I vinterhalvåret 1895-1896 var den da unge svenske forfatter Selma Lagerlöf på sin første ”Grand Tour” ned igennem Europa med Italien som mål. Hun rejste samen med sin kollega Sophie Elkan, der kom fra en kosmopolitisk familie og derfor fik afgørende betydning for Selma Lagerlöfs dannelse og personlige frigørelse.
Litterært affødte den ni måneder lange rejse Selma Lagerlöfs roman, ”Antikrists mirakler”, der udkom i 1897. Som roman var det ”den svære toer” efter forfatterens sensationelle debut med ”Gösta Berlings saga” i 1891, der katapulterede hende op på firmamentet som Nordens nye digterdronning.
Genremæssigt forsøger Selma Lagerlöf sig med samme viltre prosalyriske opskrift i ”Antikrists mirakler” som i ”Gösta Berlings saga”. Der slippes et sandt væld af historier løs omkring det løst skitserede plot. Var det i ”Gösta Berlings saga” romantiske karakterer og familiehistorier fra Värmland, blev det i ”Antikrists mirakler” folkloristiske fortællinger og katolske legender fra Sicilien, der satte scenen litterært.
Som det fremgår af ”Antikrists mirakler” har Selma Lagerlöf suget stof til sig på Sicilien, ligesom hun med vidtåbent sind har sanset det syditalienske landskab med bjergbyerne omkring Etna og stedernes arkitektoniske og miljømæssige kvaliteter. Hun erhvervede sig litteratur med katolske myter og folkloristisk materiale som Giuseppe Pitrès ”Biblioteca delle tradizoni popolari siciliane”. Desuden var hun, ligesom en række andre skandinaviske forfattere og litterater, stærkt optaget af den såkaldte ”arbejderpave”, Leo XIII’s socialkristendom. I en pavelig rundskrivelse fra 1891 havde han plæderet for, at arbejdernes vilkår måtte forbedres, blandt andet igennem retten til faglig organisering.
På Sicilien blev Selma Lagerlöf vidne til børnearbejde og slavelignende forhold, hvor herskere med overleverede privilegier fik modsvar i mafiaens organiserede kriminalitet, arbejdernes gryende mobilisering og den katolske kirkes forsøg på at fastholde troens mirakel. Disse ideologiske, sociale og religiøse brydninger personificerer forfatteren i sine to hovedpersoner: donna Micaela og Gaetano. En stærkt troende kvinde over for en yngre mand, der omvendes fra troende billedskærer til glødende socialist. Mellem dem opstår en slags kærlighed og gensidig afhængighed, der skal finde sin forløsning i en form for klarsyn.
”Antikrists mirakler” er i den henseende en klassisk og stedvis kritisk ideroman, der bag det fabulerende slør af fremtrædelse – og hvilken utæmmelig fortæller er Selma Lagerlöf ikke (!) – basalt handler om, hvordan menneskeskabte utopier ikke fremmer frigørelse og kærlighed mellem mennesker, men tværtimod er til hinder for sande følelser og ægte nærvær. Donna Micaela ligger under for en tro på mirakler, der viser sig at være falsk, og Gaetano forblændes af sin egen betydning som socialistisk agitator.
På sin rejse igennem Italien havde Selma Lagerlöf i domkirken i Orvieto set renæssancekunstneren Luca Signorellis berømte fresker af den yderste dag og de dødes opstandelse. Heri optræder ikke alene Krist, men også Antikrist, og de ligner – næsten – til forveksling hinanden. Men Djævelen hvisker Antikrist råd i øret, der fører til fortabelse. Det gælder også for hovedpersonerne i ”Antikrists mirakler”. De kan ikke skelne det sande fra det falske, kristentro fra vantro, socialisme fra massehysteri.
Er det overbevisende skildret fra Selma Lagerlöfs hånd? Ikke helt og fuldt. Kærlighedshistorien mellem de to elskende er ikke ordentlig udfoldet, den ideologiske kritik af både den katolske kirke og marxismen er heller ikke helhjertet. Forfatteren virker selv i tvivl om sit ståsted i forhold til både troen og den sociale samvittighed, og på hvilken måde jord og himmel bedst forsones. Rent kunstnerisk og litterært ligger kvaliteterne i Selma Lagerlöfs suggestive sprog og ynglende fortælleglæde. Mange temaer, der siden udfoldes i forfatterskabet, ligger i kim i ”Antikrists mirakler”, og for kendere er romanen derfor interessant.
Med nyoversættelsen af ”Antikrists mirakler” har Anne Marie Bjerg næsten fuldendt sit lagerlöfske værk. Af større skønlitterære værker fra Selma Lagerlöfs hånd mangler Anne Marie Bjerg nu kun nyoversættelsen af Selma Lagerlöfs roman ”Bandlyst” fra 1918, skrevet under indtryk af grusomhederne under Første Verdenskrig. Romanen er ligesom ”Antikrists mirakler” en af de romaner, der ikke fuldt indløser forventningerne til det litterære geni fra Värmland. Men mindre kan også gøre det, der er altid magiske passager hos Selma Lagerlöf, nu i fornyet dansk sprogdragt.