1. Han så hende som en dronning på vej ud ad døren | Anna Ancher og Michael Ancher
”Aaa hvor jeg dog glæder mig til, at De kommer og skal bo her; det kan rigtignok blive rart, og saa maa de virkelig ogsaa komme op og følges med mig ud at spadsere.”
Det skrev 15-årige Anna Brøndum til 25-årige Michael Ancher i 1875. De to havde mødt hinanden året før i Anna Brøndums hjem i Skagen, og en gensidig fascination var opstået. Fire år efter blev de gift og bosatte sig i Skagen. Anna Brøndum blev til Anna Ancher, men derudover tilpassede hun sig ikke til datidens konventioner. Hun blev ved med at male, selvom hun var en gift kvinde. De var dermed et usædvanligt par på den tid. Det ses også i Michael Anchers portræt af hende, da hun er gravid med deres første og eneste barn, Helga, fortæller museumsinspektør Rikke Zinck Jensen fra den Hirschsprungske Samling.
”Ancher har malet sin hustru på samme måde, som man tidligere malede dronninger: i hel figur, rank og med siden til. Hun har handsker i hånden og er på vej ud ad døren. Det er sigende, for Anna Ancher var en af de få kvinder i tiden, hvis karriere bredte sig ud over hjemmets fire vægge. Maleriets store størrelse og måden, hun er malet på, gør, at man tydeligt fornemmer, at Michael Ancher så op til hende,” fortæller museumsinspektøren.
2. Hemmelig kærlighed | Johannes Wiedewelt og Johann Joachim Winckelmann
Den danske kunstner Johannes Wiedewelt og den tyske kunstner Johann Joachim Winckelmann mødtes i midten af 1700-tallet i Rom. Omkring dem styrede den katolske kirke og enevælden alle forhold, og de herskende modestrømninger var den voldsomme barok og den forfinede rokoko, som de begge afskyede. De tænkte revolutionære tanker om antikkens genkomst og boede i et halvt år sammen.
”De levede i en form for åbent forhold, hvor Winckelmann havde mange mandlige partnere. Homoseksuelle forhold var forbudt dengang, men i antikken, som han og Wiedewelt dyrkede, var seksualiteten og kærligheden mere fri,” fortæller Henrik Holm, museumsinspektør på Statens Museum for Kunst.
I tråd med den mere flydende tilgang til seksualitet har Wiedewelt her fremstillet retfærdighedens gudinde som en ung mand.
Henrik Holm tilføjer:
”I jul 1958 flyttede Johannes Wiedewelt hjem til Danmark, fordi kongen og Kunstakademiet ønskede, at han fortsatte sit arbejde på det nyåbnede Kunstakademi i København, hvor han var rektor i otte år. I 1802 druknede han i Sortedamssøen, og man ved ikke, om det var et uheld eller et selvmord. Det blev noteret, at han var ’ude af sig selv’ på dagen, hvor det skete.”
3. Han blev forelsket, men hun havde andre planer | Julie Lütken og Johan Ludvig Lund
”Stakkels Lund har lidt et svært tab med den skønne, kære, talentrige Julies skrækkelige død. Han elskede hende først lidenskabeligt, og denne kærlighed gik derefter over i det mest loyale broderlige venskab,” skrev digteren Friederike Brun til sin veninde i 1816.
Seks år tidligere havde den unge aspirerende kunstmaler Julie Lütken mødt den ældre og mere erfarne maler Johan Ludvig Lund på Sophienholm, som Julie Lütken her har malet. Hun var en usædvanlig kvinde på det tidspunkt: netop fraskilt og med ambitioner om karriere. Hun blev hans elev, og det var klart, at hun havde talent for landskabsmaleriet.
”Han forelskede sig hovedkulds,” fortæller museumsinspektør Anna Schram Vejlby fra Ribe Kunstmuseum og tilføjer:
”Da Lund mødte hende, var hun en fri, måske ligefrem en frigjort kvinde. Desværre for Lund havde Lütken andre planer, og hun giftede sig i 1815 med en anden. Samme år blev hun som en af de eneste kvinder optaget som medlem på Kunstakademiet i København. Men om foråret i 1816 gik det galt. På en tur i Hamborg løb hestene løbsk, og da hun forsøgte at redde sig ved at springe af, slog hun sig ihjel i faldet.”
4. Trekantsdrama med livet som indsats | Caroline Mathilde og Johann Friedrich Struensee
Ved første øjekast kan Kristian Zahrtmanns billede virke som en harmløs hverdagsscene fra 1700-tallets danske hof, men det skurrer under overfladen. Billedet fortæller nemlig om danmarkshistoriens mest berømte kærlighedsaffære: forholdet mellem den unge Caroline Matilde og kongens livlæge, Struensee, en affære, der fik hende landsforvist og elskeren halshugget i 1772.
Rikke Zinck Jensen, der er museumsinspektør på den Hirschsprungske Samling, fortæller, hvordan Zahrtmanns maleri beretter om den dramatiske historie via de små detaljer:
”Caroline Mathilde og Struensee sidder og overvejer deres næste træk i skakspillet. Kongen ser ingenting, men er i stedet fuldt optaget af en papegøje. Zahrtmann kan have valgt papegøjen, fordi den er et symbol på frivolitet, og den unge konge var også kendt for at ture rundt på byens værtshuse og bordeller. Skakspillet, der er en slags miniudgave af et hof, kan være en henvisning til den store magt, som Struensee besad. Med både kongen og dronningen ved sin side styrede han i en periode hele riget og fik blandt andet ophævet censuren og indført trykkefrihed. Kvinden, der står i baggrunden og betragter de elskende ved skakbrættet, menes at være enkedronning Juliane Marie, som var med til at afsløre affæren og sætte en stopper for det hele.”
5. Den frie kærlighed | Soffi og Holger Drachmann
Tegningen, der er et forstudium til et af P.S. Krøyers hovedværker ”Sankt Hansblus på Skagen Strand” fra 1906, fik forfatter Holger Drachmann og hustruen Soffi på deres et-års-bryllupsdag af deres ven maleren P.S. Krøyer.
Ægteparret havde mødt hinanden allerede i 1898. Drachmann var taget til Nordamerika på oplæsningsturné med blandt andre den norske sanger og kabaretkunstner Bokken Lasson, som han muligvis havde en affære med.
Da de nåede til New York, mødte de Bokkens søster på kajen. Det var Soffi. Både Holger Drachmann og Soffi Drewsen var gift, men det hindrede dem ikke i at finde sammen, selvom det langtfra var normen at blive skilt dengang. Det fortæller museumsinspektør på Skagens Kunstmuseer Mette Harbo Lehmann og tilføjer:
”De var bohemer. Drachmann var en del af skagensmalerne, og de var den første generation af kunstnere, der troede på den frie kærlighed – med alt, hvad det medførte. Kirken og borgerskabets normer skulle nedbrydes til fordel for ligestilling og friheden til at forme sit eget liv.”
De lod sig begge skille og boede sammen i flere år, før de blev gift. Først boede de i Canada og så i Skagen som en del af kunstnerslænget. De var begge skrøbelige og blev ad flere omgange indlagt med dårlige nerver. Soffi blev også indlagt for narkotikamisbrug. De havde et stormfuldt forhold, og når de var oppe at toppes, kunne Drachmann nogle gange finde på at tage hjem til sine venner. Blev han væk for længe, hoppede Soffi op på cyklen og kørte Skagen rundt for at finde sin ”tummel”, som hun kaldte ham. Soffi blev Drachmanns sidste kone.