste fra sig på grund af dens ensidighed, men også en bog, man ikke er færdig med efter sidste side. Om sønnen får noget ud af at læse den, kan ingen vide, men alle kan dele Coates’ ønske for ham: ”Jeg vil have dig til at være en bevidst borger i denne forfærdelige og smukke verden.”