Velmenende indiske ”Sir” lander blødt som en tematisk hybrid mellem ”Pretty Woman” og Michael Noers ”Før frosten”. Det moderne og det gammeldags, det urbane og landsbylivet mødes, og kærligheden spirer umærkeligt frem mellem den velhavende playboy Ashwin (Vivek Gomber) og tjenestepigen Ratna (Tillotama Shome).
Han taler britisk-engelsk med sine indiske venner, drikker Tuborg og spiller squash. Hun spiser med fingrene siddende på gulvet, bærer sari og kom til Mumbai fra en lille landsby efter at være blevet enke som 19-årig. Der er flere værelser og verdener mellem de to, men kærlighed i eventyr har det jo med at pible frem de mest usandsynlige steder.
Hengivenheden mellem Ratna og Ashwin opstår mellem en fattig kvinde og en rig mand som i ”Pretty Woman”, hvor endda scener mimes fra. Kærlighedens opståen minder dog mindst lige så meget om den, der bryder frem i det arrangerede ægteskab i 1860’ernes forarmede Lolland i ”Før frosten”. For selvom ægteskab ikke er muligt mellem en millionær og en analfabet i Indiens kastesamfund, er følelserne resultatet af tilvænning. Fordi de bor sammen, opstår der en tillid, der bærer kimen til kærlighed.
Ratna drømmer om at blive skrædder. Ashwin begræder sine tabte drømme om at blive forfatter i New York. Fantasien stødte på grund, da han måtte rejse hjem til Indien og indtræde i familiefirmaet. Hun har forhåbninger om en bedre fremtid, han er apatisk.
Den moderne askepothistorie om klassisk umulig kærlighed i et kastesamfund er sort-hvid som det oprindelige folkeeventyr. De rige kvinder er onde. Den fattige pige er god. Men ”Sir” holder sig for god til overtydelig moralprædiken.
Den er mere en humanistisk karmafabel, en feministisk fortælling langt væk fra New Yorks gader og den danske filmbranche. Hvor glasloftet ikke er et symbol på patriarkatet, men et konkret loft, der holder Ratna nede, mens hun gør rent hos en skrædder i håbet om at lære lidt af håndværket undervejs.
”Tror du på Gud,” spørger Ashwin sin tjenestepige, da hun dansende går i procession gennem Mumbais gader til Ganesh-festivalen, hvor hinduerne fejrer guden, der kan få alt det onde til at forsvinde. ”Det er jeg nødt til,” svarer Ratna.
Ashwin tror ikke. Han bygger i stedet bygninger, der stræber mod himlen selv. Men lykken findes ikke i det himmelstræbende, hans drømme er slukket. Og det er smukt og dejligt, hvordan det er hendes livsglæde, der vender hans vrede til livsglæde.
Men der er også noget traurigt ved, at det i sidste ende alligevel er ham, der får hendes drømme til at gå i opfyldelse.
”Sir” er et farverigt og fint brus fra en anden verden, der tilsyneladende er langt væk, men alligevel deler tematik og længsler med vores hverdag.