Helle Helles nye roman, ”Bob”, er fortalt på en speciel måde. Den er fortalt af en helt ung kvinde, og på forlagets følgeseddel får vi at vide, at det er hende fra ”de”, forfatterens forrige roman. Den foregik i begyndelsen af 1980’erne; hun var gymnasiepige med en syg og døende mor, og det passer med, at vi i ”Bob” er rykket lidt frem i tid; vi befinder os i 1985 (fremgår det af en enkelt tidsangivelse et godt stykke inde i bogen). Pigen er begyndt at studere i København, og hun flytter sammen med sin kæreste, Bob, i en lille lejlighed i Vanløse.
”Flytter jeg og Bob så til Vanløse”, lyder romanens allerførste abrupte sætning, der lyder som en eftersætning til en tidligere historie og som noget, der næsten kommer bag på de unge selv.
Jeg skal måske her indskyde, at Deres anmelder bor meget tæt på Vanløse og kender mange af de lokaliteter, hvor bogen foregår: Grøndals Parkvej, Damhussøen, Apollovej og så videre. Det er vist tid til nu at lave en Bob-løberute i Vanløse.
Bogen handler udelukkende om kæresten Bob, og hvad han går og laver. Den kvindelige fortæller redegør detaljeret for alt det, hun ikke kan vide noget om, fra Bobs hverdagstrivialiteter til Bobs hemmeligheder, og over lange passager ville romanen fremstå som en almindelig upersonlig fortælling, hvis der ikke enkelte gange dukker et ”vi” op, når der er et eller andet, der angår parret som sådan. Men den kvindelige kæreste er ellers helt blændet af; vi møder hende kun som et ”jeg” i bogens første sætning, billedligt talt kun som et aftryk i sengen, når hun har forladt den. Bob forholder sig heller aldrig direkte til hende i sine tanker. Hun er usynligt til stede. Det er en ganske forbløffende konstruktion.
– Foto: Leif Tuxen.
Det er første gang, Helle Helle så konsekvent bruger en mandlig hovedperson. Men han er nu ikke så forskellig fra de kvindelige hovedpersoner, vi kender fra forfatterskabet. Han har lidt svært ved at få greb om livet, at komme rigtigt ind i det. Der er mange planer, især små planer, indkøb og madlavning, indretning, men han driver også rastløst og formålsløst rundt i byen og er skrækblandet fascineret af de lange afstande i København, busruterne, gadenavnene, hele denne nye og uoverskuelige verden, som provinsdrengen er kommet til.
Selvom man reelt intet hører om forholdet, kan man tænke sig til en asymmetri: Hun er i gang med noget, tager på rustur (hvor hun forliser Bobs sovepose, et alvorligt symbolsk sår for ham, Helle Helle rutter ellers ikke med symboler i sin minimalistiske realisme), har læsegruppen hjemme i lejligheden. Bob har i den grad ikke gang i noget, på en måde vil han helst leve dvælende, rense kaffemaskinen på det hotel i Nyhavn, hvor han temmelig tilfældigt får et arbejde, gå rundt om Damhussøen, snakke venligt med gamle damer og andre, han møder. Han kan absolut ikke klage over mangel på positiv opmærksomhed fra det modsatte køn, men det kan jo også blive lidt besværligt med den slags, når man har en kæreste og generer sig ved at få sagt, at man har det. Ikke fordi man vil udnytte situationen, men fordi det rigtige tidspunkt for at sige det måske pludselig kan være forpasset.
Bob har ikke rigtig det fokus og den målrettethed, det kræver at mestre overgangen til det nye liv. Den skarpe modsætning mellem en ungdom i provinsen, hvor man er indfældet i en hel verden og uanset dennes hverdagslige slidthed og gråhed alligevel som en anden kendis har et setup, en entourage, omkring sig – og så den helt forbløffende forladthed, anonymitet og ensomhed i København, hvor man desperat må klamre sig til det lidt, man har, er der sikkert mange, der kan genkende, fordi de har taget samme rejse. Det er meget rørende, når Bob ringer hjem til sin familie på Lolland, og længslen river i ham, fordi han så tydeligt kan se for sig, hvad de laver lige nu.
Romanen viser, hvordan det i virkeligheden kan kræve en enorm fremdrift og ambition at kappe båndene og rejse væk fra hjemmet, selvom det ofte i både litteratur og rockmusik besynges som det helt oplagte og selvfølgelige at gøre.
Helle Helle kan med få ord indfange den store længsel, ikke efter at komme væk (”born to run”, som rock-klichéen hedder hos Springsteen) men efter aldrig at burde være taget af sted. Men det var vel ikke, fordi Bob heller havde så mange muligheder derhjemme, hvor en gammel bil, han har sat til salg, bliver stjålet i hans fravær, selvom alle må vide, at det er hans! Så meget for hjemlængslens sted. Man må finde sig til rette, hvor man er, og Bob prøver også at etablere en slags provins i storbyen, i Nyhavn, på tanken og møntvaskeriet, ved at kortlægge byen i sit hoved og ved at snakke venligt med folk, han møder.
Som altid sker der ikke så meget hos Helle Helle, alligevel sker der selvfølgelig en masse. I dette tilfælde er det vel et psykisk sammenbrud, man følger, et menneskes opløsning i slowmotion. Bob vil så gerne bygge et liv op, men han ender med at sætte det over styr eller lade det smuldre.
Hvor romanen ”de” indirekte handlede om det stærke fællesskab mellem datter og mor, er det sværere at sige, hvad ”Bob” indirekte handler om. Bob føler sig virkelig tilovers, og det er svært for læseren at vurdere, om han rent faktisk er det, eller om han bare føler det sådan, fordi kæresten har så meget og også ”skriver”. Er det en indre krise eller en reaktion på, at hun forsvinder fra ham ind i sit nye spændende liv? Måske giver det ikke mening at skille tingene ad på denne måde. Fordi mennesker er livet for hinanden, kan den elskedes reelle og mentale fravær være absolut lammende, og det viser Helle Helle suverænt ved at lade den elskede (fortælleren) være næsten totalt fraværende i teksten. På den måde kan fortælleteknik oversættes til eksistens i ”Bob”.
Selvom det fortællemæssige greb er uhyre originalt, lægger ”Bob” indholdsmæssigt ikke så meget nyt til forfatterskabet. Man kunne forsøge sig med en vild tese om, at Helle Helle på et generelt plan skriver om mandens krise og overflødiggørelse i nutidens samfund, men Bob ligner alligevel i så høj grad mange kvinder fra forfatterskabet, når det gælder længslen hjem og vanskeligheden ved at mestre overgange i livet. Når Helle Helle gør det, hun gør, så mesterligt godt, er man et skarn ved at ønske sig andet og mere, men det er, som om hun føler, at man ville kompromittere det almindelige liv ved blot at oplade det en lillebitte smule. Jeg kunne godt have tænkt mig blot en anelse, bare en knivspids, mere drama, fortætning og suspense i det konkrete handlingsforløb. Nu er det lige før, tilværelsen hos Helle Helle kommer til at fremstå i et overdrevent begivenhedsløst lys. Men der sker jo altid noget andet og mere, og man kunne unde Bob, at der åbnede sig nogle døre for ham, at selv for Bob var der håb, at den usynlige fortællerkæreste måske afslører en vis forfængelighed ved at antage, at Bob uden hende vil svinde bort i intet.